Friday, August 28, 2009

Den Afmægtige - Ulrik Langen


  • Danish
  • 544 pages
  • August 25-28
  • Titre français: Pas traduit... et ne le sera pas!

Biografien om Christian den 7., mente jeg kunne være et passende supplement til de historiske biografer fra samme periode jeg tidligere har læst. Både om Caroline Mathilde, Struensee og i "nyere tid" også om Enevold Brandt. Dertil kom det ikke uvæsentlige faktum, at den var usandsynlig billig og i en meget flot indbinding og kvalitet.

Men det med kvalitet kan snyde... man skal i hvert fald ikke udelukkende dømme på det ydre. Den var ikke udelukkende ringe vil jeg mene - men der er nogle absolutte fejl ved denne biografi.

For det første er der historisk ukorrekte data - hvordan kan man som historiker og med en noteliste og kildefortegnelse, der fylder 50 sider alligevel slippe afsted med seriøse brølere? Det overgår min forstand!

Desuden er korrekturlæsningen mere end mangelfuld - utallige dumme stavefejl, men de skriger i øjnene på læseren og ødelægger en god læseoplevelse. Flere steder bruges de samme ord på samme side - så iøjnefaldende, at man har fornemmelsen af at genlæse en sætning man umiddelbart har læst. Sproget er ikke særligt varieret.

Det sidste er nok det sværeste at bedømme - for her er smag og behag forskellig. Som jeg også skrev om biografien af Enevold Brandt, så er der ikke meget nyt under solen i den overordnede historie om alt, hvad der skete i kongehuset på den tid. Derfor er det uagtet sværere og sværere at skrive biografier, der virkelig afslører nye ting - og/eller på en ny måde. En af de biografier i senere år, som virkelig gjorde indtryk på mig var Robert K. Massies skildring af det sidste zarpar, og hans indfaldsvinkel, som påviser i hvor stor udstrækning sønnens (arvingens) blødersygdom medvirkede til den russiske revolution. Der var en anderledes indgang til en kendt historie, som gav stof til eftertanke og gav mening i den kontekst, han forklarede handlingernes tragiske gang i.

Ulrik Langens biografi fortæller en masse anekdoter om livet ved hoffet - såsom de mere dagligdags ting om deres madvaner, deres personale; og selvfølgelig en masse anekdoter om Christian den 7.'s bizarre væremåde. Men han kommer ikke på noget som helst tidspunkt ind på en reel diagnose af kongens sygdom. Det mangler dybde ganske enkelt!

Forholdet til dronning Caroline Mathilde beskrives - men ligeledes uden en reel analyse; udover påvirkningen fra diverse hofansatte fra begge parters lejre. De fylder til gengæld uendeligt meget igennem hele bogen. Det er alt sammen gammel viden, som er samlet på en ny måde - men ikke på en opsigtsvækkende måde. Det er god læsning - men der er intet nyt i det; det mangler totalt en eventuel analyse af visse episoder, som fx kuppet, da Struensee og Brandt blev fængslet - som kunne være sammenholdt med de indtryk deres "forsvarere" i eftertiden har beskrevet.

Bogen er absolut ikke dårlig - den er bare ikke overraskende; sådan er det desværre tit, når man læser flere biografier eller bøger om samme person eller periode.

Sunday, August 23, 2009

Luftkastellet der blev sprængt - Stieg Larsson


Så er det slut med Lisbeth Salanders eventyr... lidt vemodigt, for jo mere man kommer ind i den trilogi, jo mere fascinerende bliver hun som person. Selvom Mikael Blomkvist er meget nærværende i den tredje del, så er det i allerhøjeste grad Lisbeths historie. Enden på alle hendes trængsler og forklaringer på en masse af det, der udspillede sig i den anden roman.

I netop denne henseende synes jeg afgjort, at den tredje er den bedste - muligvis ikke af de tre; men helt sikkert af de to sidste, som omhandler den samme historie. Det er derfor både en lettelse, at der bliver sat et punktum for det - men frustrerende, fordi Larssons plan jo unægtelig var, at historierne om Lisbeth og Mikael skulle fortsætte i et hæsblæsende tempo i såvel indhold som udgivelsestempo. Det nåede han desværre ikke...

