Les feux de l'automne - Irène Némirovsky

• Fransk
• 29.-30. december
• 281 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en Némirovsky-roman - og endnu et hjertesuk, når den sidste side er vendt. Hun har fået en særdeles begejstret fan i mig - selvom det jo ikke hjælper meget nu. Denne roman er faktisk udgivet i 1948, altså seks år efter, at hun døde i Auschwitz - men man kan kun prise sig lykkelig over, at nogle fandt de manuskripter.

Historien er nærmest en klassisk græsk tragedie - den starter i 1912, hvor man introduceres til tre familier; der er Brun-familien med datteren Thérèse, den gamle bedstemoder og faderen. Der er nabofamilien med den unge søn Bernard på Thérèses alder og en enlig kvinde med datteren Renée. Da 1. verdenskrig bryder ud melder den knap 18-årige Bernard sig frivilligt ligesom Martial - Thérèses fætter, som hun gifter sig med i starten af 1915. De får brudenatten sammen inden han skal tilbage til fronten, hvor han bliver dræbt kort efter.

Bernard vender hjem - desillusionneret og forarget over et Paris i ødselhed og eufori. Mens han kæmpede ved fronten, var der andre, der spekulerede og tjente penge og benyttede sig af feje tricks for ikke at komme i skudlinien. I stedet for at genoptage studierne får han arbejde for Renées mand - en skruppelløs forretningsmand med politiske ambitioner, som skal bruge Bernard som stråmand for lyssky affærer med USA. Han skal indkøbe flydele til den franske hær, og selvom han ikke får mange penge for det - så kan han alligevel være med i de riges klub. Samtidig er han Renées elskerinde - hendes legetøj; men en dag opdager han, at hun har andre elskere.

Bernards moral og etik er på trods af hans arbejde så høj, at han bliver umådeligt såret - og frasiger sig al kontakt til den verden. Han kaster sig i armene på Thérèse, som han længe har villet forføre... men hun ville ikke høre tale om et forhold. Kun ægteskab.

De lever sammen, får sønnen Yves og senere to små døtre. Men Bernard kan aldrig affinde sig med blot at være bankansat og tilhørende det mindre borgerskab - han savner champagnen, pailletterne og rusen af penge. Så da Renée tilfældigt møder ham i banken, er de snart igen et par. Thérèse opdager det, og de beslutter efter nogle opslidende år at gå fra hinanden. I slutningen af 1930'erne lever de adskilt og Bernard kan ikke engang kommunikere med sønnen, som er frastødt faderens levevis og beundrer den nærmest helgenagtige moder. Det er de gode mod de onde - skarpt trukket op!

En meget uheldig investering gør, at Bernard mister alt - og endnu en gang må han sande, at hans venner ikke er venner. De er de første til at slå hånden af ham og han vender tilbage til Thérèse - af nød. Inden længe starter en ny krig - og med alle sine minder fra den første, drager Bernard igen afsted; ligesom sønnen Yves, der er 18 år. Yves bliver dræbt i krigen - en defekt i et fly lavet med de reservedele faderen ulovligt har importeret fra USA. Det bliver starten til hans nedtur, hvor han nærmest søger døden - men i stedet bliver taget til fange af tyskerne.

Romanen slutter med hans frigivelse i 1941, da tyskerne beslutter at frigive visse fanger, som allerede har deltaget i den 1. Verdenskrig. Bernard vender hjem - denne gang og endelig som den mand, Thérèse har ønsket sig i flere årtier.

Det lyder meget banalt og rosenrødt - men hele plottet er jo nærmest sygt; sønnen, der dræbes af faderens 'hænder'; en scene, hvor Bernard med en flok soldater søger ly i den tidligere elskerindes hus og tager sin hævn over hende ved at plyndre huset. Jeg synes som sagt der er en del mesterlige klassiske symboler i hele denne historie - og skrivestilen er som i alle hendes bøger helt fænomenal. Man er grebet fra første side - og jeg læste konstant til jeg nåede slutningen.

