Friday, May 18, 2018

En gud i ruiner - Kate Atkinson





















  • Engelsk
  • 14.-17. maj
  • 560 sider
  • Originaltitel: A God in Ruins

Jeg læste Atkinsons vidunderlige roman Liv efter liv i 2014, som jo er en ret special historie med de forskellige spring i tidsperioderne. I den roman handlede det om, hvad man ville gøre, hvis man vidste, hvad fremtiden ville bringe. Hovedpersonen var Ursula, som vi følger frem til 1967.

I denne historie møder vi så Teddy - Ursulas bror; som er pilot i RAF under 2. Verdenskrig. Hans liv starter i bogen i 1925, og så springer den ellers rundt - i et ellers helt "almindeligt" liv. Men nu handler det mere om, hvad man gør med sit liv, når man faktisk ikke havde regnet med at overleve den krig. Hvad skal man med al den ekstra tid - og hvordan gør man sit liv godt, når man føler afmagt over stadig at være der?

Der springes ikke blot i tidsperioder; selv indenfor kapitlerne er der referencer til, at den og den ikke ved, at deres barn eller barnebarn vil ende i en given situation. Jeg fandt det faktisk virkelig irriterende. Jeg har intet imod romaner, der springer i tid - men her var det et kæmpe gætværk med alle de hints hele tiden. Hvert kapitel uanset tidsperiode refererer til fortid, nutid og fremtid - det er lidt voldsomt.

Romanen er jo en selvstændig pendant til Liv efter liv; og da der er gået fire år siden jeg læste den, kunne jeg sagtens adskille tingene - men jeg syntes bestemt, at den første var bedre.
Denne har vundet et utal af priser, og lovprises alle steder - så det er tydeligvis mig, der ikke forstår genialiteten i den!

Teddys liv efter krigen er heller ikke særligt lykkeligt; han gifter sig med sin barndomskæreste, Nancy, og de får en datter, Viola. Men der sker dramatiske ting i deres liv, og en frygtelig begivenhed skiller far og datter ad. Det bliver startskuddet til en kaotisk ungdom for Viola, som er totalt desillusioneret og med tiden tilmed destruerer forholdet til sine egne børn, Sunny og Bertie. De kommer til at bo sammen med bedstefaderen, og de tre får et harmonisk forhold.

I det sidste kapitel kommer vi tilbage til en eneste nutid; den, hvor Teddys skæbne virkelig blev afgjort. Her sidder man så som læser, og undrer sig over, hvad der var fiktion i fiktionen!

Det gav selvfølgelig mening til sidst; men vejen derhen var temmelig bulet, må jeg nok indrømme.

Det var et impulskøb - jeg har en stak fantastiske bøger liggende, som skal gemmes til sommerferien, som er lige om lidt. Så jeg skal jo holde den gående indtil da; det er så ikke altid med lige stor succes!

Sunday, May 13, 2018

Lyset vi mistede - Jill Santopolo

























  • Engelsk
  • 12. - 13. maj
  • 352 sider
  • Originaltitel: the light we lost

Omslaget beskriver romanen som en værdig "efterfølger" til Jojo Moyes sødsupperoman Mig før dig; hvilket jo ikke er en anbefaling - den roman var en skændsel for papirindustrien. Men også med David Nicholls roman Samme dag næste år, som er den absolut bedste af Nicholls' romaner og i øvrigt glimrende filmatiseret, hvor tidsstemningen og musikken virkelig kommer til sin ret.

Jeg var overbevist om, at det var chick-lit - men jeg ændrede hurtigt mening. Jeg mente heller ikke, at jeg ville få brug for alle de Kleenex omslaget foreskrev - der ændrede jeg også mening!

Hele historien fortælles af Lucy - og er en lang monolog til Gabriel; hendes livs kærlighed. Vi ved ikke rigtigt, hvor han er og hvorfor hun skifter imellem fortid og nutid, når hun taler til ham. Men det er klart, at han ikke kan svare på hendes spørgsmål - og hun formulerer en lang række af sine overvejelser om dem som spørgsmål til sig selv. Vi ved heller ikke præcist, hvor vi er tidsmæssigt - men Lucy starter ved begyndelsen. Den dag hun mødte Gabe. Gabriel. 

