Thursday, December 31, 2009

Isprinsessen - Camilla Läckberg

Intet billede denne gang, da det var en krimi foræret sammen med Femina. Og det er nok et glimrende publikum for den slags total uinteressante litteratur, hvis man endda kan kalde det litteratur.
Jeg vil ikke skrive mange linier om det - for det fortjener den bog ganske enkelt ikke. Selvfølgelig ville jeg aldrig selv have betalt for den og muligvis er min anmeldelse noget farvet af det synspunkt. Krimilit til husmødre uden intelligens - så enkelt kan det siges.
Det holdt til flyturen hjem og sofalæsning med krampetrækninger over dårlig oversættelse, trykfejl, stavefejl og mangel på forfatteregenskaber. Jeg duer bare ikke til bølgen af svenske krimidronninger...
---------------------------------------------------------------------------
Il y a forcement du mauvais dans la vague des polars suédois issus de la série noire des Actes Sud - celui-ci en est un exemple merveilleux! Un polar avec une histoire d'amour avec une fin prévisible et un langage ridicule et primaire.
Je l'ai eu en achetant un magazine féminin au Danemark - heureusement! Dépenser de l'argent pour ces pages aurait été de trop - tellement il était mauvais. Il suffisait pour lire dans l'avion et terminer ce dernier soir de l'année - mais rien de plus.
A eviter - malgré les éloges sur Amazon!

Eleanor of Aquitaine - Alison Weir

  • Engelsk
  • 20.-29. december
  • 445 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg elsker historiske biografier, fordi jeg altid lærer en hel masse, som kan bruges i andre sammenhænge. Alison Weir er specielt god til at skrive biografier og især fokuserer hun på engelsk historie. Jeg har tidligere læst flere af hendes bøger om Englands historie - men i denne bog kom jeg noget længere tilbage end jeg har vane for.

Eleanor - eller med hendes franske navn Aliénor - var en fransk prinsesse fra dengang Frankrig blot var et lille stykke land omkring Paris. Hun stammede fra et af de andre kongedømmer i det nutidige Frankrig, og er født i 1122.

Hendes liv var mildest talt usædvanligt for en kvinde på den tid: hun blev gift med den franske konge - den rigtige der omkring Paris - men det var langtfra et lykkeligt ægteskab. Hun blev siden skilt og gift med den engelske konge Henry I. Hun fik 10 børn, hvilket næppe var usædvanligt - men det sidste da hun var 45 år gammel. Hun blandede sig i statssager og var med på det andet korstog til Jerusalem - og levede til hun blev 82 år gammel.

Der havde hun fostret 4 engelske konger - deriblandt den legendariske Richard Løvehjerte - og andre af hendes børn blev senere grundstenen til det franske kongedømme, som fortsatte til revolutionen.

Alison Weir's biografier er altid utroligt veldokumenterede - og det tager mig lang tid at komme igennem dem. Der skal tjekkes stamtavler og forbindelser - det kan jeg bruge uendelig tid på faktisk. Jeg fandt også en del interessante oplysninger, som knyttede sig til fransk historie og kompletterede det, jeg allerede ved... det er aldrig forgæves at læse lidt historisk faglitteratur, synes jeg!

Wednesday, December 16, 2009

Les larmes de Tarzan - Katarina Mazetti


  • French
  • December 15
  • 277 pages
  • Dansk titel: Kun i svensk originaltitel - Tarzans tårar
Der er ikke meget andet at foretage sig i denne vinterkulde end at grave sig ned i den varme sofa med en bog - og denne rakte lige til en morgentur til arbejdet og en lang aften med tekanden klar. Den var ikke så underholdende som den anden af hendes romaner - måske fordi konceptet gentages?
Mariana er en fattig alenemor med to børn; hendes mand er stukket af - og man fornemmer, at han måske ikke var helt rask. Han kontakter hende en gang i mellem og hun kan derfor ikke helt slippe ham. Imens forsøger hun at hutle sig igennem dagligdagen, hvor de tit knap nok ved, hvad de skal spise.
Janne er en ung rig succesfuld fyr, som ikke ved, hvad han skal gøre med alle sine penge. Han lever et ubekymret liv med forskellige tilfældige piger; men som i bund og grund keder ham. Han har dog aldrig forestillet sig et liv med børn med snotnæser og beskidt tøj. Indtil de en dag bogstaveligt talt falder over hinanden.
Historien fortælles igen på skift af de to - og til dels af de to børn; deres vidt forskellige syn på mange ting, deres vidt forskellige liv og Janne's uforståenhed overfor det faktum, at han gang på gang befinder sig foran Mariana's gadedør og pludselig ikke længere morer sig i sit overfladiske liv. Det ville egne sig glimrende til en komedie - det var underholdende læsning, som ikke rækker dybere. Alligevel må hun have en del succes, da stort set alle hendes bøger oversættes til fransk.
----------------------------------------------------------------------
Une journée froide parfaite pour se renfermer et lire un livre; tout le livre. Donc autant dire que ce n'était pas un livre difficile. Ce n'est pas du Marc Lévy - tout de même - mais c'est distrayant et rigolo. Peut-être un peu moins que l'autre livre que j'ai lu de cet auteur suédoise - mais cela vient sûrement du fait que la recette est la même (comme chez Marc Lévy!)
De nouveau on voit l'histoire racontée par les deux principales personnes. D'abord il y a Mariana, mère seule avec deux enfants. Elle travaille à mi-temps pour s'occuper aussi de ses enfants et souvent elle se demande comment elle fera pour payer les factures et acheter de quoi manger.
Janne est un jeune BCBG qui roule en voiture de sport et ne sait plus comment dépenser son argent. Il voit que des filles parfaites - mais ennuyantes! Par contre les gosses ce n'est pas son truc! C'est sale, ça crie... enfin... loin de son monde parfait. Jusqu'au jour où il tombe - littéralement - sur Mariana. Il n'arrive pas à l'oublier et malgré lui il se trouve sans cesse devant sa porte.
Mariana ne comprend pas ce qu'il leur veut; elle rigole quand il débarque avec de la nourriture pour riches. Janne ne croit pas au début qu'elle est vraiment pauvre - juste un peu bobo. Ils n'ont pas grand chose en commun - mais peu à peu ils construisent quelque chose; mais où chacun doit avaler sa fierté. C'est un livre amusant et facile - parfait pour en faire un film. Et parfait pour une soirée au canapé avec la tasse de thé bien au chaud!

Tuesday, December 15, 2009

Seule Venise - Claudie Gallay


  • French
  • December 13-14
  • 302 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en fransk forfatter, som har stor succes i fransksprogede lande, men som desværre ikke er oversat. Denne roman er fra 2004, men jeg havde læst om den et sted - og det tog mig lidt tid at finde den... men jeg tror bestemt ikke, at det er den sidste roman jeg læser af denne forfatter.

Historien fortælles i små korte og præcise sætninger, der er skåret helt ind til benet! Den fortælles af den 40-årige kvinde, hvis kæreste har forladt hende. Efter at levet indelukket hos sig selv lige efter bruddet, beslutter hun en dag at hæve alle sine penge og tage toget til Venedig, hvor hun indlogerer sig på en lille pension.

På pensionen bor det unge elskende kunstnerpar og en gammel russisk prins, som hun hurtigt kommer tættere på. Hun møder også en ung boghandler, som låner hende bøger og fortæller hende om maleren Zoran Mušič, som bor i byen. Boghandleren er fascineret af denne maler's historie, og kvinden, som aldrig har været den store læser, fornemmer man, bliver pludselig grebet af historien. Hun gribes også af den aldrende prins' historie - om revolutionen, flugt, kærlighed og tab.

Det er et anderledes Venedig; ved juletid i regn og kulde... et Venedig, jeg også har set beskrevet i en anden fransk roman, og som giver lyst til at se byen på den årstid og ikke om sommeren fuld af turister, som er de eneste gange, jeg har været der.

Kvinden håber på en ny kærlighedshistorie, og det oplever hun på sin vis også - bare ikke den, hun håbede på. Hendes rejse var for at få en afslutning - og det får hun. Beskrevet med indlevelse og melankoli, så man føler man er hende.

----------------------------------------------------------------------

Une auteur qui pour moi était inconnue - néanmoins je cherche ce livre depuis quelque temps; j'avais lu des critiques quelque part malgré que le livre date du 2004. C'est un livre qui se lit très rapidement - les pages ne sont pas pleines; c'est écrit assez grand mais dans la belle qualité Babel que j'aime bien. Il y a pleins de petits chapitres remplis des phrases courtes, précises sans un seul mot superflu.

L'histoire est racontée par une femme de 40 ans qui a été quittée par son compagnon; après avoir pleuré un bon moment chez elle, elle vide son compte en banque et part à Venise. C'est l'hiver et ce n'est pas la Venise ni du carnaval avec ses couleurs et festivités, ni la Venise de l'été remplie de touristes - c'est une Venise grise et pluvieuse et déserte. Une Venise qui donne tellement envie de la voir vide et un peu melancholique.

Elle s'installe dans une petite pension où elle partage les chambres avec un couple d'amants et un vieux prince russe ayant surveçu à la révolution, une fuite en Europe pour se retrouver en fauteuil roulant presque mourant à Venise. Elle se lie d'amitié avec le vieux prince qui lui apprend à observer, à noter, à se rappeler - mais aussi le plaisir du vin, des livres, des histoires.

Le prince le pousse à rencontrer un libraire pour lequel elle ressent tout de suite quelque chose - peut-être parce qu'elle est seule et triste? Ils parlent du peintre Zoran Mušič et du livre 'La barbarie ordinaire' (qui est maintenant à lire!!!) - le peintre habite Venise et la femme essaie de le voir pour ainsi s'approcher du libraire. Elle veut une histoire d'amour.

Elle finira par quitter Venise - elle aurait eu son histoire d'amour; différente de ce qu'elle pensait - mais elle repartira reconstruite de ces vacances. Et le titre - est-ce qu'il veut dire qu'elle est seule à Venise? Malgré ses promenades seule dans la ville vide, elle n'est pas seule - elle se retrouve tous les soirs avec le prince qui ne peut sortir. Est-ce qu'il veut dire que 'seule Venise' est capable de faire oublier et d'avancer? Un peu de deux sans doute!

Non seulement il m'a donné envie de retourner à Venise, mais aussi de découvrir des livres et le peintre; mais ne le lisant on se sent dans ses pas pendant quelques heures. A observer et sentir à travers elle - et je pense que je vais lire d'autres romans d'elle.