Der er heldigvis endnu et par bøger af hendes - men jeg er ved at nå enden. Udover 'Storm i juni' er dette endda den absolut stærkeste af alle de romaner, jeg har læst - trods alt fem stykker indenfor den sidste måned.

Kétala - Fatou Diome

• French
• December 26-29
• 287 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Fatou Diome er en senegalesisk forfatter, som debuterede i 2003, og hvis bøger længe har stået på læselisten. Jeg fik ved et tilfælde fat i hendes anden roman lige inden jul, og den blev nydt i ganske små bidder hjemme i Danmark - og i den lange ventetid på et forsinket returfly. Jeg blev virkelig ikke skuffet!

Kétala er ordet for bodelingen efter en afdød i den muslimsk-senegalesiske kultur, og det er udgangspunktet for denne fine lille roman, hvor historien fortælles af netop tingene i en lejlighed, hvor den unge Memoria netop er død.

Alle hendes efterladte ting forbereder sig på at blive fordelt mellem hendes familiemedlemmer, som det er tradition - men de vil forblive sammen og forarges over menneskets manglende respekt for objekter. Da de kun kender hendes livs historie fra de faser, de selv har overværet mangler de en del brudstykker for at forstå, hvorfor hun døde så ung. Perlekæden var jo tit med hende - og hovedpuden har tilbragt mange søvnløse, tårefyldte nætter sammen med hende; men tallerkenerne i køkkenet så kun Memoria, når der blev spist.

De beslutter sig derfor for at fortælle, hvad de hver især ved for at få den hele historie; således kan de ved adskillelsen alle dele historien om Memoria. Det giver to fantastiske 'historier' i bogen - først og fremmest selve Memorias historie om en afrikansk barndom i Dakar, et ægteskab med den homoseksuelle Makhbou og rejsen til Frankrig for at fjerne ham fra den transseksuelle gambier, Tamara, med hvem Makhbou har et seriøst forhold. Det er historien om de to meget tabubelagte emner i Afrika - homoseksualitet og AIDS. Memoria forsøger med alle midler at forføre den mand, som elsker hende som person - men ikke begærer hende. Da det ikke lykkes, skilles de og hun bliver prostitueret og får AIDS. Det er en tragisk historie om drømmen om Europa, og desillusionen - om familiens dom, da hun syg vender hjem; hvor kun Makhbou står ved hendes side.

Men det er også den poetiske historie om de forskellige objekter og deres indbyrdes rangorden. Det er H. C. Andersen-agtigt og selvfølgelig helt i ånd med afrikansk animisme - en elegant finurlig blanding. Det er ikke uden bagtanker, at mødelederen bliver den gamle afrikanske maske - men hvert objekt udvikler sin personlighed i tråd med dets egenskaber.

Der er en fantastisk humor i ordvalgene - der bliver trukket linier til de store franske klassiske forfattere; en egenskab, som Mabanckou også ynder som forfatter og som er fælles for mange fransksprogede afrikanske forfattere. De leger med det franske sprog, så det er en fryd at læse - men ikke altid nemt!

Nu skal jeg helt bestemt have fat i flere af hendes romaner, og jeg kan endnu engang kun begræde, at man totalt overser disse forfattere i skandinaviske oversættelser.

-----------------------------------------------------------------------------

Fatou Diome était sur ma liste des auteurs africains à lire depuis un certain temps, et finalement j'ai entamé mon premier roman. Ce fût un pur délice!

Le kétala est le rituel de partage des affaires d'un défunt, et dans cette histoire ce sont précisement les objets qui racontent l'histoire. Mémoria - une jeune sénégalaise - vient de mourir et toutes ses affaires se retrouvent dans son appartement en attendant qu'on vienne les séparer et les distribuer parmi les membres de sa famille.