Lucy og Gabriel mødes den skæbnesvangre morgen 11. september 2001 i et klasselokale på universitetet i New York til en forelæsning om Shakespeare. De tilbringer dagen sammen, og der er noget imellem dem. Men noget kommer i vejen, og deres veje skilles. De mødes igen, og denne gang er det den store alvorlige altomsluttende kærlighed. De flytter sammen, og er virkelig hinandens sjælevenner. De er også unge endnu - og skal stadig finde ud af, hvor livet skal føre dem hen.

De vil begge gerne gøre en forskel i verden; for Gabe betyder det en karriere som pressefotograf i verdens brændpunkter - men Lucy passer ikke ind i det puslespil. Igen skilles deres veje, og det er knusende for Lucy. 

Hun begynder at date igen. Det er ikke det samme; men hun vænner sig til, at et liv kan leves på en anden og mere stilfærdig måde. Men Gabe er der altid. I baghovedet. Eller på Facebook. Eller i medierne op igennem 00'erne, hvor Mellemøsten er omdrejningspunkt for vores nye verdensbillede med bin Laden, revolutioner og krige som modsvar på 9/11. Nogle gange rejser han gennem New York og de mødes. Eller de mailer eller snakker sammen sporadisk over årene.

Men han er altid målestokken i hendes liv. Hvad der ville være sket, hvis ....? Hvordan hendes børn ville have været, hvis ...? Eller hendes arbejde - eller hendes kærlighedsliv. 

Hun har en mand, der må kæmpe mod fantomet af denne ekskæreste, som står imellem dem. 

I hele hendes monolog fornemmer man fra starten, at der ikke er en happy ending. Jeg læste den med lyst til hele tiden at springe til næste side - men tog mig tiden. Jeg læste den med hjertet oppe i halsen, mens jeg ventede på, hvad den tragiske slutning ville være. Og jeg græd til sidst fordi det er så uretfærdigt, når folk nøjes. Og fordi jeg følte, at jeg var Lucy - så fænomenalt skrevet er den, at man bliver hende.

Niveauet er så utroligt højere end Moyes; jeg forstår slet ikke sammenligningen?

Der er jo også en åbenlys symbolik i parret. Lucy er Luce (latin for lys) eller Luz (spansk for lys). Gabriel er ærkeenglen. De er hinandens modpol og karma. 
Nicholls henlagde sin handling til London i 1990'erne, og vi fulgte Thatcher og popmusik op gennem Em og Dexters forhold. 
Lucy og Gabes tid er post-9/11 med en mere intellektuel tilgang til verden, der ikke længere er så uskyldig eller præget af hurtige penge. De reflekterer over deres liv, og der er mange referencer til litteratur men også fotografi i kraft af Gabes arbejde - og især med Steve McCurry blev jeg jo blødgjort.

Det er også en hurtig bog; men nok ikke mindst fordi jeg bare måtte have slutningen - selvom jeg forsøgte at strække læsenydelsen længst muligt. En smuk markant bog om den generations kvaler.

Saturday, May 12, 2018

Maigret og de brave folk (Maigret LVIII) - Georges Simenon




  • Fransk
  • 12. maj
  • 189 sider
  • Originaltitel: Maigret et les braves gens

Maigret kaldes til en lejlighed i Montparnasse-kvarteret, hvor en mand er fundet skudt siddende i sin lænestol foran et skakspil. Konen og den voksne gifte datter har været i teateret, da de komme hjem og finder ham sådan. Svigersønnen har været der tidligere på aftenen, men som læge er han blevet kaldt ud til et hjemmebesøg. Men han er jo den sidste, der har været sammen med manden - så er han ikke den åbenlyse skyldige? 

Problemet er bare, at det er nogle brave mennesker! Gode og ordentlige. Ingen fjender. Ingen skeletter i skabene. Det irriterer næsten Maigret, hvor ordentlige de er - for ellers bliver man jo ikke bare myrdet i sit eget hjem; og han må tilmed selv have lukket morderen ind.

Men måske gemmer de alligevel på en familiehemmelighed? Maigret snuser rundt i cafeer og bistroer, hvilket jo har den glimrende sideeffekt, at han kan få tygget sig igennem en del choucroute og få drukket en del øl og deslige .... i arbejdstiden!
Men han finder også "skelettet" - en mand, der er set sammen med ægteparret samme dag som mordet sker; men hver for sig. Så havde ægtefællerne også hemmeligheder for hinanden?