Sunday, December 13, 2009

Métronome - Lorànt Deutsch


  • French
  • December 8-12
  • 377 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
Dette er jo ikke en bog, der vil blive oversat til dansk; men hvilken glæde at læse. Måske især for sådan en mystisk én som jeg - der for det første elsker Paris mere end noget andet sted på jorden. Det er nok det sted, jeg føler mig mest hjemme - og hvor jeg kender stort set hvert gadehjørne.
Jeg har også den mani som Lorànt Deutsch med altid at undre mig over, hvorfor en gade hedder det eller det? Jeg går i historiens spor, og jeg kunne bruge årevis på at vende hver sten i den by. Lorànt Deutsch har gjort det på en utrolig interessant måde; der er 21 kapitler - et for hvert århundrede - og hvert kapitel bærer navnet på en metrostation.
Derigennem bevæger han sig op igennem den parisiske historie, og han undgår de mest trivielle fakta, som alle kender. Ydermere er der lagt stor (større) vægt på det første årtusinde, som jeg personligt kendte mindre til - og jeg lærte mange sjove fakta om byen, om gader og om rester af fortiden, der stadig er synlige i gadebilledet for os alle.
Det er en af årets absolutte topsælgere til de franske juletræer - og min udgave er allerede lovet lånt ud. Jeg har ikke læst nogle historiske faglitterære bøger i et godt stykke tid - og det er en genre, jeg holder meget af. En virkelig fantastisk bog - og der er taget noter til steder, der skal besøges nu!
-----------------------------------------------------------------------
Ce livre est un must pour tous qui aiment Paris! Il évite les clichés et les faits bien connus de tous pour nous emmener dans un voyage dans le temps absolument extraordinaire! Je me suis retrouvée dans la curiosité de Lorànt Deutsch et sa manière de s'approprier la ville - avec le respect et la révérence pour le passé, avec la curiosité de se promener et vivre la ville à pied en se démandant toujours pourquoi une telle rue porte un tel nom?
La structure est originale - en représentant les 21 siècles par 21 stations de métro significatives chacun de leur propre siècle, nous vivons Paris de ses débuts de Lutèce jusqu'à la ville telle que nous la connaissons aujourd'hui.
C'est un méli-mélo des faits historiques, des personnages historiques mélangés aux grands événements de l'histoire de Paris et de la France. Mais il y mèle aussi petits anecdotes et conseils pour revoir ces signes du passé dans les rues du Paris comtemporain. On sent que c'est quelqu'un passionnée par sa ville et son histoire - et qui connait les deux en profondeur.
J'ai surtout apprécié la partie du premier millénaire - une partie que je connaissais moins bien; mais le tout est à lire - et relire pour prendre des notes pour ses promenades dans la ville. Seul bémol - je crains que certains de trésors cachés qu'il a réussi à visiter, seront bien plus cachés face à la foule de visiteurs qui vont tenter leur chance. Mais même dehors il y a des belles choses à voir et à apprendre en s'armant de ce superbe livre.

Tuesday, December 8, 2009

L'intérieur de la nuit - Léonora Miano


  • French
  • December 6-7
  • 214 pages
  • Dansk titel: Oversat til svensk til Nattens inre
Jeg læste Miano omvendt - jeg startede med hendes anden roman for godt en måned siden; men den første stod allerede klar hjemme i reolen. Den er om muligt endnu stærkere end den første - og jeg er sikker på, at hun er en af de største nutidige afrikanske forfattere, som formår at formidle det kontinents historie, kontraster og traditioner uden at synke ned i selvmedlidenhed og fortærskede historier om kolonialisme.
'Nattens indre' handler om den unge kvinde Ayané, som kommer fra en lille landsby i det samme imaginære afrikanske land Mboasu som i den anden roman. Hendes stamme har altid levet afsondret fra byen - bortset fra mændene, som af nød drager til byen for at finde arbejde. Landsbyen drives således stort set som et matriarkalsk samfund. Ayané's forældre var atypiske - hendes far drog til byen, kom hjem med en 'fremmed', som han giftede sig med - og så blev han i landsbyen... og han nægtede at tage sig flere koner. Ayané's mor var derfor forhadt og frygtet - som en heks eller troldkone; og dette smittede af på Ayané, da hun voksede op.
Det hjalp heller ikke, at forældrene sendte hende til byen for at studere; og efter gymnasiet til Frankrig - et nærmest diffust koncept for landsbyfolket, som ikke kender til at forlade landsbyens hytter. Ayané vender tilbage til landsbyen, da hendes mor ligger for døden. Hun bliver ikke modtaget med åbne arme - men død skal respekteres, og de ældre kvinder tvinger hende til at opfylde sin rolle som afrikansk datter.
Derefter regner hun med at skulle rejse tilbage til Frankrig hurtigst muligt, og aldrig vende tilbage til det samfund, som hun aldrig har følt sig en del af. Men siden hun ankom har området omkring landsbyen været omringet af guerillasoldater, der vil starte en revolution for at samle landet efter, at det blev delt i nord og syd af kolonimagterne. Hun overvejer muligheder for at slippe igennem til fods, men for sent... for en aften står guerillahæren midt i landsbyen, mens Ayané sidder på udkig oppe i mangotræet.
Oppe fra træet er hun vidne til den tale de indfødte får leveret om det ægte Afrika, om de traditioner og den historie, de skal genskabe i fællesskab - men som kræver nogle ofre. Disse ofre ser hun også - både dem, som modsætter sig idéen og får et hurtigt hug med en machete... eller dem, som udvælges som offerlam for at blive stegt og indtaget som en slags hostie.
Men hun ser ikke det hele; hun så ikke det værste - og hun ved, at hun må forstå, før hun kan få fred i sin sjæl. Hun bliver nærmest drevet ud af landsbyen - men vender tilbage med en tante. Der bliver opgør mellem kvinder - men det er lige så meget Ayané's opgør med sig selv; hun har altid levet i en kultur, som hun ikke har dyrket. Hvilket er forstærket af hendes tid i Europa; og den opfattelse de andre i landsbyen har af hende som den fremmede. Det er en identitetskrise, men som også er kontinentets egen identitetskrise - opgøret mellem det nye og det gamle; urgamle værdier og traditioner og demokratiske principper uden overtro.
Miano formår at fortælle en historie gennem en person, som samtidig er hele symbolet på de konflikter og problemstillinger, som Afrika gennemgår som verdensdel med sin tunge historie. Det var en virkelig fantastisk bog, men også meget barsk!
----------------------------------------------------------------------
"L'intérieur de la nuit" - le premier roman de Miano - est encore plus puissant que son deuxième je trouve. Encore une fois elle arrive à décrire à la fois une histoire personnelle; mais vu avec du récul c'est aussi une image - une personification - des contrastes, des problèmes, des troubles d'un continent qui se cherche encore. Miano est sans doute une des voix les plus sincères et fortes d'une Afrique moderne - sans tomber dans le piège de toujours tout reprocher aux blancs; mais en racontant l'Afrique d'aujourd'hui avec ses multiples défis.
Dans son premier roman on se trouve déjà à Mboasu - ce pays imaginaire qui pourrait être tant de pays africains - dans un petit village perdu dans la brousse. Ici on vit à l'ancienne et seul les hommes s'aventurent vers la ville pour y trouver du travail. La vie au village est donc en grande partie une pouvoir matriarcale. La famille d'Ayané est différente; son père partait en ville, il en revenait avec une femme qu'il aimait et il restait au village. Il refusait de prendre d'autres femmes, et sa femme fût crainte et detestée parce qu'elle était une étrangère - et sa fille forcément une sorcière issue de ce mariage bizarre.
Quand elle grandit et est envoyé à l'école en ville ce n'est guère mieux; et pour finir elle part étudier en France. Ces comportements masculins ne plaisent pas aux femmes du village! Quand elle revient pour dire adieu à sa mère mourante, elle n'est donc pas accueillie les bras ouverts. Néanmoins les femmes lui apprend et lui force à remplir ses tâches de fille dans le processus de la mort; un moment important dans les rites des villageois.
Ensuite elle ne pense qu'à repartir! Mais des rebelles occupent les collines depuis quelques jours et elle ne peut sortir du village. Elle est cachée dans le manguier pour réfléchir à sa fuite, quand un soir les rebelles entrent au village. De là-haut elle voit - presque - tout...
Elle entend le discours bizarre du leader sur la réunification du pays du Nord et du Sud; elle voit les victimes - ceux qui réfusent de se taire mais pas ceux qui sont choisis comme l'agneau sacrificiel pour être cuit et servi comme hostie pour le rituel. Elle entend les cris; elle voit les morts après le départ des rebelles, mais personne ne veut lui raconter ce qui s'est passé - là aussi c'est une tradition pour préserver le village et la tribu. Elle réfléchit comme une occidentale dans son approche de vouloir la verité à tout prix.
Elle est forcée de quitter le village, mais elle revient avec sa tante; là c'est la confrontation entre les femmes - mais aussi pour Ayané de comprendre que ces rites ancestraux ont une importance qu'on ne peut ignorer ou interprêter de manière européenne dans la logique. Elle doit traverser cette crise d'identité en se cherchant... c'est une image parfaite de la crise d'identité de tout un continent aujourd'hui!
C'est un livre magnifique, puissant et terrifiant. Des images très fortes, mais une déscription incroyable des fonctionnements dans un milieu preservé dans un monde moderne!

Friday, December 4, 2009

L'homme qui voulait être heureux - Laurent Gounelle


  • French
  • December 3
  • 221 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne bog var også en fødselsdagsgave - men det var ikke en bog, jeg nogensinde selv ville have købt. Den er skrevet af en tilsyneladende specialist indenfor personlig udvikling, og handler om en ung mand, som er på rejse i Bali, hvor han opsøger en gammel vismand.

Denne beder ham om at visualisere sig selv i forskellige situationer for at projicere sig selv hen i det liv, han gerne vil leve for at blive lykkelig. Desværre er det en gedigen samling lommefilosofi - og at bogen har fået så stor succes i Frankrig overgår min fantasi.

Jeg fandt intet - absolut intet - nyt; men at det skulle være nødvendigt at bruge 3 sider på at forklare læseren, hvad placebo-medicin er, vidner vist også om, at jeg ikke var i målgruppen. Jeg kom igennem den - men udelukkende fordi den var så overfladisk og hurtigt læst... ellers havde jeg lagt den fra mig.