The Blind Assassin - Margaret Atwood

• English
• December 19-25
• 637 pages
• Dansk titel: Den blinde morder
• Titre français: Le tueur aveugle

Denne bog har stået i evigheder på hylden - men jeg forsøger virkelig at få læst de ulæste, og ikke købe flere... det er ikke et nemt projekt! Dog tænkte jeg, at denne måtte være glimrende - den vandt en Booker Prize, og den figurerer på den berømte 1001-liste; og den var bestemt heller ikke dårlig. Men at Atwood ligefrem skal have seks bøger med på listen, er måske ikke helt retfærdigt - det er ikke den meget tunge genre vi har med at gøre!

Historien er dog litd kryptisk og hun har som forfatter skulle holde styr på tider, personer og ikke mindst ikke at afsløre for meget for tidligt! Det drejer sig nemlig om en slags Pandoras æske med fire historier, der væves ind og ud af hinanden.

Først er der Iris, den gamle dame, der ser tilbage på sit liv og indleder disse kapitler med betragtninger fra verden i landsbyen, som den er i dag. Så vender hun blikket tilbage - helt til barndommen i den velstående fabrikantfamilie, som får hele byen i arbejde med at producere knapper. Hun genfortæller hendes og søsterens, Lauras, liv fra 1920'erne og nogle årtier frem.

Imellem disse kapitler er der en historie om en kvinde, der tydeligvis er nogen utro ved at mødes med en mand, som er rebellen på flugt. De mødes på obskure steder, og har et intenst forhold, hvor han blandt andet fortæller hende historier - en hel historie inde i alle de andre er historien om et mystisk land med mystiske væsener... som man efterhånden kan identificere som nogle af de andre protagonister i romanen.

Endelig krydres det hele af avisudklip fra 6-7 årtier, som udefra fortæller læseren, hvad der sker i familien. Den unge Laura begår nemlig selvmord ved at køre i en sø i søsterens bil; dette er indledningen - men man skal helt til slutningen for at finde årsagen til dette selvmord. For at forstå hvem af de to søstre, der har affæren med den unge elsker. Selvsagt ved man det inden - men begge søstre kunne være potentielle elskerinder og man får fra starten at vide, at det er søsterens bog, der er udgivet posthumt og indeholder den fabelagtige historie de to elskende digter på. Sådan hænger det naturligvis ikke sammen - og det er selvfølgelig bogens plot.

Den ert absolut velskrevet - og man hænger jo ved for at få alle de løse tråde til at hænge sammen; men ligefrem at vinde en pris ville jeg nu ikke forvente. Men det var underholdende fly- og aftenlæsning i juleferien.

--------------------------------------------------------------------------------

Dans mes efforts d'éviter d'acheter des nouveaux livres je pille mes étagères en cherchant les non lus - et il y en a qui sont là depuis plusieurs années pour une raison quelconque. Comme celui-ci - mais ayant gagné un prix et figurant sur la liste de 1001 livres à absolument lire je me disais que ça valait la peine. Atwood n'a pas moins de six livres sur la liste - et je trouve que c'est peut-être un peu trop pour ce genre de littérature; mais qui s'adapte néanmoins parfaitement à des vacances.

L'histoire est aussi un peu spectaculaire - il y en a tellement d'histoires en fait. C'est une boite de Pandore qui s'ouvre sur plusieurs histoires s'entremêlant et se divulguant au fur et à mésure qu'on avance.

D'abord il y a la vieille femme, Iris, qui raconte un peu la vie dans ce village où elle a grandi et où elle est retournée vivre à un certain âge. Elle raconte des anecdotes du village qu'elle voit changé par rapport à son enfance - et alors elle replonge dans ses souvenirs. Elle remonte le temps et raconte l'histoire de cette famille qui dirige un peu la vie des villageois en possédant l'usine de boutons qui fait vivre tout le monde. Elle y vit avec sa petite soeur Laura et surtout des domestiques qui sont fidèles à la famille pendant des décennies - même quand la richesse disparait.

