Monday, May 25, 2009

Pas facile de voler des chevaux - Per Petterson


Jeg var meget begejstret for denne lille bog - som er meget speciel i stemningen synes jeg. Den opnår den fortættede fornemmelse af alle de usagte ting, som ikke fungerer i Ragde's bøger - der bliver sagt uendeligt lidt konkret; men det er lige præcis nok til, at man forstår omfanget af de ting, der er sket i hovedpersonens liv.

Parallellen til Dickens roman om David Copperfield er indlysende og meget symbolsk i denne historie om teenagebørn i efterkrigsårene, som opdager, at verden ikke altid er så enkel som den kan se ud til. Trond slår sig som pensioneret enkemand ned i en lille hytte lidt fjernt ude i de norske fjelde. Hans nærmeste nabo, Lars, er en mand på hans alder, men pludselig går det op for Trond, at det er lillebroderen til en dreng, han kendte som 15-årig. Derved sættes en hel masse tanker og tilbageblik i gang, som bringer Trond tilbage til sommeren 1948, hvor han var taget alene med faderen på en anden hyttetur, som skulle få fatale konsekvenser.

Faderen var under krigen væk i længere perioder, og var aktiv i modstandsbevægelsen. Under sine rejser væk hjemmefra er han Tronds mor utro; men muligvis var det bare en uundgåelig handling i krigstid, som kunne være blevet derved. Men i denne sommer, hvor far og søn skal fælde træer og sælge det, sker der en ulykke. Trond's ven, Jon, kommer ved et uheld til at stille sit uafladte gevær fremme i huset. Lars, som da er 10 år gammel, får fat i det og får ved et uheld skudt sin tvillingebror. Ikke længe efter kommer faren ud for en ulykke, hvori Trond ikke ved om han har en skyld... og med alle de uventede drejninger, beslutter Tronds far sig for at blive der og forlade sin familie i Oslo.

Selv som gammel spørger Trond sig selv om Lars har taget den plads, han selv skulle have fyldt - som søn! Har hans far levet som far i en anden familie i alle de år han ikke selv har haft kontakt til ham? Der kommer ikke noget endegyldigt svar på mange af disse spørgsmål - men det er ikke det væsentlige i bogen... det er det stille vand, hvor tingene lige så stille siver frem af hemmeligheder; Trond får intet foræret af faren - men han opdager, at forældre måske ikke er så ufejlbarlige, som man som barn tror. Det er den første roman af Petterson, jeg har læst - men der er helt bestemt potentiale i den forfatter!

-----------------------------------------------------------------------

Dans le genre livre nordique il n'est peut-être pas si étrange - sauf que ces dernières années ont plutôt été marquées par les polars. Cela fait donc du bien de voir que d'autres genres existent aussi - et surtout avec ce petit côté typiquement norvégien. C'est un livre à l'image de leur culture - des gens calmes, posés, qui prennent la vie comme elle arrive - avec ses hauts et ses bas... tout les desastres qui peuvent bousculer l'existence d'un jeune ado, qui découvre les realités de la vie.

En tant que veuf retraité, Trond s'installe dans une petite cabane dans une partie perdue de la Norvège. Il veut juste du calme! Son voisin le plus proche est un homme à peine plus jeune que lui - mais un jour il se rend compte que c'est le petit-frère d'un ami qu'il avait dans son adolescence. L'été 1948 Trond a 15 ans et la vie est belle; la guerre est finie, les allemands sont partis, et son père l'a emmené lui seul dans la campagne norvégienne pour l'été. La mère et la soeur sont restés à Oslo - et Trond est heureux de ce moment de complicité avec son père. Il se sent homme - et il aime participer au travail physique pour montrer à son père qu'il est son semblable.

Mais peut-être est-ce que le père l'a juste emmené pour aussi pouvoir passer du temps avec cette femme dont il est tombé amoureux pendant la guerre; quand il était dans la Résistance et était souvent absent de la maison? Trond joue avec le fils, Jon, de cette femme - mais un jour tout change. Jon a laissé son fusil de chasse et le petit-frère, Lars, tue son jumeau en jouant avec. Jon quitte la ville; le père de la famille a bientôt un accident lui aussi - et maintenant il devient possible pour le père de Trond de rester avec la mère. Il renvoie Trond à Oslo et il annonce à sa femme qu'il ne reviendra pas.