----------------------------------------------------------------------

De la philo à deux balles! Que ce livre ait la prétention de se comparer à 'L'Alchimiste' me dépasse. Par ailleurs je n'étais pas impressionnée par le livre de Coelho non plus - ce sont des livres traitant des sujets sérieux mais d'une manière qu'un enfant de 5 ans les comprenne.

Quand j'ai vu qu'il a fallu à Gounelle presque trois pages pour expliquer la théorie de médicaments placébo, il était evident que je ne suis pas dans la cible de ce livre. Je ne comprends strictement pas les critiques tout emballés. Toutes les idées qu'il présente sont des évidences, des facilités - et on n'apprend vraiment rien de nouveau.

Heureusement il est aussi écrit en très grand et il est minuscule - écrit plus petit il ne devrait pas faire plus de cent pages; à peine quoi l'appeler un roman. Donc c'est une pure arnaque à mes yeux... je suis étonnée comment certains 'auteurs' arrivent à gagner de l'argent facile comme ça. L'histoire n'est pas crédible; le langage et la façon de parler qu'a le jeune homme face au sage n'est pas plausible. En bref - à éviter à tout prix!!!

Thursday, December 3, 2009

Black Bazar - Alain Mabanckou


  • French
  • December 1-2
  • 247 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er meget synd for en stor del af verdens læsere, at Alain Mabanckou ikke oversættes i stor stil til andre sprog. På den anden side ville lige præcis denne bog kunne oversættes; men den ville ikke længere give nogen mening for en dansker.

Alain Mabanckou er fra fransk Congo - det lille Congo-Brazzaville; han har skrevet en del bøger på fransk, og bor og underviser i dag i USA. Der er en stigende bølge af afrikanske forfattere, og fælles for mange af dem er, at de skriver om kolonialisme, forfærdelige menneskeskæbner men samtidig om den hjertevarme, der er på det kontinent. Mabanckou er det stik modsatte!!!

Han er ikke politisk korrekt! Hans bøger oser af selvironi og omfatter samtlige fordomme en franskmand (eller belgier) kan have om afrikanere. Det kan være usandsynligt grovkornet - men det er samtidig så godt ramt, at man er usandsynligt godt underholdt. For et par år siden så jeg en af hans tidligere romaner, som dog er oversat til svensk, opført som teaterstykke. Der var en del congolesere i salen - og de morede sig kongeligt over de stereotyper, som Mabanckou beskriver.

Black Bazar er ingen undtagelse - den handler om hovedpersonen, der skriver i første person, og er stolt af sin titel som sapeur. På fransk er en sapeur et begreb, som dækker over afrikanere fra visse lande og deres tøjstil. Det ville falde totalt til jorden i oversættelsen - ligesom hele Mabanckou's sprog er dobbelttydigt. Umiddelbart virker det banalt - men der er hundredevis af referencer til fransk litteratur, musik, kunst, politik... som da han et sted beskriver diktatur og siger, at de kommer med 'våben etcetera'. Det er titlen på en berømt antimilitaristisk sang af Gainsbourg - og den type eksempler er bogen fuld af.

At beskrive handlingen er derfor svær - men jeg har måttet holde mig tilbage for ikke at grine mig en mavepine til; der er karikaturer, som jeg kender alt alt for godt... og de er ikke overdrevede. Pudsigt nok slipper Mabanckou afsted med at gøre grin med sine landsmænd, samt en stor del af den sorte befolkning - flere af hans romaner opsættes til teater, og jeg håber, at denne følger trop.

Jeg har ventet i snart et år på, at den skulle udkomme i paperback - men nu holdt det ikke længere, og jeg fik den af veninden i fødselsdagsgave; og jeg ved, at hun nu venter på at låne den!

-----------------------------------------------------------------------

En se déplaçant du bar africain du 'Verre Cassé' et de la brousse de 'Mémoires d'un porc-épic' on retrouve dans ce roman Mabanckou décrivant les congolais - et les noirs en général - de Paris. Avec tout ce que cela entraine de politiquement pas correct et des caricatures stéréotypés - il me semble que personne à part Mabanckou maitrise vraiment cet art?

Dans la foulée des livres sortant du continent africains et écrit par des africains, on tourne souvent autour du sujet du colonisation, l'esclavage, le passé douloureux ou les génocides. Certes des sujets importants - et j'ai lu beaucoup de livres poignants; mais Mabanckou fait autre chose... il prend certains de ces mêmes sujets et il en rigole. Il ne se moque pas; et surtout pas de génocides - mais il caricature le black avec les préjugés qu'ont le blanc sur sa paresse, ses pouvoirs de séduction etc.

Fessologue est donc le raconteur de ce livre; il est congolais du Congo français et il vit dans un studio à Paris avec comme voisin le raciste qui n'arrête pas de lui faire savoir comme les noirs sont des sauvages - tout en étant antillais lui-même. Il y a toute la petite hierarchie des noirs - les antillais étant 'bien évidemment' plus blancs (lire intelligents) que les noirs africains... et même parmi eux il y a les ivoiriens, les angolais, les gabonais et j'en passe.

Fessologue est un sapeur - c'est le style de vie qu'il cultive plus que tout; les descriptions de Mabanckou font qu'on le voit devant soi... ses costumes limite ringards, ses Weston en lézard... quand il se promène dans le quartier des coiffeurs près du Château d'Eau. Il décrit tout ce microcosme africain qui vit dans un quartier de Paris, et où Fessologue a rencontré sa copine Couleur d'Origine avec qui il a une petite fille. Mais Couleur d'Origine le quitte - emportant avec elle la fille et elle rentre au pays avec son cousin, qui était peut-être un peu plus intime que ça?

Pour un sapeur congolais c'est un coup dévastateur - son égo de grand séducteur en souffre; et il est réellement abattu. Ses amis du bar du coin essaye de le sortir, il essaye de draguer d'autres filles - mais toujours est-il qu'il a été humilié... et par un black moins beau, moins élégant!

Il se mets donc à écrire et nous raconte toute cette histoire, mais aussi ses discussions avec l'arabe du coin, le voisin black raciste... et tout avec les jeux de mots, l'humour et l'autodérision habituels de Mabanckou. J'ai bien rigolé - il a un don réel pour capter les personnages et les rendre réalistes dans toute leur absurdité.

Monday, November 30, 2009

Baking cakes in Kigali - Gaile Parkin


  • English
  • November 29-30
  • 361 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
  • Titre français: Pas traduit

Angel er en midaldrende kvinde fra Tanzania, som er flyttet til Rwanda med sin mand, hvor de lever i en bygning sammen med udlændinge fra andre afrikanske lande, men også europæere og amerikanere. En del af den store gruppe af udlændinge, som er kommet til landet efter massakrerne i 1994 for at hjælpe landet med at blive genopbygget eller deltage i retssagerne mod morderne.

Angel og Pius opdrager samtidig deres fem børnebørn. Sønnen er død - skudt ved et indbrud i sit hus; men forældrene ved, at hvis det ikke var sket - så var han død af AIDS. Datteren er ligeledes død; af stress... for højt blodtryk og hovedpine, som gjorde, at hun måtte tage en masse piller.

Det lyder meget dystert - men det er det ikke umiddelbart. Angel er ikke en højtuddannet kvinde; men hun bager kager - flotte kager i fantasifulde former afhængig af kundernes ønsker, og igennem denne lille forretning kommer hun i berøring med folk med vidt forskellige historier. For I Rwanda har alle en historie... alle er personligt berørt og forsøger at komme videre som mennesker. Angel får alle disse menneskers historier, og samtidig hjælper det hende til at se hendes egne historier i et andet lys.

Angel besidder en særlig form for menneskekundskab - hun leger Kirsten Giftekniv; hun stiller nogle spørgsmål, som får andre til at se deres liv i et andet lys... hun formår især at få de vestlige udlændinge til at se Afrika og Rwanda i et andet lys. Hun er vel på sin vis lidt naiv i sin livsanskuelse; men hun har en intuition, som bringer hende langt i relation til andre mennesker.

Som tiden går og hun ser, hvordan de lokale formår at leve videre på trods af, hvad de har set og oplevet, indrømmer hun langt om længe for sig selv, at datteren begik selvmord - og det gør man kun, hvis alternativet er værre - at forældrene skulle se hende dø af AIDS. Hun kan endelig også lukke et kapitel bag sig og samtidig sørge for, at hendes børnebørn får en anden skæbne og uddannelse.

Der er en del utrolige personportrætter - man møder mange forskellige mennesker; men fælles for dem er, at deres historier er de historier, man vil møde i Rwanda i dag. De overbringes på en blid måde - men alle, der har set eller hørt om Mille Collines og inyenzi, kan ikke undgå at elske denne lille bog.

------------------------------------------------------------------------
Un livre que j'espère sera traduit en français, car il le mérite. Ce sont des histoires des pleins de personnes - des histoires qui font des vies en apparence ordinaires, mais qui sont toutres extraordinaires. Toutes ces histoires sont racontées à Angel, une femme dans la cinquantaine qui est venu de Tanzanie pour s'installer pour une période au Rwanda avec son mari.
Ils vivent dans un immeuble où il y a d'autres étrangers venus aider le pays à se reconstruire après le génocide ou travailler pour les procés légales pour trouver les coupables. Mais Angel a d'autres choses à faire - elle s'occupe aussi de ses cinq petits-enfants depuis la mort de ses propres enfants. Son fils est mort dans une fusillade - mais sinon il serait mort de 'la maladie'; sa fille est morte de stress, hypertension et mal de tête qui l'obligeait à prendre bequcoup de comprimés.
Angel fait aussi des gâteaux - des beaux gâteaux en formes et couleurs optimistes; et son petit business marche de mieux en mieux grace à la réputation qu'elle se crée dans la ville. Les gens viennent vers elle pour commander leurs gâteaux, et à chaque rencontre elle entend leurs histoires. Ils lui donnent en échange un bout de leur vie, et Angel comprend au fur et à mésure les cicatrices profondes que beaucoup d'entre eux porteront pour toujours.
Il y a des portraits de personnages touchants et raconté avec cette vision africaine du monde - un certain humour et imcompréhension face aux coutumes des occidentaux. Angel est une médiateur qui arrive à faire parler les gens; à se lier entre eux malgré ce qu'il y a eu avant comme antipathie. Mais en écoutant comment ces gens continuent à vivre en sachant ce qu'ils ont vus et senti, elle accepte finalement la vérité qui la tourmentait depuis plus d'un an. Sa fille n'est pas morte de stress; elle s'est suicidée parce qu'elle avait aussi 'la maladie' - le Sida - et elle n'osait l'admettre à ses parents.
Angel trouve cette consolation en elle qui lui permets alors d'aider ses petits-enfants pour qu'eux ils comprennent qu'il leur faut un autre avenir. Elle arrive enfin à comprendre que même si il y a Mille Collines et les inyenzi - on peut pardonner et avancer.