Entre ses souvenirs il y a l'histoire d'une jeune femme qui a un amant - des rendezvous dans des endroits sombres et pauvres car il est à la fuite pour raisons politiques. On ne connait pas leurs noms et tout ça figure comme un roman qui aurait dû être écrit par Laura. A l'intérieur de l'histoire des deux amants il y a l'histoire que l'homme invente et lui raconter lors de leurs rendez-vous amoureux - un pays magique avec des personnages étranges qui peu à peu prennent la forme des autres personnes dans la vie réelle de ces gens.

Le roman est sorti après la mort de Laura qui s'est suicidé à 25 ans - elle a pris la voiture d'Iris et l'a conduit dans le lac. Mais est-ce vraiment elle qui l'a écrit - et qui sont les deux amants? On devine qui c'est mais on ne comprend la raison du suicide que vers la fin où tous les fils se rassemblent pour faire une image complète - tragique, triste et réaliste des vies de femme à une époque où la femme servait encore de décor.

Il n'est pas du tout mauvais - c'est agréable à lire; mais de là à figurer sur la liste de 1001 je trouve qu'il y a un grand pas. Cela dit j'ai d'autres livres non lus d'elle et je pense que ça fera un bon divertissement parfois!

Les petits-fils nègres de Vercingétorix - Alain Mabanckou

• French
• December 16-18
• 249 pages
• Dansk titel: Ikke oversat

Alain Mabanckou er en fantastisk congolesisk forfatter; jeg har læst en stor del af hans bøger - og det er altid med en blanding af grin og tårer. Det er hans tragikomiske måde at beskrive et kontinent - og ikke mindst sit eget land - i efterkolonitiden. Mabanckou er fra Congo-Brazzaville - altså ikke det Congo, som normalt er det, der tales om... den tidligere belgiske koloni.

Hans yndlingsemne er alle de skæve eksistenser, enten i Congo eller dem, som tager til Paris for at blive sapeurs... en velkendt betegnelse for netop congolesere, som bruger alle deres penge på tøj og prestige. Det var emnet for hans sidste roman, Black Bazar, hvor jeg grinede højlydt af hans måde at lave grin med sine landsmænd.

Denne roman er ældre, og mere dyster i sit emne - den omhandler de politiske uroligheder og stammekrige i et imaginært afrikansk land. Det land er selvfølgelig fransk Congo, selvom navnene er ændrede - både på byer men også på de politiske ledere.... de er dog langt fra svære at identificere.
Der indgår ligeledes en stor dosis af fransk kultur, som sædvanlig i Mabanckous romaner - han er som mange congolesere betaget af Lamartine, Rimbaud, Verlaine... og så er der den nye politiske leder, som sammenligner sig selv med Vercingétorix, som led sit store nederlag overfor Julius Cæsar ved slaget ved Alésia, som er barnelærdom for enhver franskmand.

Det er en barsk satirisk roman; historien om ægteskabet mellem en fra nord og en fra syd - man kunne også sagtens komme til at tænke på massemordene i Rwanda. Mabanckou formår at formidle det på en lidt lettere fordøjelig måde - men det politiske budskab er stadig soleklart.

Han er og bliver en af mine absolutte favoritter indenfor afrikansk litteratur, som heldigvis er mere og mere udbredt, selvom det primært er de engelsksprogede, der bliver oversat. Det er en stor skam!

------------------------------------------------------------------------

Un plus ancien Mabanckou que je n'avais pas encore découvert - et dont le titre m'avait laissé un peu perplexe j'avoue. Il n'est pas toujours facile d'écrire un roman en dissimulant les vrais noms des villes, pays et personnes - mais de tout cacher n'a pas non plus été le but de Mabanckou je pense.