Trond passe longtemps à l'attendre - puis finit par accepter que la vie n'est ni si facile ni si joyeuse qu'il ne le pensait enfant. Il se demande maintenant si ce Lars - maintenant son voisin - a eu 'sa' vie? Si son propre père est devenu père d'une autre famille et si celui-ci a eu tout ce qu'on lui a enlevé?

Il n'y a pas de réponses exactes à toutes les questions que se pose Trond dans ces moments où il repense au passé; mais c'est la manière sii calme que tout se dévoile alors que même Trond ne parait pas étonné du cours que prend sa vie. Un très beau petit roman - et typiquement nordique!

Friday, May 15, 2009

Toutes ces choses qu'on ne s'est pas dites - Marc Levy


  • French
  • May 13-14
  • 337 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange læser man nogle virkeligt lette bøger - og så tænker jeg, at det kan gøre det ud for en let komedie i fjernsynet; og prisen er nogenlunde det samme som en biografbillet! Men det kan også blive for nemt! Hans seneste bog var i en helt anden genre end de normalt er - men denne er tilbage i den genre, hvor man kan mærke, at han skriver med en Hollywood-produktion i tankerne. Vi er tilbage i samme stil som de første med lidt overnaturlige fænomener, lidt romantik - tilsat en god dosis "det er aldrig for sent at lave om på sit liv".

Men her blev det simpelthen overdøvende irriterende - selvom det var så nem læsning, måtte jeg lægge den fra mig i ren arrigskab over en ophobning af floskler, dårlige replikker og forfatterens trang til at få afløb for alle de dårlige vittigheder han brændte inde med. Slutningen er forudsigelig, kedelig... selv som film ville den være elendig! Faktisk er der rigtigt mange dårlige film, jeg hellere ville have kedet mig til en aften! Jeg tror, at vi er slut med hinanden Marc Levy og jeg!

----------------------------------------------------------------------

Malheureusement ce livre ne vaut ni son prix en Euros, ni même de gaspiller le papier sur lequel il est imprimé. Marc Levy est retombé dans les clichés de ses premiers livres - un peu de mysticisme, de surnaturel, de romantique... de se confronter à ses démons du passé et les surmonter; se reconcilier avec tout et tout le monde et tout finit bien. Mais il a perdu le charme! Les phrases deviennent de plus en plus débiles - les échanges d'une stupidité par permise.

Je pense qu'il a voulu s'essayer dans un autre registre avec Les enfants de la liberté, qui a sans doute moins bien vendu. Il est donc revenu à un registre commercial et facile et si léger, qu'on le mets de côté tant cela devient insupportable. Ce n'est même plus un roman mais un script de film télé de catégorie B... voire P! J'avais presque du mal à le terminer, tant cela m'agacait à vrai dire. Et je suis persuadée d'avoir lu mon dernier Levy!

Thursday, May 14, 2009

Vita - Melania Mazzucco


  • French
  • May 5-12
  • 603 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er vel egentlig ikke en roman, men nærmere en slægtsforskningshistorie. Den italienske forfatter besluttede sig som 30-årig at grave i familiens historie - hendes farfar var i 1903 udvandret til USA, men vendte siden tilbage til Italien. Samtidig var en meget stor del af den yngre befolkning i den lille italienske bjerglandsby taget afsted i årene omkring århundredeskiftet, og forfatteren går i gang med at lede efter sporene af dem i USA.

Selvfølgelig må der være noget digtning og fri fortolkning i historien - men den giver også et ganske skræmmende billede af, hvordan det var at være indvandrer på den tid. Italienerne blev betragtet som det laveste af det laveste - helt nede i det sociale hierarki lige over den indfødte sorte befolkning. De blev chikaneret på grund af deres mørke udseende, deres strenge religiøse tro og mystiske madvaner... det kunne ikke andet end at vække tanker om, hvordan andre befolkningsgrupper senere - og stadig - bliver chikaneret i vores tid.

Der var en del historisk underbyggende viden, men også historien om de forskellige familiemedlemmers liv i USA - som de har genfortalt eller nedskrevet den til fremtidige generationer. Det var ikke en uforglemmelig bog, men den var absolut interessant og lærerig!