Saturday, November 28, 2009

Den anden hånd - Chris Cleave


En gribende, morsom, tragisk, eftertænksom bog om menneskeskæbner - som ikke kan undgå at gøre indtryk.

Little Bee er en 16-årig nigeriansk pige, der i kraft af en jamaicansk pige tricks bliver sluppet illegalt ud af et asylcenter i England, hvor hun har ventet i to år på at få sin skæbne beseglet. Sandsynligvis for blot at blive sendt tilbage igen med uforrettet sag. Så da hun pludselig står ude i den engelske frihed, er det et chok for hendes kultur; og hun skynder sig at opsøge de eneste mennesker, hun kender - Andrew og Sarah.

Andrew hænger sig selv, og Little Bee dukker op på dørtrinnet morgenen inden begravelsen - i Sarah's genfortælling af historien, som skifter med Little Bee's. Sarah føler, at hun bliver nødt til at give hende husly for at frelse sig selv fra de minder, der bragte dem sammen på en nigeriansk strand to år tidligere. Det var den oplevelse, der begyndte at tage livet af hendes mand og nu får hun chancen for at råde bod og selv finde fred med minderne.

Little Bee og Sarah nærmer sig forsigtigt emnet og endelig kommer den fulde historie om deres møde frem; om Sarah's mod overfor hendes mands hjælpeløshed "fordi det alligevel ikke nytter noget". Men Little Bee fortæller ikke Sarah hele sandheden med det samme - for hun er den stærke af de to. Hun er den pinte flygtning; men det bliver hendes force... hun har set og følt for meget allerede, mens Sarah er en ung kvinde, der er frustreret over at have mistet sin pure ungdoms idealer og er forfaldet til den nemme og bekvemme liv.

Little Bee beskriver sit liv og sine oplevelser med humor og undren over den vestlige verden - den første verden; for hendes er jo den tredje. Men hun har en visdom og alderdom i sin sjæl, som bliver broen mellem de to kvinder og hun kan også nå ind til Sarah's 4-årige søn, Charlie, som har forskanset sig bag et Batman-kostume i sin sorg.

Men hun er der illegalt; og selv da de voksne hvide ubevidst udsætter hende for en fare, hun er fuldt bevidst om, så gør hun det fordi hun også har en gæld, hun vil indfri. Hendes dødsfrygt er på et andet plan - lige så lille som hendes håb for en fremtid.

Ringen sluttes på en nigeriansk strand - slutningen kan godt virke en anelse Benetton-agtig, men samtidig er det beskrevet i et meget poetisk sprog, som overflødiggør mange unødvendige ord for at beskrive den grusomhed vestlige lande nægter finder sted.

Det er en nem bog at læse - i den danske udgave er det skrevet i stor skrift og det tog mig vel knap fire timer at læse den; men absolut også fordi den var god. Man knytter sig uendeligt til Little Bee og vil virkelig have, at det hele ender godt - men det er nok for naivt! En fantastisk lille bog.

----------------------------------------------------------------------

Ce livre va vous bouleverser - il est touchant, violent, emouvant, humouristique et si tragique. Le langage est absolument à part - mes mots trop crus ne sont pas nécessaires pour décrire le cuachemar que vivent certains réfugés; mais la poésie employée dans ce livre suffit largement à créer les images dans votre tête.

Little Bee est une jeune fille nigérienne de 16 ans qui un jour par erreur (et tricherie d'une camarade) se trouve liberée du centre de demande d'asile en Angleterre. Elle ne connait rien de ce pays si loin du jungle où elle a grandi jusqu'à une guerre de petrole ont chassé et tué toute sa famille. Elle ne connait que deux personnes - Andrew et Sarah; deux anglais blancs rencontrés sur une plage au Nigéria.

Sarah raconte sa version des faits - Little Bee qui arrive devant sa porte le matin de l'enterrement d'Andrew. Depuis deux ans il sombre dans une dépression et le coup de fil de Little Bee était le coup de grace. Il s'est pendu. Sarah se sent obligée d'accueillir la fille - autant pour l'aider que pour se faire pardonner des évènements de la plage.

A tour de rôle elles décrivent ce qui s'y passait alors; comment cette épisode ont transformé leurs vies. Pour Sarah c'était le moment où elle arrêtait définitivement d'aimer son mari face au manque de courage de sa part - et elle a du assumer le rôle de l'homme, du sauveur lors de cet incident. Elle a essayé d'effacer ces souvenirs, mais l'arrivée de Little Bee l'oblige à les affronter.

Little Bee raconte avec stupéfaction et humour cette vie anglaise; mais aussi avec une amertume, vieillesse et sagesse puisqu'elle a déjà tout vu; trop vu. Elle n'a plus peur de mourir et même quand les blancs inconscients lui envoie directement face au danger sans y penser elle y va. Car elle n'a pas tout dit à Sarah; et elle a aussi son poids de dettes à règler. Elle arrive à toucher le petit Charlie, le fils de Sarah, qui se cache dans son costume de Batman pour venger la vie et la mort de son papa.

Le cercle se referme sur un autre plage au Nigéria - la fin certes un peu trop Benetton - nous nous aimons tous sur cette terre multicolore; mais aussi avec une fin infiniment tragique et poétique décrit si simplement qu'on le remarque à peine.

On s'attache énormement à Little Bee - on aimerait tant que tout cela finisse bien... mais ce ne serait pas en accord avec les sorts de ces milliers de personnes qui vivent des moments niés par l'Occident.

Wednesday, November 25, 2009

Rejsen til nattens ende - Céline


  • French
  • November 12-25
  • 505 pages
  • Originaltitel: Voyage au bout de la nuit
Bukowski har engang sagt om denne bog, at det var den bedste bog skrevet de sidste totusinde år! I Frankrig er den jo en af de helt store klassikere - men efterhånden tror jeg, at jeg kender flere, der snakker om den end dem, som reelt har læst den. Ikke uden grund! Den krævede, at jeg tog mig tid til at komme ind i hans skrivestil - og hans voldsomme sprog. Den egner sig ikke til et par siders læsning hist og pist - som andre bøger, jeg uden problemer kan læse i sporvognen om morgenen. Céline kræver fuld opmærksomhed - og når det lykkes, så er det en fryd at læse.
Ikke at der overhovedet er noget frydefuldt over det! Hans protagonist, Bardamu, er en antihelt ganske enkelt. Hans livssyn er antioptimistisk, antiidealistisk og verden er i bund og grund et forfærdeligt sted at leve - og det handler kun om at hutle sig igennem til man endelig kan dø.
Muligvis stammer Bardamu's livslede fra den dag, han ser tropperne drage i krig - og lader sig rive med uden at vide, hvad krigen vil indebære. Hans møde med krigen bliver så voldsomt, at han fra den dag af forsøger at flygte - fra krigen og senere fra enhver form for ansvarlighed og mod. Han er nok den mest krysteragtige feje person, jeg har mødt i en bog... alt virker sort, ulideligt og trøstesløst. Men det hele beskrives med en særegen ironi, som man ikke kan undgå at lade sig opsluge af.
Sproget i sig selv er meget bemærkelsesværdigt for perioden - romanen udkom i 1932; og der er fransk slang, som jeg troede først var opfundet årtier senere. Interessant opdagelse sprogmæssigt - også med sine bratte brud og samtalesprog, som ikke var almindeligt i den tids dannelsesromaner.
For det er vel nærmest en moderne kynisk dannelsesrejse vi kommer med ud på - opdelt i forskellige antitemaer:
Antinationalismen i den første del af bogen, hvor vi er i skyttegravene i 1. Verdenskrig og efterfølgende i Bardamu's forsøg på at blive erklæret gal og uegnet som soldat. Hans syn på krigen er meget realistisk, og han kommer med nogle fantastisk rammende teser, som er universelt rigtige.
Antikolonialismen i den anden del, hvor han ender i Afrika; i Senegal, som dengang var en fransk koloni. Denne del havde jeg til gengæld meget svært ved og var lige ved at give op. Jeg glemte, at datiden havde et andet syn på kolonialisme - og Céline i særdeleshed muligvis med sine senere antisemitiske synspunkter. Det er på grænsen af, hvad jeg fysisk kan klare at læse... hvor 'negeren' omtales som 'den' eller 'det' - det var utroligt grænseoverskridende.
Antikapitalismen da han efter rejsen til Afrika ender i 1920'ernes USA. Efter krigen i en bekymringsløs tid for de rige - men i dyb fattigdom for de andre; tiden for industrialismen og konceptet af fabriksarbejdere, som fremstillet af Chaplin i Moderne Tider. Pudsigt nok bliver Bardamu her behandlet med den samme manglende respekt og som den moderne hvide slave, som han selv behandlede de indfødte i Afrika - uden, at det udløser nogle samvittighedskvaler hos ham. Det er gennemgående synes jeg - uanset, hvad der sker så reflekterer han ikke over sine handlinger til at udvikle sig som person. Han mangler simpelthen en samvittighed!
Anarkismen er et gennemgående træk uanset, hvor han befinder sig. Tanken om at skulle inddele samfundet i klasser er Céline meget imod; alligevel mener hans Bardamu selv at befinde sig på et niveau udenfor andres rækkevidde - ganske vist helt i bunden af hierarkiet; og det psykiske hierarki fordi han er nået til enden af natten... det ultimative mørke, som er menneskets inderste og oprigtigeste sjæl.
Bardamu's fornavn er Ferdinand - som Céline selv; og der er uden tvivl mange af hans egne synspunkter i denne roman. Man når allerede at ane hans racistiske holdninger - og hovedpersonen er læge som han selv. Céline arbejdede også både i USA og i Afrika - men det er ikke en selvbiografi... officielt!
Jeg havde meget glæde af at læse den anden halvdel - da vi var væk fra Afrika, og jeg samtidig grundet sygdom havde tid til at læse, lægge den fra mig og læse videre; men i større portioner. Det er nok sådan han skal læses. Det er uden tvivl også en roman, der skal genlæses for at få det fulde udbytte af den.