Il traite avec son humour amère comme d'habitude les sujets de son pays natal le Congo français - évidemment il n'est pas difficile de reconnaitre le nom. Quant aux personnes je n'ao pas été certaines de tous - mais je suppose qu'il s'agit bien des hommes politiques ayant joué un rôle dans l'histoire du pays.

Le roman commence comme d'autres de ses romans, par le préface qui raconte que le manuscrit 'eux' ont été donnés par un certain Léopold, qui l'aurait eu du Congo. Les pages sont écrites par Hortense - une femme du Nord qui épuuse un professeur d'école du Sud. Les parties du pays ne sont pas en bons termes, les uns traitant les autres des fainéants etc. Non pas sans rappeler certains d'autres conflits - puisque finalement le sujet est universel, non?

Ils s'installent dans le Sud du pays après leur mariage, et seize ans se déroulent sans problèmes jusqu'au jour où revient de la France un ex-leader exilé. Le pouvoir repasse entre les mains des nordistes, et les révoltes éclatent. C'est donc là que nait le mouvement des petits-fils nègres de Vercingétorix - cet homme politique qui aime se comparer au grand guerrier. Le peuple ne connait pas la vraie histoire de Vercingétorix - et donc pas sa défaite finale contre Jules César. Mais ils boivent ses paroles - et le mari d'Hortence le premier.

Hortense raconte leur rencontre, son amitié avec une sudiste mairée à un nordiste qui disparait pendant qu'elle est violée et torturée. Elle prend finalement la fuite pour regagner le Nord avec sa fille Maribé. Elles font une partie du chemin et s'apprêtent à continuer quand les petits-fils nègres les trouvent. On peut donc supposer que la fille arrive enfin à Paris avec le manuscrit - mais c'est bien le seul point positif de ce récit, qui est aussi celui des pleins d'autres pays et ethnies sur le continent africain.

Mabancjou décrit tout ça acec une certaine ironie - mais bien moins que dans d'autres de ses romans. Mais il y a toujours cette façon de décrire la culture si propre aux congolais - qu'ils soient de l'un ou l'autre des deux pays. L'importance des ethnies, des racines et de la culture - les plpaies après le départ des colonialisateurs... c'est dommage qu'on ne traduit que les auteurs africains anglophones, car Mabanckou a une belle voix et une écriture précise et poignante que ce soit dans ses romans plus humouristiques où comme ici traitant d'un sujet bien plus sombre.

Les Chiens et les Loups - Irène Némirovsky

• Fransk
• 14.-15. december
• 250 sider
• Dansk titel: Ikke udkommet på dansk

Endnu en Némirovsky-roman, og desværre bliver de blot bedre og bedre, som hun vokser til som forfatter. Denne roman er fra 1940, og vi bevæger os en anelse væk fra temaerne om fædre/døtre og ulykkelige barndomme. Men ikke helt...

Ada er en ung jødisk pige, som vokser op i Ukraine sammen med sin far efter moderens for tidlige død. Faderen er stadig den samme type karakter, som i de tidligere romaner - en jødekræmmer, som forsøger alle mulige måder at tjene penge på. Muligvis er det en ny indfaldsvinkel fra Némirovsky at skrive den forhadte moderskikkelse ud af bogen fra starten?

Men på et tidspunkt flytter en tante ind med Adas fætter, Ben, og den lidt ældre kusine. Ben og Ada vokser op sammen, og deres lege går blandt ud på at opfinde en flugt - en flugt fra de voksne ind i en perfekt verden, hvor de to bestemmer. Men en dag er de på flugt fra en pogromudryddelse, og finder tilflugt hos deres lille fætter, Harry, som tilhører den rige og succesfulde del af familien. Den del, som benægter ethvert slægtskab med disse fattige og snavsede mennesker... men Ada bliver for evigt forelsket i Harry, og drømmer om en ny leg, hvor hun tager ham i hans blonde krøller og de sammen rejser bort.