Det viser sig, at morderen oven i købet har opholdt sig i ejendommen efter mordet; nemlig i tjenestepigeværelserne oppe under taget. Der kan man "tydeligt" se, at det er en mand - for der findes nemlig cigaretskodder UDEN læbestift på!!!! For det siger jo sig selv, at enhver kvinde i 1961 ville sørge for at være pæn og ordentlig, når hun forlader sit hjem - morderske eller ej!

Han afslører morderen; ikke mindst i kraft af konens tilståelse af, at en bror har afpresset parret for penge igennem nogle år. Men han er pist væk - og det passer Maigret fint. For han fik jo alligevel ret i, at hans brave folk virkelig var det, han troede - nemlig brave. Og igen er det ikke så væsentligt at få en morder dømt.

Friday, May 11, 2018

Maigret og tyven (Maigret LVII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 11. maj
  • 156 sider
  • Originaltitel: Maigret et le voleur paresseux

Jeg var egentlig gået i gang med Kingmaker-serien; en fortælling i fire bind om arvestriden mellem Lancaster og York-familierne i 15. århundredes England. Naivt havde jeg tilmed indkøbt alle fire bind inden jeg gik i gang med det første. Jeg kæmpede i tre dage, og var stadig kun nået hundrede sider ind i første bind - og af dem var de fleste lange udpenslede beskrivelser af slagsmål og vold. Jeg måtte simpelthen give op på trods af min forkærlighed for historiske romaner. De røg derfor alle fire i skraldespanden - er der egentligt et sted i København, hvor man kan aflevere brugte (i dette tilfælde helt nye) bøger?

I stedet kastede jeg mig over gode gamle Maigret, og fik læst denne på fredag aften alene - et sikkert tegn på, at de andre ikke var noget for mig!

Maigret er stadig i omstillingsfasen af sit liv; nu er der tilmed kommet nye direktiver indenfor politiet, så han ikke længere kan forhøre og arbejde, som han har været vant til i en menneskealder. Nu skal anklagere tilkaldes et mordsted - men Maigret får alligevel opringningen, da en mand findes død i Boulogne-skoven.

Maigret genkender manden, som er myrdet andetsteds og transporteret ud i skoven. Det er en gammel kending af politiet, selvom man aldrig har formået at sætte ham bag tremmer. Men man ved med ret stor sikkerhed, at han begår indbrud hos de rige - og gerne mens de ligger og sover deres søde søvn lige ved siden af ham. 

Selvom han ikke må blande sig, så tager Maigret sig alligevel af at informere den afdødes gamle mor - og han kan jo ikke holde fingrene væk. Han ved, at der må være penge et sted fra alle de mange tyverier. Han ved, at der må være et dobbeltliv, som moderen ikke kender til. Han skal officielt opklare en sag om en bande, der hærger i Paris - og den opklaring følger vi parallelt med hans indblanding i sagen om den underlige tyv. Tyven lejede sig ind i møblerede værelser i ugevis, hvor han observerede livets gang hos dem, han ville stjæle fra - så hvor har han sidst boet i nogle uger?

Det viser sig også, at han faktisk havde en kvinde i sti liv - som troede, at dobbeltlivet omfattede en familie! Dommeren mener, at det hele er en banal historie om bandeopgør; så selv da Maigret finder sammenhængen, tror ingen ham. Men vi genfinder en typisk Simenon-karakteristik - at tyven faktisk er et lidt tiltalende gemyt, som Maigret har sympati for. Han havde også sit lille stille liv med 'kæresten', og havde sørget for, at moderen ikke skulle lide nød, hvis der skete ham noget. Det er noget Simenon ofte har gjort brug af i denne serie - at tillægge forbryderne de bedste egenskaber.