Wednesday, November 11, 2009

Home - Marilynne Robinson


Glory Boughton er 38 år gammel, da hun som ugift lærerinde vender hjem til barndomshjemmet til den gamle fader; byens præst, som er gammel og døende. Hun konfronteres med barndommens minder om de syv søstre og brødre - især den fortabte søn Jack. Pludselig en dag får de et brev fra Jack, som meddeler, at han vil komme hjem igen - efter at have været væk fra hjemmet i tyve år og uden, at de vidste om han stadig var i live.

Jack er familiens sorte får; som barn var han den tavse dreng, som levede sit eget liv midt i den store præstefamilie. Han var ansvarlig for samtlige narrestreger på grænsen af loven i den lille by Gilead, som også er scenen for Robinson's tidligere roman for hvilken hun vandt Pulitzer-prisen. Faderens bedste ven, præsten Ames, er hovedpersonen i den roman og også en del af denne historie om tilgivelse, familieforhold, stolthed og småborgerlighed i en mellemamerikansk by i 1950'erne.

Jack og Glory nærmer sig hinanden med forsigtige skridt; hun er angst for at skræmme ham væk igen i frygt for, hvad det kan gøre ved faderen. Hun forsøger at trænge ind til ham og formår det på mange måder langt bedre end faderen, som aldrig har kunnet forstå sin søn og dennes manglende tro. Jack og faderen er uenige politisk - det er i perioden, hvor segregationen mellem sorte og hvide fører til utallige optøjer, som de ser på det nyerhvervede fjernsyn. Man fornemmer, at Jack forsøger at fremprovokore en diskussion og en indrømmelse af, hvor han har været de sidste mange år - men faderen vælger at ignorere det.

Jack vender sig mod Ames som en troens mand - men som ikke dømmer ham som sin søn; men heller ikke der får han afløb for de tanker, han tydeligvis har behov for at komme af med. Det driver ham ud i drikkeri igen, og Glory bruger al sin energi på at undskylde for ham, hjælpe ham uden at træde for nær - og samtidig tænke over sit eget mislykkede liv med en mand, som på mange måder minder hende om Jack... den utro, ustabile type, der udnytter kvinder og ikke er i stand til at give noget igen.

Men Jack har en kvinde i sit liv, som han elsker - og som han dagligt sender breve til. De kommer retur og overbeviser Jack om sin egen uduelighed; han indrømmer over for Glory, at kvindens familie ikke ser positivt på ham.

Da faderen svækkes tydeligt og bliver senil, er Jack parat til at give ham de indrømmelser, faderen har ventet så mange år på - men da kan han ikke længere genkende sin søn. De beslutter sig for at kalde de andre søskende hjem - og Jack vil ikke være der til den konfrontation. Han tager afsted - og umiddelbart efter kommer kvinden uanmeldt på besøg, og Glory forstår hele omfanget af det liv, hendes bror har levet i mange år. For sent.

Det er en meget gribende historie om de fordomme, der trivedes på den tid; de forhold mellem forældre og børn - selv voksne - som forhindrer dem i at tale ærligt til hinanden og lægge gamle historier bag sig. Barrierer, som aldrig kan nedbrydes på grund af facader, der skal opretholdes - og det er egentligt dybt tragisk men på en utroligt stille og dyb måde, der griber langt ind i én ved læsningen.

-----------------------------------------------------------------------

Marilynne Robinson a gagné le Prix Pulitzer pour son 2ème roman - Gilead - qui précède celui-ci mais qui se lit indépendamment. Les deux se passent dans une petite ville américaine au début des années 50, période où la segregation entre noirs et blancs donnaient des combats violents et qui marquait le début d'une fin pas facile à comprendre pour tout le monde qui ne connaissait le monde que tel - divisé.

La famille Boughton vit dans cette ville - le père pasteur et les huit enfants; aujourd'hui ils sont tous adultes et ont quitté la maison. Mais le père vieillit et c'est le devoir de Glory qui ne s'est jamais mariée de rentrer s'en occuper. Sa vie est ratée selon les valeurs de l'époque. Mais moins que la vie de Jack - le fils prodigue qui est parti depuis vingt ans on ne sait où.

Peu après son retour Jack envoie une lettre signalant son retour; il a des soucis mais ne veut pas en parler. Le père est content de le voir mais évite les sujets sensibles - les seuls qui auraient pu les approcher et permettre de s'expliquer. Glory y va doucement - par peur de le faire fuir et en voyant en lui l'homme qui a abusé d'elle sentimentalement depuis des années. Mais malgré tout ces deux se retrouvent dans leurs propres souffrances et destins tragiques hors des vies acceptées de l'époque.

Jack essaie de provoquer le père en parlant politique et en invoquant les emeutes entre noirs et blancs qu'ils regardent sur la petite télévision installée dès son retour. Le père réfuse et ainsi il réfuse aussi de comprendre que là est une partie de l'aveu que Jack a besoin de faire pour se soulager et devenir lui aux yeux de cette famille qui ne l'a jamais compris. Quand il veut finalement donner ce que le père attend de lui, celui-ci est trop malade et sénile et ne le reconnait plus.

On fait appeler les autres frères et soeurs et Jack décide alors de partir avant - estimant qu'il n'a pas sa place dans une famille en deuil. Après son départ Glory reçoit la visite de cette femme dont il parlait vaguement; qu'il disait aimer mais d'un amour impossible vu sa situation et l'opinion de la famille de la femme. Alors finalement elle comprend son frère en sachant qu'elle ne saura plus le trouver et qu'elle ne le verra sans doute plus jamais.

C'est un livre tragique et poignant; sur les non-dits des familles - peut-être plus encore dans cette famille réligieuse où les écarts des pensées n'ont pas leur place. Le manque de compréhension d'une autre façon de vivre - certes parfois pas dans les règles; mais même quand Jack s'est rangé il n'est jamais bon aux yeux du père. Ses efforts d'obtenir un pardon et se reconcilier sont vains... il y a trop de conventionnel et de fierté dans ce vieux pasteur qui ne veut pas faire des sacrifices. Finalement ils ont tous perdants chacun de leur manière.

Saturday, November 7, 2009

Blood Test - Jonathan Kellerman


Jeg fik denne foræret forleden dag i den engelske boghandel - og det siger man jo ikke nej til! Desuden trængte jeg til en anden genre efter de seneste læsninger; og en god krimi er aldrig af vejen - selvom det ikke er det domæne, jeg gør mest i.

Kellerman's krimier har Alex Delaware som hovedperson - psykiater, som ikke arbejder på fuld tid længere; men lever af nogle penge/investeringer, som vi ikke rigtig får meget kendskab til. Han er 35 år og bor i Los Angeles, hvor han ind i mellem hjælper til i retssager, hvor der skal foretages psykiatriske bedømmelser.

Denne krimi er den anden i serien, men den er fra 1986 - man skal pludselig forholde sig til en verden uden mobiltelefoner og beskrivelserne af deres tøj kan godt få et nostalgisk grin frem - for indrømmet: Det var ikke den mest æstetiske periode i verdenshistorien!

Hovedsagen i denne krimi handler om den lille Woody på 5 år, som ligger på hospitalet med en alvorlig kræftsygdom. Hans familie består af den 19-årige søster, Nona, og nogle ældre forældre. En dag er Woody forsvundet fra hospitalet; det motelværelse familien boede på er raseret og inden længe finder man forældrene myrdet. Men drengen og teenagepigen er væk.

Alex tager kontakt til en ven indenfor politiet, Milo - han er bøsse, og igen fornemmer man, at dette var i en tid, hvor AIDS var en nyopfindelse. De arbejder uofficielt som et team, og historien hænger faktisk glimrende sammen - der er overraskelser og ikke for meget vold (som jeg hurtigt bliver lidt træt af). Det spiller mere på det psykologiske plan, og handlingen går i et passende tempo.

Ud fra de anmeldelser jeg kan finde, skulle nogle af de senere bøger være bedre - der er 24 i serien om Delaware; dog er de senere knap så roste. Uden at ville opsøge dem, så ville det være passende underholdning til en flytur - hvis man falder over dem til en god pris.

----------------------------------------------------------------------

Je ne refuse pas un livre gratuit - donc quand on m'a proposé celui-ci dans la librairie en faisant d'autres achats je me suis dit qu'il ferait un bon break après les livres un peu lourds et assez noirs que j'ai lu dernièrement.

Kellerman est pédiatre et psychiatre devenu auteur de polars, et celui-ci est le 2ème dans une série de 24 sur le psychiatre Alex Delaware. Il date de 1986 - et on le ressent par moments; il n'y a pas de GSM, le SIDA vient d'apparaitre et leurs vêtements sont fabuleusement kitsch. Ca a un côté amusant puisque on oublie parfois que tout se passe il y a si longtemps.

Delaware vit à L.A. - il ne travaille plus tellement; il vit de ses rentes - à 35 ans. Parfois il aide des amis dans de procès où il faut une diagnose psychologique. Le livre commence avec une telle histoire où il se voit vite melé à un père fou divorcé de sa femme. Mais l'histoire principale est une autre - l'histoire du petit Woody de cinq ans atteint d'un cancer.

Il est hospitalisé mais la soeur et les parents n'aiment le voir isolé à l'hopitâl. Un jour il disparait et la chambre d'hôtel où logeaient la famille est ravagée. Très vite on découvre les corps de parents tués - mais les enfants ont disparus. Delaware commence sa propre petite enquête aidé par son ami flic, Milo, homosexuel et un peu la caricature des années 1980.

L'histoire avance bien avec un rythme soutenu - ni trop long ni trop court; il y a des portraits de personnes bien cernés pour un polar et ce n'est pas du tout mauvais. De là à aller acheter les 23 autres... je ne pense pas. Mais à lire pendant un vol ou sur la plage, c'est tout à fait le genre. Et absolument ce qu'il me fallait pour rompre un peu le fil noir...