Kort efter rejser de alle til Paris, men Ada glemmer ikke Harry. Heller ikke da den skinsyge Ben får hende overtalt til at gifte sig med hende - velvidende, at hun ikke elsker ham. Harry gifter sig med den unge, rige - og ikke mindst franske - Laurence; et skridt op i hierarkiet for den lille 'smuskede' jøde - men en dag støder han ind i Ada igen, og de indleder en affære. Ada og Harry er af samme blod; de forstår hinanden og har den samme slaviske, russiske melankoli og mørkhed i sindet, som Laurence ikke kan give ham.

Netop som de begge er ved at blive skilt, og planlægger et bryllup på trods af den store sociale afgrund, dukker Ben op igen. Han har arbejdet for Harrys families bank - og med vilje kørt den i sænk. Det var hans eneste chance for hævn, selvom Ada ikke kommer tilbage til ham. Ada skal nu vælge om hun vil lade Harry synke ned i dyndet - ham, som er opvokset i rigdom modsat hende? Eller om hun skal opgive sine egne drømme for at redde ham?

Igen handler det om eksil - et evigt tilbagevendende tema i Némirovskys romaner på grund af hendes egen historie. Det handler om synet på jøder - og igen ikke mindst hendes egne gentagne ironiserende karikaturer; hendes egen far var bankmand, som alle hovedpersoner i hendes romaner, og der er da også tekniske beskrivelser, som er usædvanlige for en ubekendt med miljøet. Det er også igen om komplicerede familieforhold, svigt, ære - og den voldsomhed, der typisk er i nationaliteter med mere patos og passion, som bogen iscenesætter som modsætningen mellem de emigrerede russiske jøder og de stille og civiliserede franskmænd.

Ligesom Pamuk bevæger hun sig tit rundt i de samme miljøer og omkring de samme temaer og stemninger - men hver gang på en ny måde; måske er det derfor, at begge har fænget mig, så jeg må læse alt af dem. Det er tungsindigt og mørkt - og det fascinerer mig.

Det er en absolut mere moden roman; med undertoner af græsk tragedie - det er ikke en banal kærlighedshistorie. Det er igen en bog, der fanger fra første linie, men nu holder jeg en lille Némirovsky-pause for at have noget til gode igen.

Le Vin de solitude - Irène Némirovsky

• Fransk
• 11.-12. december
• 280 sider
• Dansk titel: Efterårsfluerne (?)

Jeg fortsætter ufortrødent - og det er nærmest umuligt at stoppe, når først den første side er læst.
Denne roman fra 1935 er meget selvbiografisk; og den tegner absolut ikke et nydeligt billede af Irènes mor, som hun var kendt for at have et utroligt dårligt forhold til. Moderen var tilsyneladende aldrig interesseret i barnet, som blev overladt til en fransk guvernante - og for moderen var datteren blot en påmindelse af, at hun selv ældedes. Irène blev som barn således tvunget til at gå med fletninger og børnetøj i en alder, hvor andre unge piger nærmest var gifteklare - i et desperat forsøg fra moderens side på at udskyde hendes egen aldring.

Bogens hovedperson er den lille Hélène (et let gennemskueligt pseudonym for Irène!), som vokser op i Ukraine med sin far, mor, mormor og morfar og den franske guvernante, frøken Rose. Moderen er en pyntesyg, arrogant, snobbet kvinde, som udelukkende har giftet sig med den jødiske Karol på grund af de penge, hun forventede, at han ville tjene. Han klarer sig nogenlunde, men bliver en dag fyret fra den fabrik, hvor han er direktør. For at redde familien tager han til Siberien i to år, og i mellemtiden er den lille Hélène overladt til moderen, som benytter sig af chancen til at tage en ung fætter som elsker.

Samtidig hærger 1. Verdenskrig og så kommer den russiske revolution; familien flygter først til Finland, så videre ned igennem Sverige til Paris, hvor de ankommer da krigen slutter og Hélène er blevet 16 år. Tidsperspektivet følger fuldstændig Irènes egen, da hun er født i 1903. Hendes egen familie måtte også flygte ud af Rusland efter revolutionen - og boede et år i Finland undervejs.