Tuesday, May 8, 2018

The House at Bishopsgate - Katie Hickman





















  • Engelsk
  • 30. april - 8. maj
  • 430 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg begik så mange fejl med denne bog, at det er et mirakel, at den er blevet læst.
Jeg havde en vild idé om, at jeg ville købe en engelsk bog - da mit reservelager mest bestod af franske bøger. Men det gik helt galt fordi:
  • Jeg blev tiltrukket af forsiden, og troede fejlagtigt, at det var af en forfatter, jeg tidligere havde læst - det viste sig jo så, at jeg forvekslede den med Jessie Burtons debutroman. Jeg er sikker på, at det trick er lavet bevidst (for at snyde mig).
  • Det stod jo ingen steder på omslaget, at dette faktisk var sidste del af en trilogi! De to tidligere er faktisk udgivet på dansk som Det gyldne bur og Sultanens juvel. Havde jeg vidst det, havde jeg jo ikke købt den!
  • Endelig skal man følge sin intuition! Jeg brugte nok en hel time i boghandlen, og havde fat i adskillige romaner, der ikke talte til mig. Udvalget i København er jo også ret begrænset; og i ren frustration endte jeg på vej ud af døren med alligevel at vende om for at tage denne. 

Så det tog virkelig sin tid for de sølle 430 sider; jeg skiftede mellem begejstring og frustration - men fra den ene linje til den næste. Så ville jeg stoppe - og sekundet efter kæmpede jeg mig alligevel videre.

For dem, der kender trilogien, er noget af historien jo kendt. Ægteparret Celia og Paul Pindar tilbage til London i 1611. Sammen med dem rejser den unge enke Frances Sydenham, som de har mødt i Antwerpen, og i stedet for at rejse sin egen vej, får hun hurtigt en fremstående plads i parrets velhaverhus i Bishopsgate.
Celia er svag - eller primært er hun jo bundulykkelig i sit ægteskab med en mand, der ikke tør røre hende efter fødslen af et misskabt barn mange år tidligere - og ikke med ham som far. 

Frances tager over, og får hurtigt gjort Celia til byens seneste sensation med hendes gevandter fra Østen, som chokerer og imponerer de londonske fruer. Samtidig venter de hver især på nogen - Paul på hans halvbror, John Carew, og Celia på hendes veninde, den tidligere nonne Annetta. Og Pauls bror Ralph venter bestemt på ham - og den kænpe diamant, som han ifølge rygter har med hjem.

Det hele bliver en kamp om diamanten; om Ralphs besættelse af John Carew, som ender med at drive ham til vanvid - og parrets indbyrdes forhold selvfølgelig.

Problemet er, at intet hænger ordentligt sammen; hverken rytmen, spændingen, opklaringen af plottet .. det er meget diffust og mærkeligt til tider, for så at dykke ned i ligegyldige detaljer, som fylder for meget.

Jeg kom til vejs ende - efter en opløftende dag, hvor jeg havde klaret tres sider. Men så gik det virkelig galt, og jeg kunne kun prise mig lykkelig for, at jeg ikke skulle igennem en trilogi faktisk!

Sunday, April 29, 2018

Maigret og ambassadøren (Maigret LVI) - Georges Simenon

























  • Fransk
  • 29. april
  • 158 sider
  • Originaltitel: Maigret et les vieillards

Maigret bliver bedt om at møde op i Udenrigsministeriet, hvor man informerer ham om mordet på en pensioneret ambassadør og greve. Denne er fundet af hushjælpen samme morgen - en kugle gennem panden; og derefter endnu flere i mave og ryg. Han har ingen børn, er ugift og lever et stille liv i sin rigmandsejendom. Og så er han adelig - og nu kommer Maigret ind i verden med titler, som han ikke er vant til.

Det viser sig hurtigt, at det "i de kredse" er almindeligt kendt, at Saint-Hilare, som greven hedder, igennem mere end halvtreds år har ført en intens brevkorrespondance med en prinsesse V.... - her skriver Simenon bevidst ikke et navn; lige så meget for ikke at opfinde ét, tror jeg, som for at vise, at Maigret respekterer de adeliges privatliv. Men netop denne prinsesses mand er selv afgået ved døden efter en ulykke, og skal begraves samme dag.

Det er en underfundig historie om de to unge adelige, der mødes i 1910, men ikke må få hinanden, da Greven er under hendes stand. Hun gifter sig med Prinsen, men kun på betingelse af, at de ikke skal sove sammen - og at hun elsker den anden. Hun lover aldrig at mødes med sin elskede, og i stedet skriver de til hinanden hver dag i 50 år. Men nogle år efter giftermålet dør Prinsens bror, og nu må hun altså gå til ægtesengen for at producere en arving - hvilket heldigvis lykkes i første forsøg ... og en dreng!