Wednesday, November 4, 2009

Contours du jour qui vient - Léonora Miano


  • Français
  • November 2-3
  • 274 pages
  • Dansk titel: Kun oversat til svensk
Léonora Miano er absolut en lovende ung afrikansk forfatter - hvis man altså kan lide den slags litteratur. Hun er født i Cameroun, men flyttede til Frankrig i 1991, men hendes romaner foregår i Afrika - tit i et fiktivt land; sikkert fordi problemerne hun beskriver ikke henholder sig til hendes eget hjemland alene men til et helt kontinent.
Denne roman er hendes anden, og vandt i 2006 Goncourt-prisen for unge forfattere - som heller ikke er at kimse af!
Romanen foregår som sagt i det fiktive land, Mboasu - men mange af navnene og ordene er i douala; Camerouns sprog. Men ellers er det et lille afrikansk land, som der er så mange af... tidligere fransk koloni; plaget af borgerkrige og drab på europæere - og det kan minde om såvel Rwanda som Cameroun som andre lande i samme situation. En situation, hvor folket er fattige og desperate; de dør på gaden uden, at nogle rynker på næsen. Men de benytter også en anden mulighed for at skaffe føde til familien - de udstøder deres børn.
Den lille Musango er ni år, da hendes far dør. Hendes forældre var ikke gift og moderen får intet fra faderens velstående familie. Moderen er overbevist om, at Musango er besat af djævlen - og smider hende ud af huset. Hun driver rundt, finder kortvarigt hvile hos nogle franske nonner men må flygte, da de bliver angrebet af rebeller. Hun ender ude i junglen i et hus, hvor nogle religiøse fanatikere under dække af religion, holder unge kvinder fanget indtil de sendes til Europa for at arbejde som prostituerede.
Musango er blot tjenestepige og hendes liv er ikke så ringe, som det kunne være. Men hun vil væk! Hele bogen igennem taler hun til sin mor; hun vil genfinde sin mor og sikre sig, at denne virkelig vil forkaste hende - lidt ligesom Afrika som kontinent er Europa's udstødte barn. Hun skriver på en meget poetisk og smuk måde om afrikanske traditioner; om hendes ønske om at få et liv - men ikke i Europa, som så mange af de unge piger, der ikke aner, hvad der venter dem.
Musango er en lille pige med en voksens sjæl - som Afrika er ung i vores højtudviklede øjne, men besidder en urgammel sjæl med visdom, som vi ikke længere regner for noget. Musango skal igennem en renselsesrejse for at kunne komme til verden - en verden uden sin mor; en verden, hvor hun endelig kan acceptere sig selv som menneske med en værdighedd og ikke bare barnet, der blev smidt for døren.
Det er helt bestemt en fortjent pris; men måske ikke af bred interesse - i Frankrig er der selvfølgelig et ret stort publikum for den fransksprogede afrikanske litteratur, og jeg synes, at det er positivt, at hun oversættes til svensk.
-----------------------------------------------------------------------
Léonora Miano a reçu le Prox Goncourt des lycéens pour ce livre - son deuxième qui comme le premier se passe en Afrique dans un pays imaginaire - le Mboasu. Ce pays peut être chaque pays africain quasiment - avec un passé colonialiste (pour le Mboasu la France); ravagée par les guerres civiles et des meurtres sur les européens - cela peut rappeler le Rwanda autant que d'autres pays africains.
Musango est une petite fille de neuf ans qui se trouve dans la rue après la mort de son père. Ses parents n'étaient pas mariés; sa mère se contentant de vivre sous le toit de cet homme plus fortuné mais déjà marié et espèrant qu'un jour il la marierait. Hélas il meurt avant et la famille du père mets Musango et sa mère dans la rue.
Or commence la bataille quotidienne pour se nourrir et vite sa mère l'accuse d'être ensorcelée pour trouver l'excuse de s'en débarasser mais aussi pour exprimer la haine qu'elle ressent depuis des années envers cet enfant qui devait lui donner la richesse et l'assurance d'un mariage riche; mais qui a fini par reçevoir l'amour du père que la mère n'a pas eu. La mère l'expulse; elle devient l'enfant non voulu comme l'Afrique l'est devenu pour l'Europe dès qu'elle a posé des conditions de vie.
Musango erre dans le pays et se trouve captivée dans une cabane cachée dans le jungle où des fanatiques réligieux sous prétexte de purifier les jeunes filles, les violent avant de les envoyer en Europe pour devenir prostituées. Elle réussit enfin à s'échapper; et elle se mets à la quête de sa mère. Elle a besoin de la revoir; de se contronter à elle pour renaître ou enfin naître et avoir une existence.
Musango raconte sa vie de gamine de neuf à douze ans avec une grande poésie; c'est une fille avec l'âme d'une vieille - comme l'Afrique à nos yeux évolués est un enfant, mais pourtant possède une sagesse que nous avons longtemps oublié.
C'est un très beau petit livre... chaque livre que je lis sur ce continent me donne envie d'y retourner; même si c'est des vies dûres mais aussi avec tant de douceur.

Sunday, November 1, 2009

En hårfin balance - Rohinton Mistry


  • Engelsk
  • 752 sider
  • 25. oktober - 1. november
  • Originaltitel: A Fine Balance
I en af de anmeldelser jeg læste om bogen, stod der: "Read this only if you have roboust emotional and mental heatlh." Jeg kunne ikke være mere enig; selvom den har vundet priser, og anmeldelserne er fantastiske - så er det en af de mest deprimerende grusomme bøger, jeg nogensinde har læst. I en sådan grad, at jeg til tider lagde den fra mig, fordi jeg tænkte, at nu var grænsen nået. Men det er samtidig en bog, jeg ikke fortryder at have læst efter, at den har stået i tolv år i reolen.
Det er en meget lang bog, hvor der til tider måske ikke sker særlig meget - men det er i de stille beskrivelser, at al gruen går op for én. En afsløring af, hvordan livet er i den nederste kaste i Indien under Indira Gandhí's styre i 1970'erne.
Bogen fortæller fire personers liv - den midaldrende Dina Dilal; hun giftede sig som ung imod familiens ønske med en fattigere person, og blot tre år efter bliver han slået ihjel i en af de utallige trafikulykker, der sker i byen hver dag. Efterfølgende kæmper hun en hård kamp for ikke at gifte sig igen og overleve selv. Hun bliver boende i den lille lejlighed og forsørger sig som syerske - indtil hendes øjne giver op, og hun indser, at hun må finde andre indtægtsmuligheder.
Den unge Maneck, som er datter af Dina's gamle skolekammerat, skal studere i byen og mangler et sted at bo. Han skal derfor leje et værelse hos Dina - hendes eget værelse, og hun rykker ind i et lille hummer. Han kommer fra landet, et beskyttet liv i en rigere familie; men er i konflikt med sin far, som ikke vil indse, at tiderne ændrer sig.
For at få det hele til at hænge sammen, ansætter Dina to skræddere, som skal arbejde hjemme i hendes lejlighed. Så tjener hun lidt kommission på deres arbejde, og derved ender de fire forskellige mennesker sammen. Ishvar og hans nevø Omprakesh kommer fra den laveste kaste, og er flygtet til byen efter, at hele deres familie er blevet udslettet, da de forsøgte sig med et andet erhverv, end det deres kaste var forudbestemt til. De er de laveste på rangstigen, og Dina er mistroisk og forventer det værste fra dem. De hutler sig igennem en ulidelig tilværelse på gaden eller i slummen; men regeringen raserer deres usle bolig, sender dem i arbejdslejr, tvangssteriliserer dem... der er faktisk ingen ende på deres ulykker.
Men langsomt åbner Dina med Maneck's hjælp op for at hjælpe dem. Hun oplever endelig at leve i en familie; og de fire lever en nogenlunde rolig tilværelse. Men den bliver hele tiden afbrudt af de tragiske skæbner, der krydser deres veje - byens tiggere og deres ejere; halvskøre individer, som landet rummer millioner af efter, at de har mistet alt og dagligt kæmper for at få bare et måltid mad.
Der er nogle frygtelige beskrivelser af Gandhi's regerings metoder, som rystede mig. Det er en periode jeg er for ung til at have oplevet - men kønt har det ikke været. De to skræddere bliver gang på gang ydmyget og sendt tilbage til startpunktet - eller længere tilbage endda. Men de bibeholder alligevel en overlevelsestrang og optimisme, som Maneck ikke kan beholde. Hans filosofi og bogens morale er, at uanset hvad du gør for at komme frem i verden, så vil højere magter ødelægge det for dig.
Det er barske ord, men nok sande, hvis man fødes ind i et kastesystem, hvor hver især skal kende sin plads - og godt hjulpet på vej af en korrupt regering, som ingen midler skyr. Derfor er det ikke en lykkelig bog - der er en alt andet en lykkelig slutning. Men det er en bog, som mærker en med sin barskhed.

Friday, October 23, 2009

The Poisonwood Bible - Barbara Kingsolver




Louise havde anbefalet mig den for et stykke tid siden; men alligevel tog det mig lidt tid at få den frem af reolen - for den var allerede i hus. Men når man først har læst den første side er man fortabt! Det er meget lang tid siden jeg har læst en bog, der i den grad fik rørt ved alle mine sanser... afmagt, afsky, latter, tårer nærmest - og en total medleven og absorbering i historien.

Det er en meget intens historie - en historie om tab af alle sine illusioner, sin identitet og accepten af disse tab. Det er en historie om skelsættende begivenheder i den moderne verdenshistorie, og man er absolut ikke i tvivl om, hvor Kingsolver's sympati ligger.

Historien starter i 1959 med missionærfamilien Price, der ankommer til en lille landsby i Congo, hvor faderen Nathan regner med at udføre mirakler og omvende de indfødte til gode kristne. Med sig har han sin kone, Orleanna, og deres fire døtre - Rachel på knap 16 år, tvillingerne Leah og Adah på knap 15 og den lille Ruth May på 5 år. For hver af disse fem kvinder bliver mødet med Afrika afgørende for resten af deres liv. Rachel er den overfladiske forfængelige arrogante teenager, som selv mener, at hun er ekstremt tolerant - men som er indbegrebet af hvid racisme, ekstrem ignorance og dumhed. Hun føler ikke meget andet end afsky overfor den primitivitet hun møder - og skam over at være en del af den familie, som byder hende noget sådant.

Leah er den "sunde" af tvillingerne - hun er den mest fanatiske i troen og i søgningen efter sin fars kærlighed og accept. Men hun trives samtidig i det nye liv og integreres bedre end de andre piger; hendes kontakt med de lokale giver hende samtidig et andet syn på faderens blinde tro - og langsomt begynder tingene at krakelere. Netop som hendes verden er blevet sort og hvid opdager hun, at tingene lige præcis ikke er så enkle!