-----------------------------------------------------------------------

Ceci n'est pas un roman en soi - mais plutôt un mélange de généalogie et d'histoire d'une période spécifique dans l'histoire d'un petit village italien dont une grande partie des jeunes gens partirent pour l'Amérique au début du 20ème siècle. L'auteure s'est décidée à partir sur les traces du passé de sa famille et d'autres personnes liéés par le même nom et tous venant d'un petit village inconnu et pauvre de l'Italie. Son propre grand-père partait pour New York en 1903 mais il revient en Italie après l'échec de l'aventure.

Evidemment certaines parties sont un peu inventées - mais elle s'est aussi appuyé sur les témoignages des membres de la famille qui se rappellent les récits de leurs ancêtres. Leur vie aux Etats-Unis était dûre et ils subissaient le racisme comme étant la race presque tout en bas de l'échelle - seuls les noirs étaient en-dessous. On leur méprisait pour leur teint foncé, leur réligion et leurs coutumes - cela évoque dangereusement l'opinion qui persiste encore aujourd'hui sur d'autres peuples dans d'autres conditions.

Le livre contient des informations d'époque sur une vie qui a été loin d'être aussi riche et fantastique qu'ils s'imaginaient en partant - et la perception qu'avaient aussi la famille restée au pays à laquelle il fallait envoyer l'argent. L'argent qui ne venait pas toujours et surtout pas facilement. Sans être inoubliable il dresse un portrait intéressant d'une époque qui fût le destin de beaucoup d'européens partis chercher la fortune - et qui est en quelque sorte le pilier de l'Amérique d'aujourd'hui.

Tuesday, May 5, 2009

Le Roman de Marrakech - Anne-Marie Corre


  • French
  • May 3-4
  • 212 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg rejser aldrig uden rejseguides - nærmest uanset om jeg skal 20 eller 2.000 km! Jeg benytter stort set altid de samme og i den samme kombination - den grønne Michelin-guide, fordi den har de mest grundige historiske fakta og en fransk backpacker-guide, som er lidt et levn fra hippie-tiden - men til gengæld giver fantastiske anekdoter og har en anderledes humoristisk tilgang til historien.

Men på det seneste har jeg oplevet glæden ved at læse deciderede rejsebeskrivelser eller bøger, der på en mere poetisk facon omhandler et rejsemål - uden derfor at være en roman. Denne hedder godt nok 'Marrakech's roman' og den lidt Barbara Cartland-agtige forside var da også lige ved at skræmme mig væk - men det var indholdet til gengæld ikke. Fælles for mange af disse rejsebøger er selvfølgelig, at de er skrevet af folk, som elsker den pågældende destination. Derfor er de altid blottet for negative kommentarer, som man kan finde det i en rejseguide.

Lige præcis så subjektiv er denne dog ikke! Forfatteren gennemgår byens historie via dens monumenter - det er selvfølgelig en hurtig gennemgang; men som giver en fornemmelse af landets og byens historie og hvordan, den kan opleves i byen i dag. Derudover er der nogle afsnit om det nutidige Marrakech - om den stigende integrisme, tørklæder eller ej og beskrivelser af lyde, dufte og sanseindtryk... så man ikke kan andet end at længes efter at lande!

Bogen udkom for blot nogle uger siden - så den er absolut højaktuel! Det er helt sikkert en tillægsmåde til rejseguider, som jeg vil benytte mere fremover - det skærper forventningens glæde og giver dig historiske data på en mindre tør måde end guidernes årstalstabeller!

----------------------------------------------------------------------

Je ne pars jamais sans des guides - quasiment pour m'aventurer au centre-ville de Bruxelles j'en prends un... enfin presque! Mais je suis très fidèle à certaines éditions - le Guide Vert Michelin évidemment (passé oblige) que j'aime aussi surtout pour les détails sur l'art et l'histoire. A compléter avec le Guide du Routard dont le langage et les petits anecdotes me font bien rire... il ne faut toujours rester sur un ton solennel!

Récemment néanmoins j'ai découvert un autre genre qui me plait de plus en plus! Les récits de voyage ou des livres sur un pays, qui ne sont pas entièrement des romans ni des livres d'école qui sur un ton sec t'explique l'histoire de A à Z par des tables ennuyantes. Au premier abord la couverture et le titre à l'eau de rose me faisait un peu hésiter... puis je l'ai emprunté; et il est très bien - si on va à Marrakech bien sûr! Sinon il n'y a peu d'intérêt...