Derfor kan man konkludere, at meget andet sikkert også er selvbiografisk - moderens foragt og kyniske behandling af sin datter; og datterens voksende had til moderen - allerede som lille barn er hun fuldt bevidst om moderens manglende kærlighed til hende, og må igen og igen se sig forkastet til fordel for den unge elsker.

Da Hélène i romanen vokser op, beslutter hun sig for at forføre moderens elsker. Denne er ved at være træt af den nu midaldrende kvinde - og det er en let sag; Hélène vil ydmyge dem begge - og hun vil se moderen lide for endelig at få hævn. Men hun kan ikke gennemføre det, og efter faderens død - som dør ruineret og trist som David Golder - forlader hun ganske enkelt huset, og beslutter sig for, at hun kan klare sig selv.

Om den sidste del er selvbiografisk ved jeg faktisk ikke; men igennem hele romanen fornemmer man den enorme skade, der er blevet gjort på det barn - som forguder sin far. En far, der ikke kan rumme sandheden om familien - og som aldrig indrømmer, at han sætter sin utro kone over barnet. Den eneste, der har en snert af fortrolighed er guvernanten, som omkommer under deres ophold i Skt. Petersborg - men selv hende kunne Hélène ikke magte at have fysisk kontakt til. Det samme gør sig gældende, da hun forsøger at stjæle moderens elsker - i bund og grund er hun ikke i stand til at elske fysisk... endnu i hvert fald.

Personportrætterne er mere nuancerede og levende end i David Golder, som er tidligere og hvor hun var ret ung; men visse temaer som de antisemitiske udtalelser er absolut gengangere. Der er vist ingen tvivl om, at dette er et bittert opgør med en ensom barndom!

David Golder - Irène Némirovsky

• Fransk
• 9. december 
• 192 sider
• Dansk titel: Ikke udgivet på dansk?

Nu er jeg vist i gang med en Némirovsky-periode; mens jeg færdiggjorde 'Storm i juni' skyndte jeg mig at købe de tre små romaner fra hendes tidligere år. 'David Golder' er den første, hun fik udgivet i 1929 som 26-årig. Det mærkes, at det var en yngre Némirovsky - men man fornemmer samtidig allerede hendes evne til at portrættere; i denne slår hendes sarkastiske beskrivelser af jøder igennem med fuld kraft!

David Golder er en 68-årig jøde, som lever af at 'lave penge' - det er midten af 1920'erne med alle dets nyåbnede muligheder i et Europa med nye grænser, og han rejser verden rundt for at lave børshandler. Primært fordi han har en kone og en datter, som kræver penge konstant.

Men pludselig falder han om af et hjerteanfald, og mens han ligger syg beslutter han sig for, at ingen i hans familie fortjener hans penge. De er ham utaknemmelige, de er griske og de interesserer sig ikke for ham - men udelukkende for pengene. Han mister selvsagt alt, da han ikke længere arbejder - han sælger huse, møbler... og konen forlader ham. Selv bliver han i en tom lejlighed i Paris, hvor han spiller kort med en anden gammel nærig jøde, som er en ven fra fortiden.

Golder startede nemlig i det meget små - som russisk emigrant; og konen havde et andet mindre flatterende yiddisch navn, som hun nu fornægter. Han er egentlig opsat på at leve sit liv stille og roligt uden penge; men datteren opsøger ham for at fortælle ham, at hun vil gifte sig med hans ærkefjende - en gammel jøde. Han giver sig selv - og hende - et år til at skaffe hende penge nok. Han kæmper sig igennem denne periode - og han dør af det uden at have genset datteren. Men han har opnået sit mål - ingen af sine personlige mål i livet, som det afspejles af hans møde på dødslejet med en ung emigrant.