Den anden tvilling, Adah, snakker ikke. Hun fik en hjerneskade under fødslen og halter; men er samtidig lynende intelligent på sin egen specielle måde. Hun opfatter tingene med en helt særlig følsomhed, men overraskes også af, at hun pludselig ikke længere er et særsyn - Afrika har rigeligt af handicappede, som overgår hende. Hun skal kæmpe for sin plads i familien - for moderens accept og med den interne konflikt tvillingerne imellem; hvor der er en usagt skyldfølelse, fordi den ene har suget livet ud af den anden.

Og den lille Ruth May som bliver den udstrakte hånd mod de lokale. Hele romanen fortælles på skift af de fem kvinder, og derigennem får man portrættet af den despotiske far, som stædigt fastholder sin tro uden tanke for de lokales traditioner og følelser; senere forstår man, at han har en gæld fra fortiden, som han skal have gjort op med - og han kan og vil ikke slippe sine idealer uagtet, at han overhovedet ikke formår at kommunikere med de lokale på en respektfuld måde. Han er ikke meget bedre end de kolonialister, som landet netop på det tidspunkt, de ankommer, forsøger at bekæmpe.

Historien følger dem i de forfærdelige år, hvor Belgien og USA købslog om deres skæbne, som var de et legetøj, der kunne skifte hænder uden tanke for individernes skæbne. Man følger uafhængigheden i 1960 og årene efter, hvor Price-familiens liv er præget af de begivenheder. De efterlader alle noget af sig selv i Afrika på den ene eller den anden måde. De ændres for livet; de får noget med sig, men de både tager og giver - og på mange måder minder det om den indflydelse, man også oplever hos andre, som har skrevet om deres liv i Afrika - Blixen for eksempel; men også om følelser, jeg selv oplevede første gang jeg var i Afrika. Man kommer ikke upåvirket derfra!

På mange måder var det måske en yderligere forstærket oplevelse for mig at læse denne roman. Jeg bor i Belgien og eftervirkningerne af det, der skete dengang, er i dag en del af mit lands historie og kultur. Jeg har levet sammen med en congoleser - jeg snakkede ikke Kikongo, som de gør i romanen; hans sprog var lingala - men hans tro var på trods af en opvækst i Europa præget af de urgamle afrikanske traditioner. Jeg har congolesiske venner, og de er af den generation, hvor deres forældre var unge, da disse ting skete - og derfor måtte flygte til Belgien for at undslippe Mobutu's styre.
Det var med til at forstærke de følelser, jeg havde, da jeg læste den - men uanset hvilken indgangsvinkel man har, kan man ikke undgå at blive stærkt påvirket. Den rører ved nogle moralske spørgsmål, som stadig er yderst aktuelle - Vestens rolle i Afrika's udvikling, menneskets naive ønske om at omvende og kontrollere alt, der er fremmed - og manglende tolerance for det ukendte. Det er uden tvivl én bog, man kun ønsker man ikke havde læst - endnu!

Thursday, October 15, 2009

Le Grand Meaulnes - Alain-Fournier


Dette er en af de klassikere, som uden nogen som helst tvivl er det! Den er det ikke, fordi den er blevet udråbt til det for mange år siden - og litterært snobberi har holdt ild i den tro; det er bare en bog, der efterlader en helt målløs! Jeg slugte den på to dage - de 329 sider efterfulgt af 83 siders analyse og biografi af forfatteren skrevet i 1922-23 af hans svoger.

Alain-Fournier er et pseudonym for den franske forfatter, Henri-Alban Fournier - som dog kun nåede at skrive en enkelt roman i hele sit korte liv. Han er født i 1886 og døde i starten af 1. verdenskrig ved de første slag ved Verdun, efter at have udgivet sin roman Min store ven i 1913. Det er derfor ikke en helt ny roman og den danske oversættelse stammer da også fra 1942, og den vil nok være ret umulig at finde andetsteds end i et antikvariat nu.

Men i fransk litteratur er det en af de absolutte referencer - på en 9. plads af det 20. århundredes vigtigste bøger; og da jeg købte den for et par uger siden, opdagede jeg, at jeg faktisk allerede havde den; men ikke med den ekstra biografi bag i. Sproget har til gengæld intet forældet eller støvet over sig; faktisk er det så fængende og nutidigt, at man slet ikke tænker over, at det er en næsten hundrede år gammel bog.

Historien starter med, at Augustin Meaulnes kommer ind i François Seurel's liv en dag i 189... tidsfæstelsen er med vilje lidt utydelig. Seurel's far er skolelærer i en lille landsbyskole langt fra alt, hvor Meaulnes skal læse og bo. Han og François bliver hurtigt venner - den 15-årige François i en næsegrus beundring for den to år ældre fantastisk spændende personnage som Meaulnes er, i det lidt trivielle landsbyliv, han ellers har levet. Det er François. som fortæller hele historien i tilbageblik langt senere - som han huskede de år Meaulnes var så stor en del af hans liv.

En dag forsvinder Meaulnes - han vil hente François' bedsteforældre på banegården et stykke væk; men han farer vild og ender på Herregården uden navn, som den bliver kaldt i starten af bogen. Der kommer han med til en fest med børn og gamle, rige og fattige - en magisk verden. Han møder den unge slotsherre, Frantz de Galais, som skulle have fejret sin forlovelse - men Valentine, hans forlovede, har fortrudt og Meaulnes bliver vidne til Frantz's forsvinden. Han møder også Yvonne, Frantz's søster - som han forelsker sig i; inden han må forlade festen og tage tilbage. Men han kan ikke glemme Yvonne eller herregården, og bruger al sin tid på at forsøge at rekonstruere den vej han tog for at kommer derhen.

Meaulnes og François holder sig lidt for sig selv; François som tilskuer til Meaulnes' spændende liv og især drømme... hans ideelle verden er lidt fantasifuld og drømmeagtig og meget barnlig. En dag kommer der gøglere til byen - og efter en del dramatiske handlinger opdager de, at den ene gøgler er Frantz de Galais. Efter flugten fra slottet lever han på landevejene for at glemme sin ulykkelige kærlighed. Han fuldender næsten kortet for Meaulnes, men til sidst opgiver denne at finde Yvonne og tager i stedet til Paris for at studere, og vente på hende foran det hus, hvor hun efter sigende skulle tilbringe noget tid i Paris. Her møder han en ung pige, som ligesom ham, sidder og venter hver dag.

François finder ved et tilfælde Herregården uden navn og Yvonne. Han aner sin chance for at gøre sin ven lykkelig - og han bringer de to sammen. Meaulnes er dog besat af en anden tanke nu, som François ikke forstår eller kender til; og morgenen efter brylluppet tager han afsted for at finde Frantz, som i hemmelighed var dukket op ved herregården under brylluppet. François havde dog sendt ham afsted med løfte om, at Meaulnes ville hjælpe ham med at finde Valentine et år senere - først skulle han have lov at nyde sin egen lykke. Men Meaulnes kan ikke give slip, før alle er tilfredse - det er hans naive verdensopfattelse og hans ædle løfte til Frantz afgivet som teenager, der piner ham.

François bliver Yvonne's platoniske ven under Meaulnes fravær - han træder i sin vens sted uden at dømme ham, og uden at turde elske Yvonne. Han ved, at han selv er langt fra den drømmer som Meaulnes er, og som har fascineret Yvonne. Men Yvonne er blevet gravid på bryllupsnatten og dør kort efter fødslen af en lille datter, og François overtager nu i sin vens sted herregården og lever der med den lille pige - mens han venter på Meaulnes.

Meaulnes til gengæld farer landet rundt for at forene Frantz og Valentine i sin skyldfølelse over at have forført Valentine, da de mødtes i Paris. Da han opdagede, at Valentine var Frantz' elskede kan han ikke tilgive sig selv. Han mener selv at skylde Frantz alt - og han må derfor redde deres lykke. Det gør han - men på bekostning af sin egen; da han vender hjem er Yvonne død, og han tager den lille pige og forsvinder!

Meaulnes er på alle måder ærketypen af ungdommelige idealer - det er en person, der nægter at vokse; at indse, at det der var en drengeleg ikke skal ødelægge hans liv for ham. Hans principper er så stærke, at han er villig til at opgive alt for at indfri sine løfter. Han er samtidig for følsom til denne verden - hans idealer er for rene og for uopnåelige; hvad François forgæves forsøger at fortælle ham. Selv om han er François' ven, så tiltrækkes han jo mere af den uforudsigelige Frantz, som lever sine passioner til fulde som han selv.

Flere steder mindede romanen mig om det trekantsdrama, man også ser i The Great Gatsby - Nick, fortælleren, er François - den rolige og fornuftige; Meaulnes er Gatsby, som lever i illusionen om det uopnåelige og en drøm fra en fortid. Gatsby er skrevet lidt senere, og den foregår i et overklassemiljø og ikke langt ude på landet i Frankrig, men det er kampen for idealerne og troen på, at barndommen og ungdommen kan fastholdes... som den mystiske herregård jo er symbolet på. Det magiske sted, vi alle har i os - og som vi forgæves kæmper for at holde fast i som voksne. Symbolsk nok er stedet nærmest revet ned, da Meaulnes og Yvonne endelig mødes - Meaulnes har i mellemtiden kendt Valentine; men han tror, at han kan redde sine illusioner ved at gifte sig med Yvonne. Men øjeblikket var passeret uden, at han vil indrømme det for sig selv.

Der er også mange lighedspunkter til det, jeg kender til Proust - stemningen er den samme; sproget er uden nogen som helst tvivl noget mere lettilgængeligt! Men pudsigt nok hedder et af kapitlerne A la recherche du sentier perdu - På sporet af den tabte sti... til herregården. Proust's første bind af På sporet af den tabte tid udkom også i 1913. Det er en brydningstid, hvor Flaubert var forældet og Maeterlinck og Gide var de nye strømninger, som inspirerede Alain-Fournier. Det var starten på impressionismen og det afspejles tydeligt i denne roman, som Alain-Fournier arbejdede på i lang tid inden han fandt frem til formen, som han skrev til sin svoger: "Jeg begyndte ganske enkelt at skrive, som jeg skriver et brev; små tætte afsnit og en historie, som kunne have været min egen".