Men historien holder! Den overraskede mig endda med de mange reelle navne på blandt andet tidligere statsministre som Fälldin - en hel del af navnene har eksisteret i svensk politik og er sågar nulevende, hvilket jeg finder utroligt modigt af Larsson, som jo som bekendt heller ikke var angst for at modsætte sig systemet - og Säpo i særdeleshed.

Hvor anden del var usædvanligt voldelig, så fokuseres der her mere på den teknologiske kriminalitet og optrevlingen af historien om Zalachenko - og det tiltaler mig uendeligt meget mere end langtrukne voldsscener. Disse har dog deres berettigelse i den overordnede historie - men da det jo er relativt tykke bøger kan man føle, at det tager tid... en fornemmelse man kun fortryder, når sidste side er vendt - velvidende, at der aldrig kommer flere!

-----------------------------------------------------------------------

Définitivement fini de suivre les aventures de la mystérieuse Lisbeth Salander... avec des regrets car plus on rentre dans la trilogie, plus on est fasciné par son personnage si complexe. Mikael Blomkvist - le journaliste - est très présent dans le troisième tôme aussi; mais c'est surtout l'histoire de Lisbeth. C'est la fin de tous ses peines endurés depuis l'enfance et les explications sur beaucoup de ce qui se passait dans le deuxième roman.

Dans ce contexte j'ai trouvé le dernier le meilleur - ou presque! Au moins des deus derniers qui racontaient la même histoire. Donc on est soulagés d'avoir au moins eu la fin - et très frustré parce que l'idée originale de Larsson était de garder le rythme très soutenu; tant dans l'action dans les livres mais aussi dans la cadence de sorties de ce qui aurait du nous donner dix romans. Malheureusement sa mort lui en a empêché...

Mais l'intrigue est solide! J'ai même été très surprise par le nombre de personnages réels - comme les ministres d'état précédents (comme Fälldin); dont une bonne partie sont toujours vivant. C'est très courageux de la part de Larsson en connaissant ses opinions sur le gouvernement et la police secrète, la Säpo. Ca colle bien avec sa carrière d'avant-auteur où il critiquait souvent le système.

J'ai trouvé la deuxième partie de la trilogie extrêmement violent; ici il s'agit plus de l'aboutissement de l'histoire, de la criminalité informatique et la police secrète et le cas Zalachenko. Personnellement je préfère ça à la violence; mais ils sont justifiés pour l'histoire globale... seul hic est que les livres sont si épais que l'aboutissement vient "tard". D'un autre côté on ne peut que le regretter la dernière page tournée...

Thursday, August 20, 2009

Ligge i grønne enge - Anne Ragde


  • Danish
  • 279 pages
  • August 16-18
  • Titre français: Pas encore traduit

Sidste del af trilogien om den norske bondefamilie havde jeg klogt nok udsat til den udkom i samme lille paperback-format som de to første. Det skulle vise sig at være en rigtig fornuftig beslutning, for der er altså ikke meget gods i knap 300 sider i den størrelse og af den kaliber.

I slutningen af anden del begår Tor, den ene af brødrene selvmord ude blandt grisene, og tredje del starter netop her. Hans datter, Torunn, som jo var vendt tilbage til gården for at hjælpe mens faderen var skadet forsøger nu at få den daglige gang til at hænge sammen med at passe dyrene, gården og den gamle farfar, som jo reelt kun er hendes onkel. Men hun er ved at bukke under - af skyldfølelse over, at hun ikke gav klar besked til faderen om hun ville føre gården videre, netop den dag, han valgte at tage sit eget liv.. af frustration over at være tvunget ud i en situation, hun ikke selv har valgt - for ikke at tale om den søde landbrugsmedhjælper, Kai Roger, som er forelsket i hende. Hun kan i hvert fald slet ikke overskue også at have et følelsesliv!

Samtidig er der Margido, den anden bror, som stille og roligt ændrer sig fra at være den indelukkede bedemand til at åbne sig lidt mere for verden. Men han formår ikke at hjælpe Torunn; han svigter sin far/bror - og i bund og grund er hans portræt for vagt! Man aner, at man skal se, at han ændrer sig - men at købe pepperoni i stedet for spegepølse er ikke nok... der mangler substans i personen, som det allerede var tilfældet i den anden del.