Men alle i familien (og Paris' fine kredse) ved, at de vil gifte sig hvis og når Prinsessens mand skulle dø før hende. Så hvorfor findes han dræbt samme dag som begravelsen af Prinsen skal finde sted?

Maigret kan ikke finde hoved og hale i alle de krumspring man bruger i kommunikationen i disse kredse; man tager situationen meget ophøjet - men han har jo et lig på hænderne?

Opklaringen viser sig at være langt mere enkel og human; men ikke desto mindre tragisk set i lyset af den utrolige kærlighedshistorie. Så selvom Maigret løser mysteriet på knap et døgn, så rører det ham - og Madame Maigret får et ekstra kærligt kram den aften!

Saturday, April 28, 2018

Imprudent King / A New Life of Philip II - Geoffrey Parker


























  • Engelsk
  • 26.-28. april
  • 456 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg besøgte Prado-museet i Madrid i januar måned, købte jeg denne biografi sammen med en anden skøn museumsbog. I museumsbutikker finder man jo tit værker, man aldrig ellers ville falde over. Habsburg-familien er jo ikke ukendt for mig; jeg har læst såvel om Philip II's far, Karl V - kejser af det tysk-romerske rige, og en saga om hele familiens spændende historie. 

Philip II er dog i sig selv et bekendtskab værd, og at hans biografi findes på Prado skyldes jo den enorme kunstskat, som Habsburgerne opbyggede netop der.

Han var om noget sin fars søn, men levede også i skyggen af faderens storhed. Når han skulle forlade landet på grund af krige eller andre uroligheder, baserede han selv som midaldrende sine nedskrevne råd på dem hans far havde givet ham, da han var seksten år gammel. 

Han overtog tronen af Napoli og Sicilien i 1554 fra sn far; denne var aldrende og abdicerede stille og roligt fra et post efter en anden. I 1556 abdicerede han fra den sidste store trone i Spanien, og trak sig tilbage til et kloster - og Philip II var nu konge over et anseligt stykke af verden inklusive Portugal, Holland og Philippinerne, som er opkaldt efter ham.

Som konge var hans vigtigste opgave jo også at tilvejebringe en arving - en søn, ikke? Men Habsburgerne havde allerede i et stykke praktiseret ægteskaber indenfor den nærmeste familiekreds. Det var vigtigt for dem at beholde alliancerne og ikke mindst styrke den katolske tro - så England var jo nu ude af billedet med Henrik VIII's problemer med Kirken. Frankrig var ærkefjenden - så man holdt sig til familien eller til Portugal (som jo blev til familie også).

Hans farmor var den bindegale dronning Juana, som var blevet gift med sin fætter; og sådan blev det ved indtil Habsburgernes fremstående hage blev længere og længere - og den mentale tilstand ikke bedre heller. Et andet problem var børnefødslerne, som ikke producerede solide børn, der overlevede.

Efter hans første kones død, blev han i 1554 gift med den engelske Mary I af politiske årsager. Hun var da 38 år gammel, og han blot 27 år - og de var oftere væk fra hinanden end sammen. Hun døde så i 1558, og han fik langt om længe en fransk prinsesse. Men ingen sønner!

Så da hun også døde besluttede den mere end fyrre år gamle konge at gifte sig igen; hans eneste voksne søn var død i 1568, så hvad var mere nærliggende end at nuppe hans unge forlovede Anne af Østrig. Det gav endelig den længede ventede kronprins, da kongen var over 50 år gammel.

Udover de ægteskabelige problemer brugte han det meste af sit liv i krig - altid var der problemer med et af de mange territorier rundt omkring. Philip II var særdeles aktiv brevskriver; og derfor er biografien særdeles veldokumenteret. 

Det er vist første gang jeg læser en biografi med så mange grafer; det er næsten helt videnskabeligt med oversigter over alt fra pengeoverførsler til ufrivillige aborter og barnedødsfald til indkøb af bøger. Men der er meget materiale at basere det på, og som biografi gør det kun læsningen mere varieret og interessant. Denne gren af Habsburgerne var dystre katolske mennesker, der ikke morede sig meget - og der var jo meget tungsind i familien. Heldigvis efterlod de sig dog den måske smukkeste kunstsamling i verden samlet af en enkelt familie. Det skal man besøge Kunsthistorisches Museum i Wien og museerne i Madrid for at kunne se - og der vil man også se, hvordan samlingerne komplementerer hinanden.