Alain-Fournier er meget tæt på sin karakter Meaulnes; en drømmer, som sagde om sig selv, at han nok ikke var helt reel. Men det blev han i fransk litteratur; selvom han døde ung, er der stadig folk, der leder efter slottet/herregården i overbevisning om, at han må have beskrevet et af stederne fra sin barndoms egn. Da hans krop i 1991 - 77 år efter - blev fundet, blev der rejst et monument over ham, og der er en udførlig hjemmeside med analyser, billeder og historie om hans 28-årige liv.

Som sagt - fuldt fortjent; og hvis man falder over den på et loppemarked en dag... så er det en perle at få med hjem!

-----------------------------------------------------------------------

Je pense que tous les français connaissent ce livre pour l'avoir lu à l'école ou dans leur jeunesse pour le plaisir. Même de nos jours je pense - mais en tout cas dans des décennies antérieures comme me le prouvait cette très vieille dame dans le tram qui a eu un grand sourire en me voyant le lire; elle m'a dit l'avoir lu quand elle était adolescente. Pas tout à faut du temps de sa parution (quoique pas loin) mais ça montre l'universalité de ce livre.

D'autre part il se lit facilement malgré ses presque cent ans; le langage est fluide, moderne - les pages se tournent tout seul et j'avais plutôt l'impression de lire un livre bien plus récent. Mise à part ça, j'ai été ébloui par l'histoire - comment ne pas tomber sous le charme de ces personnages. Dès la première phrase on sent l'admiration de François pour son nouvel ami Meaulnes; on comprend que la relation entre les deux n'est pas tout à fait équilibré... il sera spectateur des aventures de Meaulnes, tout en essayant de tout son âme d'aider son ami.

L'histoire est si bien connu qu'un résumé ici est complètement superflu - j'ai essayé de convaincre des lecteurs danois d'oser les classiques français, dont j'en ai lu une partie... mais pas les plus costauds (Proust notamment). Certes Alain-Fournier n'est pas si lourd que Proust je pense; mais comme cela fait du bien de lire un livre si magnifique - qui reste gravé dans ta mémoire. Ca me mets l'eau à la bouche - et maintenant il faut partir à la recherhe des autres titres mythiques.

Le livre me rappellait aussi Gatsby le Magnifique - avec Nick, le narrateur comme François; l'ami calme, observant qui ne comprend pas tout à fait cette graine de folie qui fait fonctionner des gens comme Meaulnes et Frantz. Meaulnes est le grand blessé dans l'âme - l'être fragile et sensible tel Gatsby, qui croit toujours en ses rêves d'enfance et se réfuse d'admettre que le monde a evolué lui compris et que ce qu'on vit étant enfant n'a pas la même importance étant adulte. Il est touchant dans sa façon de vivre si intensément ses peines - mais aussi tragique comme l'était Gatsby quand il donnait des fêtes grandioses dans l'espoir d'y croiser Daisy.

François lui pardonne - tout! Sans doute - sans le comprendre - il sent que cet être est différent de lui; il sait qu'il n'aura pas le rôle d'un Frantz dans la vie - mais à sa façon il apporte aussi la stabilité dont a besoin Meaulnes; surtout il est là pour Yvonne - et c'est quasiment attendu et avec compréhension - sans regrets - qu'il le voit revenir pour partir avec la petite fille qu'il a lui-même soigné depuis la mort de son épouse. On sent la personnalité de François - son admiration et amour pour Meaulnes, et sa résignation devant l'impossibilité de le changer aussi fort que la folie qui fait vivre Meaulnes, ses idéaux irréalistes - ses rêves enfantins d'un monde pur et noble.

Je trouve que cette partie-là n'a rien de demodée même si ce sont des valeurs plus à l'ancienne; et je regrette déjà qu'il fût si vite terminé... surtout parce que je n'arrivais pas à le fermer. Donc un jour je serais prête pour Proust!

Tuesday, October 13, 2009

Le retour - Bernhard Schlink


  • French
  • October 9-12
  • 403 pages
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Efter at have læst hans novellesamling, ville jeg kaste mig over en af hans senere romaner, som af mange anmeldere er blevet udråbt til at være efterfølgeren til 'Højtlæseren'. Ikke, at det er de samme personer, men temaet er meget tæt på - men det er i øvrigt tæt på Schlink's univers i det hele taget.

Denne roman er dog af en lidt mere tung kaliber synes jeg - og den når meget vidt omkring; den unge Peter Debauer bor i Tyskland og hver sommer holder han ferie hos sine schweiziske bedsteforældre, som er pensionerede og lever af at korrekturlæse små lette fornøjelsesromaner. Han får dog forbud mod at læse dem - og først som stor teenager, da bedsteforældrene er døde, overtræder han det forbud. Han læser historien om en tysk soldat, der har været tilfangetaget under krigen, og flygtende fra lejren kæmpet sig tilbage til sit hjem. Der venter hans kone ham - men nu med en ny mand og et nyt barn. Men den sidste side af bogen mangler...

Peter bliver besat af tanken om denne mand; han bruger al sin energi på at optrevle, hvordan slutningen virkelig var. Ikke mindst da han opdager, at der er mange paralleller til hans eget liv. Han har aldrig kendt sin far, som døde under krigen - men han ved ikke hvordan. Blot, at de kommer fra samme by, som forfatteren beskriver i sin bog. Senere opdager han pludselig, at hele historien om flugten er en slags kopi af Odysséen. Kvinden er Penelope, soldaten er Odysseus; Aiolos, som giver Odysseus vind er i romanen en flodpramsejer med en flyvemaskine; uhyret Skylla er nemt at finde i krigen - og så er Peter selv jo selvfølgelig Telemachos.

Bogen bliver hans egen odyssé; kampen mod moderens løgne om, hvem faderen i virkeligheden var - og hvad han vidste om sin søn. Det bliver Peter's kamp for at træde i karakter, især som han efterhånden opdager, at hans far havde flere identiteter og ikke var en krigshelt. Tværtimod finder han hans temmelig voldsomme skrifter udgivet i tidsskrifter tæt på Hitler - og han finder sin far, som lever i USA under en ny identitet - og i bedste velgående. Peter's Odyssé fører ham til Berlin, da muren falder; han lever sit liv på den manglende slutning af ungdommens roman - som skulle den have givet ham løsningen på sit eget liv.

Især da han bliver forelsket i Barbara, som bor i huset, hvor romanen foregik - og hun bliver opsøgt i døren af hendes omrejsende elsker/mand; en amerikansk krigskorrespondent... der er ikke langt mellem symbolerne her! Han rejser selv til USA - men som i en af hans mentale udgaver af romanen, så giver han sig ikke til kende overfor faderen. Er det af angst - eller fordi han efterhånden væmmes ved ham og hans måde at leve på? At altid finde undskyldninger og udveje for sine gerninger, sine løgne og sine ekstreme synspunkter...

Peter må selv hele rejsen igennem - hans egen Odyssé så at sige, inden han også vender hjem til sin Penelope uden at vide, om hun stadig venter ham. Der bliver brugt utrolig meget metaforik omkring denne odyssé - der er lange træk tilbage i Tysklands historie, som stadig vil præge generationer uden, at de nødvendigvis selv erkender det. Eller også er det som Schlink antyder med sin slutning - at vi skal videre og ikke kan hænge fast i fortiden?

Han er uden tvivl den forfatter, som bedst formår at formidle denne historie om det tyske folk i de mange år efter krigen. Han kommer netop ikke med en konfrontation eller løsning - fordi den ikke er der; det kan ikke afsluttes med blot en enkelt konfrontation men med hvert individs accept af den rolle de selv og deres forfædre har spillet. Den var ikke så bjergtagende som 'Højtlæseren' - men det er stadig en rigtig god roman! Måske især, hvis man har læst Odysséen og kan bruge metaforerne...

----------------------------------------------------------------------

J'ai été moins prise par ce récit que par 'Le liseur' - aucun doute! Néanmoins Schlink reste un auteur qui ose et qui arrive à capturer les sentiments que j'imagine doivent persister chez beaucoup d'allemands nés pendant ou juste après la guerre. Les questions sur le comportement de leurs parents ou grand-parents; leurs sentiments et responsabilités dans ce qui s'est passé.

Jeune il vit seul avec sa mère et visite ses grand-parents en Suisse pendant les vacances. Ils sont retraités et s'occupent de relire des petits romans mais que Peter n'a pas le droit de lire. Il obéit - mais des années plus tard, quand les grand-parents sont morts, il en lit un. L'histoire d'un soldat qui s'enfuit des camps en Sibérie et retourne en Allemagne. Il retrouve sa femme avec un autre homme et un autre enfant; or la fin de l'histoire manque. Peter veut connaitre la fin et ce roman devient un but dans sa vie.

Il reconnait un jour les symboles de l'Odyssée - l'auteur du roman a copié le voyage d'Ulysse en le faisant celui du soldat avec la femme dans le rôle de Pénelope qui attend... et il se dit qu'il doit être Télémachos, le fils. Il se lance à la recherche de la fin du roman, et en se faisant il tombe amoureux de Barbara, qui habite l'immeuble dans le roman. Avec elle il vit une histoire d'amour pareille - il se retrouve comme l'homme à la porte quand un autre homme revient; or il part et sa vie échoue.

Ces multiples fins possibles de l'histoire commencent à guider sa vie; il n'est pas capable de s'assumer, d'affronter - à peine parfois la mère et les mensonges qu'elle lui a raconté sur le père et leur histoire commune. Son Odyssée personnelle le mène à Berlin après la chute du mur, aux Etats-Unis à la recherche du père qui y vit sous une autre identité - mais il n'osera jamais l'affronter. Peut-être parce qu'il n'y a pas une nouvelle guerre à gagner? Cette guerre-là est finie - les allemands vivent et vivront avec les conséquences; mais tout un chacun ne peut pas se sentir aussi concerné - il faut savoir laisser partir le passé et vivre au présent.

Je pense que Schlink se refuse à une confrontation pour ne pas mettre de point à cette question; cela donne une fin un peu vague à mon goût, mais peut-être la mieux adaptée? Tout repose beaucoup sur les symboles de l'Odyssée, donc si on ne le connait pas je pense que cela devient moins intéressant. Peter finit comme Ulysse - et comme son père (sur certains points); il finit son propre Odyssée en retournant vers Barbara, sa Pénelope qu'il a laissé pour élucider toutes ses questions sur le passé.

Pas un mauvais roman - mais il manquait quelque chose je trouve.