Endelig er der den morsomme homoseksuelle bror, Erlend, og hans kæreste, Krumme, som nu venter deres første børn med det lesbiske vennepar. De forstår absolut slet ikke, at Torunn kan have problemer - de er for optagede af deres eget overfladiske liv. Passagerne om netop dem, er langt fra så morsomme som i første del - og det er den gennemgående problem i afslutningen. Personerne falder fra hinanden ligesom historien til sidst falder helt fra hinanden uden en reel afslutning... andet end, at deres liv måske alligevel var for forskellige til at de kunne samles.

Jeg ville have den sidste del med - men jeg er ærligt talt ikke imponeret over helhedsindtrykket, når jeg sammenligner med andre norske sagaer, som af Herbjørg Wassmo.

----------------------------------------------------------------------

La fin d'une trilogie où j'ai adoré le premier tôme - et j'ai donc poursuivi malgré ma reticence pour le second tôme. Mais je voulais la fin de l'histoire et j'ai donc attendu la sortie en poche avant d'investir. Ca a été un choix prudent - car ni l'épaisseur du livre ni le contenu aurait justifié le prix neuf de 45 €! Hallucinant! Et même un peu chèr en poche comme c'est le cas au Danemark. Bref...

Dans le second tôme le paysan Tor se suicide à la fin et celui-ci reprend exactement à ce moment. Sa fille, Torunn, qui était retournée à la ferme quand il s'est blessé à la jambe essaie de trouver une manière de faire fonctionner la ferme - s'occuper des cochons, la ferme et le vieux grand-père qui en realité est son oncle. Mais elle est en train de craquer sous le poids de la culpabilité de ne pas avoir voulu répondre son père si elle voulait reprendre la ferme le jour-même de son suicide. Ensuite il y a le jeune assistant, Kai Roger, qui est amoureux d'elle et là elle ne peut envisager même de ressentir le moindre sentiment.

A côté de ça il y a l'autre frère, Margido, qui doucement s'ouvre un peu et devient plus humain et cool; moins croyant. Mais il n'arrive pas à aider Torunn, il abandonne la famille - et au fond son portrait manque de credibilité. On sent qu'il faut comprendre qu'il change - mais le fait d'acheter du pepperoni au lieu du vieux saucisson ne constitue pas assez de substance; comme je l'ai senti déjà dans le deuxième tôme.

Finalement il y a le troisième frère - Erlend, la grande folle, et son copain, Krumme. Ils attendent leurs enfants avec un couple de lesbiennes et n'ont pas les yeux ailleurs. Ils ne voient l'inévitable arriver - que Torunn est seule et personne ne l'aide. Dans le premier tôme je rigolais bien - mais là cela devient le cliché des couples homos superficiels et ça perd l'humour. C'est le problème permanent ici - tout se décompose... les personnes et l'histoire et il n'y a pas de fin réelle. Sauf peut-être la verité que même si nous sommes famille, on n'a pas toujours et forcément quelque chose en commun.

Den du ikke ser - Mari Jungstedt


Hvad drømmer små svenske piger om? Det er vist tilsyneladende ikke prinsessekjoler - for her er endnu en svensk krimikvinde... jeg har ikke tidligere læst nogle af hendes krimier; men kan forstå, at hendes varemærke er blevet til krimier, der foregår på Gotland.

Det var en relativ let omgang - meget overfladisk i personskildringerne synes jeg; plottet var ikke vanvittigt spændende og der manglede så absolut et spændingsmoment eller usikkerhed om, hvem den 'grimme' morder kunne være. Men den kom med et dameblad...

En forskellig række unge kvinder findes myrdet af en morder, de aldrig når at se - som titlen antyder det. Det synes jeg i og for sig ikke, at der er noget genialt i - eftersom de alligevel er døde og ikke kan forklare, hvem det var! Men selvfølgelig er der en sammenhæng, som man hurtigt aner, da de alle er lige gamle og har en vis tilknytning til stedet. Derfor findes morderen hurtigt og uden de store armbevægelser... helt ligesom jeg absolut ikke havde armene i vejret efter at være kommet let igennem den på et par timer. Hun skal nok ikke regne med, at jeg ligefrem vil investere i hendes bøger selv!