Il vient juste de sortir et cela se ressent dans l'actualité des choses dont il parle. Il aborde d'abord une version plus 'people' de cette destination très prisée depuis des décennies, mais qui est en face de devenir moins sélectif que jadis. Puis y est raconté l'histoire de la ville (lié à celle du pays) à travers les monuments que chaque dynastie a laissé comme souvenir. C'est une manière agréable d'apprendre en surface les évènements importants qui a formé la culture de la ville. Suit alors une petite série de chapitres traitant des souks, la porte du voile, la gastronomie et les harems - le tout étant un mélange de compréhension de la culture avec les mélanges du passé et du présent.

Si - comme moi - on va visiter cette ville d'ici peu, je pense que c'est une manière plus sympathique de se l'approprier un peu que de feuilleter les pages infos des guides. En le lisant on a hâte de poser ses pieds dans ses ruelles et sentir les parfums dont il parle...

Monday, May 4, 2009

Asta's Book - Barbara Vine


  • English
  • April 28 - May 3
  • 437 pages
  • Dansk titel: Astas bog
  • Titre français: Pas traduit?

Jeg er absolut ikke den store specialist indenfor krimier, og læser ikke overvældende mange af dem. Derfor er jeg måske næppe den rette til at bedømme, om en sådan er godt skrevet eller ej! Men jeg lå ikke søvnløs om natten af spænding efter at læse næste side!

Astas bog handler om den unge danske kvinde, Asta, som i 1905 flytter til London med sine to små drenge, Mogens og Knud. Hun skriver i sine dagbøger om hverdagen, mens hun højgravid venter på sit fjerde barn - hun har tidligere mistet en lille dreng, Mads. Hun bor alene i huset med tjenestepigen, Hansine, mens hendes mand, Rasmus, stadig er i Danmark, hvor han laver forretninger. Senere får de endnu en datter, Marie og bliver i England resten af deres liv.

Asta lever til hun er en meget gammel dame, men børnene er alle døde pånær det barn, som fødtes i 1905 - Swanny. Hun får i 1960'erne et anonymt brev, som siger, at hun ikke er barn af Asta - og at hun slet ikke kommer fra så fine kår, som hun tror. Dette bliver til en obsession hos Swanny resten af hendes liv. Da moderen dør elleve år senere, finder hun alle hendes dagbøger og læser dem i håbet om at finde sandheden. Hun finder intet - men de bliver udgivet for deres høje litterære værdi og Swanny bliver berømt i kraft af moderens skriverier.

Da Swanny dør, er det Marie's datter, Ann, der arver huset - indeholdende dagbøgerne; og så håber hun at finde nøglen til gåden. Der var nemlig på samme tid et drabeligt mord i nabolage - i et hus, hvor tjenestepigen, Hansine, var veninde med deres tjenestepige. Husets frue fik halsen skåret over og den lille datter på knap et år forsvandt sporløst. Selvfølgelig troede Swanny i mange år, at hun var denne lille pige på trods af det åbenlyse problem med alderen. Rasmus ville vel næppe havde godtaget den historie, da han kom hjem fra forretningsrejse og fandt et 1½ år gammelt barn?

Bogen giver uddrag fra dagbøgerne - som i mine øjne aldrig i realiteten kunne have været udgivet som succesfulde romaner. Det synes jeg i sig selv er svækkende for historien. Dernæst gennemgår den i kedsommelige detaljer retssagen i forbindelse med mordet - og både disse og andre detaljer omkring Swanny's identitet gentages i det uendelige hele bogen igennem. Det må forventes, at læseren har glemt årstal og fakta siden det konsekvent skal fremlægges så mange gange, at bogen med held kunne have været forkortet med 50 sider. Endelig synes jeg ikke, at den moderne handling (1988-1991) er troværdig i sit sprog sat i modsætning til sprogformen i det, der skal foregå langt tidligere.

Jeg var som sagt ikke overbevist - på trods af, at jeg mener at have læst en del Ruth Rendell i min pure ungdom. Barbara Vine er forfatterens pseudonym for de mindre bloddryppende krimier - men måske er de meget anderledes end hendes andre bøger eller også er det blot så mange år siden, at jeg har glemt, hvordan de krimier var?