----------------------------------------------------------------------

En Suède la nouvelle profession favorie des femmes est d'écrire des polars il faut croire! Ca en fait beaucoup qui doivent toutes essayer de trouver leur propre marque de fabrication et style. Mari Jungstedt a choisi comme décor dans ses polars l'île de Gotland - qui est un univers un peu fermé et à part par rapport à la terre ferme du reste du pays.

Il est très facile à lire, le plot n'a rien de surprenant et les personnages manquent terriblement de profondeur et le suspens n'y est pas tout simplement. Mais bon - il était emballé avec un magazine de femme... donc il ne faut pas rêver!

Plusieurs jeunes femmes sont trouvées tuées par un meurtrier qu'elles n'ont jamais eu le temps de voir - d'où le titre. Je ne vois pas l'intérêt de ce petit détail - puisqu'elles sont bel et bien mortes elles n'auraient de toute façon pas pu le raconter à la police. Mais évidemment il y a un fil rouge - pas difficile à trouver non plus; elles ont toutes la même âge; elles ont toutes un lien avec l'île dans leur passé même si elles n'ont pas toujours veçues là. Le coupable est donc vite trouvé - sans surprise... tout comme rien dans ce livre me surprenait. Elle ne doit pas compter sur moi pour réellement investir dans ses écritures!

Le rapport de Brodeck - Philippe Claudel


Philippe Claudel har fået to bøger oversat til dansk og for øjeblikket strømmer den danske verdenspresse over med ros til hans film 'Jeg har elsket dig så længe'; så mon ikke denne også bliver oversat? Jeg har endnu aldrig læst ham - men denne bog var svær at sidde overhørig efter den modtagelse, den fik i Frankrig.
Der er en yderst usædvanlig konstruktion i historien, som er meget flakkende - det er ikke altid til historiens fordel synes jeg. Ikke, at man har svært ved at placere de enkelte begivenheder i forhold til hinanden - men rent æstetisk foretrækker jeg en anden opbygning i en roman.
Bogen starter med fortællerens indledning - fortælleren er Brodeck, som bor i en lille landsby et sted, vi ikke får at vide, hvor er. Der er sket noget forfærdeligt og en mand er forsvundet - og som byens mest litterære og kyndige person bliver Brodeck bedt om at skrive en rapport om det, der er sket. Langsomt bevæger hans historie sig ind på beskrivelsen af denne mandsperson, som de kalder 'Der Anderer' og som er ankommet til byen et stykke tid efter slutningen på anden Verdenskrig. Han dukkede op ud af det blå kun ledsaget af en hest og et æsel, og indlogerede sig på byens herberg uden at give et navn. Han forbliver anonym og Brodeck er én af de få, der en dag får en længere samtale med ham.
Sideløbende vender Brodeck tilbage i tiden - til han selv ankom som barn til byen sammen med en gammel kone, der havde fundet ham på en landevej sandsynligvis efter en af de første etniske udrensninger i Polen. Bogen forklarer nemlig aldrig præcist, HVOR det foregår - ligesom sproget som visse steder gengives er en underlig dialekt, som er ikke ulig yiddish - men alligevel ikke er det. Brodeck bliver offer for byens trang til selvrenselse, da de stikker ham under krigen - og han bliver sendt i koncentrationslejr; men overlever mirakuløst og vender tilbage til byen, hvor hans navn dog allerede er graveret i monumentet over tabte bysbørn.
Hans kone er blevet sindssyg under krigen efter at have vidnet drabet på tre unge kvinder - som ligeledes tilhørte den forkerte race og selv være blevet voldtaget; og han har dermed fået en datter, som han selvfølgelig ved ikke er hans... men accepterer som sin egen. Historien veksler frem og tilbage mellem disse forskellige elementer og Brodecks oplevelser i koncentrationslejren, hvor han for at overleve valgte den mest ydmygende rolle - som en tysk officers hund i en snor... som giver skrækkelige associationer til Abu Ghraib i nyere tid.
I mine øjne er bogens svaghed samtidig dens styrke eller berettigelse! Det er med vilje, at der ikke er nogle præcise tids- eller stedfæstelse; det er med vilje, at sprog og personnager skal bevare essensen af mystik. For er denne 'Anderer' i virkeligheden en reel person? Er han ikke personificeringen af det onde, som er overgået Brodeck og samtidig muligheden for at slutte fred med sin historie og føle tilgivelse? De andre i landsbyen kan ikke tåle synet af ham - netop fordi han personificerer deres utilgivelige handlinger under krigen; deres fremmedhad og ofring af Brodeck for selv at gå fri. Men de indhentes af deres dårlige samvittighed og ved at sætte Brodeck af alle til at fortælle historien giver de ham muligheden for at rense sine sår. Der Anderer er ikke så meget en person i sig selv - men konceptet af krigens gru, og de spor, den har sat i alle beboerne.
Jeg kunne til tider finde denne manglende præcision irriterende - i kontrast til Primo Levi's bog, som er grufuld korrekt i sin udpensling; men samtidig kræver symbolikken lidt af denne konfusion, tror jeg. Uanset er det en meget stærk bog om den menneskelige sjæl.
-----------------------------------------------------------------------
Je n'ai jamais lu Claudel - mais ce livre a eu tellement de succés que je me suis laissée tenter' après qu'on me l'ait recommandé de vive voix en plus. Ce n'est pas toujours très facile et cohérent je trouve - avec des sauts dans le temps sans cesse. Cela ne me dérange pas pour me retrouver dans la chronologie mais j'avoue que je préfère une architecture plus stricte dans un roman.

Le roman commence avec l'introduction du narrateur - Brodeck - qui vit dans un petit village dans un endroit presque mystérieux, dont nous ne connaissons pas l'emplacement exact. Il s'est passé quelque chose d'horrivle et en tant que l'homme le plus lettré du village il revient à Brodeck d'en faire le récit de la disparition d'un homme pour nettoyer la conscience de tous les habitants qui y sont tous plus ou moins pour quelque chose. 

Doucement cette histoire nous dévoile le personnage de l'Anderer qui est arrivé de nulle part dans ce village perdu quelque temps après la 2ème guerre mondiale. Il arrive avec un cheval et un âne et loge dans le seul auberge de la ville, et on ne sait rien de lui - ni ses origines ni son nom. Brodeck sera un des seuls à échanger plus que quelques mots de politesse avec l'inconnu. 

Paralèllement Brodeck revit son propre histoire - quand il est arrivé dans le village étant enfant avec une vieille femme qui l'a trouvé au bord de la route probablement après un nettoyage ethnique en Pologne avant la guerre. Car le livre ne dit jamais où cela se passe et la langue est un dialect bizarre qui peut rappeler le yiddisch sans l'être. Mais il parle d'une part de la ville qui est devenue un ghetto - comme ce fût le cas de Varsovie. Brodeck devient la possibilité pour ce village de se faire pardonner après l'avoir livré aux allemands pendant la guerre pour se protèger eux-mêmes... il fallait un sacrifice. Brodeck est envoyé dans les camps - il survit par miracle et revient alors que son nom est déjà gravé dans le monuments des morts pour la guerre. 

Sa femme est devenue folle après avoir été violée et assisté aux meurtres de trois jeunes femmes appartenant aussi à la minorité. Il a eu une fille qui de toute évidence n'est pas la sienne, mais qu'il reconnait et adore. L'histoire alterne entre ces éléments et les veçus de Brodeck dans le camp où il a choisi l'humiliation ultime pour survivre... devenir le chien en laisse d'un officier allemand. Image qui rappelle évidemment Abu Ghraib dans l'histoire plus récente. 

Je trouve que cette faiblesse du livre à ne pas positionner dans un contexte réel est aussi sa force. Il a volontairement choisi de garder une part de mystère dans la langue et la géographie. Car cet 'Anderer' n'est peut-être pas réellement une personne? N'est-il pas tout simplement la personnification du mal qui est arrivé à Brodeck et sa possibilité de pardonner et ressentir une paix en lui-même? Les autres du village ne supporte plus de le voir - il leur renvoie leur propre image des êtres mauvais, il leur rappelle leurs actes atroces pendant la guerre, leur racisme et le sacrifice d'un parmi tous. 

Ils sont rattrapés par leur mauvaise conscience et en demandant à Brodeck de tous à écrire ce récit il lui donne la possibilité de refermer les plaies. L'Anderer n'est pas tant un homme - mais le concept de la guerre et les traces qu'elle a laissée dans les âmes de tous les survivants.
Parfois le manque de précision peut devenir frustrant - quand on sait de quoi il parle; de quels événements. Dans le livre de Primo Levi on est contronté à un réalisme choquant et grotesque; mais les symboles de ce roman nécessitent un peu de confusion. Dans tous les cas c'est un livre fort sur les profondeurs de l'âme humain.

Headhunterne - Jo Nesbø


  • Dansk
  • 5.-6. august
  • 301 sider
Nesbø's seneste roman har taget afsked med Harry Hole - ikke, at jeg tror, at publikum har fået nok af ham... men måske har Nesbø selv? For effektivt at fjerne sig fra vinklen set fra en politimands synspunkt har han måske også valgt at hovedpersonen skal komme fra et helt andet miljø?
Roger Brown er således headhunter - men han har en lille nebengeschäft som kunsttyv; både fordi han får et adrenalinkick af det - men også for at finansiere hustruens ekstravagante smag og hendes nyåbnede kunstgalleri, som både tjener som kompensation for det barn, han nægter at give hende. Men også som opsamlingssted for Roger til ejere af dyre kunstværker.
En dag støder han på den norsk-hollandske Clas Greve, som er vendt tilbage til Norge efter en karriere som professionel soldat og nu er den åbenlyse kandidat til en toppost i en norsk virksomhed. Roger opdager tilmed, at han er ejeren af en uerstattelig Rubens, som kan blive Roger's ultimative kup og løsningen på alle hans problemer. Han skal have Greve til samtale, så han samtidig kan bryde ind og stjæle maleriet. Tingene forløber dog ikke helt som forventet, og Brown må se i øjnene, at der er en del problemer i hans liv nu!
Det går meget hurtigt - som i mange af Nesbø's romaner; den er ikke teknisk på højde med Hole-serien synes jeg - lidt mere vulgær, og uden det dybere personportræt, som gjorde, at man holdt meget af personen Hole uanset, hvor dybt han sank. Men det er fin underholdning til en togtur frem og tilbage over Fyn... lige præcis så lang tid tog det nemlig at læse den!

Tuesday, August 18, 2009

Pindsvinets elegance - Muriel Barbery


























  • Fransk
  • 410 sider
  • 29. juli - 4. august
  • Originaltitel: L'élégance du hérisson

Netop denne bog har jeg ventet en del tid på - den var meget lang tid om at udkomme i pocketudgave på grund af den helt enorme succes den havde i Frankrig. Den er nu filmatiseret og med den franske skuespillerinde i tankerne havde det en vis indvirkning på min læsning af bogen må jeg indrømme.

Jeg synes, at det er imponerende, at den er solgt til så mange sprog for det er et ærkeparisisk miljø den omhandler. Som man næppe kan forestille sig uden at kende de franske fordomme og illusioner om portnerkoner, som er så stor en del af livet i det franske.

Renée er en midaldrende portnerkone, som er så usædvanlig, at hun hører opera, læser filosofi og spiser særprægede ting... hun forsøger at camouflere dette atypiske liv for én, som er socialt stemplet ved at lade fjernsynet køre på ligegyldige kanaler og agere dun og uforstående overfor de rige beboere i den luksuriøse ejendom hun forvalter fra sin usle portnerbolig.

Paloma er en 12-årig pige, som har besluttet sig for at begå selvmord, den dag hun fylder 13. Hun gider ikke sin rige familie med deres overfladiske eksistentielle problemer, som begrænser sig til indkøb, og hun betages kun af japansk manga-kultur - som Renée er fascineret af japansk kultur generelt.

De mødes ikke umiddelbart - bogens første tredjedel er deres individuelle fortællinger; og det var lige ved at blive lidt langtrukkent. Men så flytter en rig japaner ind i ejendommen, som får samtlige beboere op på mærkerne. Det vender op og ned på den etablerede orden i deres lille hierarki og dermed mødes Renée og Paloma også, og udvikler et dyrebart venskab. Verdenen forandrer sig for dem begge og de blomstrer og udvikler sig - tør være sig selv...

Der er ikke nogen lykkelig slutning på historien - den ene må 'ofres' før den anden kan springe ud som sig selv; men det er en meget smuk roman, som umiddelbart virker svær at filmatisere på grund af den dagbogsagtige facon den er skrevet på. Men med den kvindelige skuespillerinde i hovedrollen er jeg overbevist om, at lærredets Renée vil blive præcis, som jeg forestillede mig hende i bogen!