Men det er karikaturen af jøden, som skal være rig - eller blot emigranten, der skal til USA og leve den amerikanske drøm. Det er karikaturen af det skruppelløse menneske, som har forårsaget selvmord og fattigdom, men i sidste ende ender med ingenting af menneskelig værdi. Og en parodi på en periode, hvor status og penge var alt, der talte!

Det er et barsk portræt af ikke sympatiske mennesker - og hun gør det glimrende. Det er samtidig en yderst letlæst tynd roman - eneste irriterende moment var, at den er fotografisk genoptrykt efter originaludgaven fra 1929; det er ikke kønt at læse i dag... men sikkert desværre resultatet af hendes genopstandne popularitet.

Suite française - Irène Némirovsky

• French
• December 3-8
• 573 pages
• Dansk titel: Storm i juni

Jeg skrev det, da jeg havde læst den første roman af hende - jeg var virkelig imponeret af såvel hendes skrivestil som den utrolige historie, der ligger bag. Hendes helt ubegribelige livshistorie, som samtidig er skræmmende og uforståelig når man læser hendes tekster. 'Storm i juni' er skrevet efter, at krigen var brudt ud. Irène var flygtet ud af Paris med sin mand og to små piger, men de levede i den besatte zone.

'Storm i juni' skulle have været hendes store livsværk efter en række relativt små romaner - en saga i fem dele bygget op som et klassisk musikstykke. Hun nåede at skrive de to første romaner inden hun blev arresteret den 13. juli 1942, og sendt i tysk koncentrationslejr, hvor hun blev gasset den 17. august 1942. I noterne, som er et bilag til romanen, skriver hun blot et par dage inden sin arrestation, at hun regner med, at hendes romaner først vil udkomme efter hendes død; og et andet sted citerer hun et vers fra en af hendes tidligere romaner, men som hun genbruger i 'Storm i juni' - muligvis på grund af deres varslende overensstemmelse med hendes nye liv:

"For at bære så meget, Sisyfos,

skulle jeg have dit mod.

Jeg mangler ikke vilje,

men vejen er lang og tiden så kort."

Det er meget brutale ord, og helt ligesom den ufærdige roman er det utroligt gribende. Men samtidig er der elementer, der forbliver uforklarede i hendes forfatterskab - og som hun selv, og efter hendes deportation hendes mand, forsøger at udnytte til deres fordel.

Irène havde konverteret til katolicismen i håbet om at opnå fransk statsborgerskab, men det hjalp ikke hendes sag overfor tyskerne. Men hun har i flere af sine romaner skrevet nedsættende om jøder - på trods af hendes egen oprindelse; ligesom hun i starten af krigen udgav under pseudonym i antisemitiske tidsskrifter. Disse passager sender hendes mand til tyskerne i et naivt håb om, at de vil løslade hende - men hun er for længst død. Enten er det kalkulerende - eller også er det tegn på, at hun som forfatter er i stand til at sætte sig helt ud over egne meninger og følelser, og indleve sig i alle personer og situationer? Jeg synes ikke, at der er et indlysende svar selv efter at have læst 'Storm i juni', som på mange måder fortæller meget mere om hendes eget liv end de tidligere romaner.

Første roman i den ufærdige kvintet hedder også selv 'Storm i juni' på dansk, og omhandler flugten fra Paris i juni 1940, da bombardementerne af selve hovedstaden begynder. Man følger flere forskellige familier og typer personer: Den rige men ekstremt katolske Péricand-familie; den excentriske arrogante forfatter Gabriel Corte med sin elskerinde; middelklasseparret Michaud, hvis søn er ved fronten; en egoistisk usympatisk enlig herre Langelet og en fattig bondefamilie uden for Paris i den landsby, hvor personernes historier på flere måder krydser hinanden.

For det er nemlig det første særpræg, der slog mig i en roman, der er så 'gammel'; at hun med elegance skifter imellem historierne, og uden at tvære det ud med en stor pensel, så opdager man pludselig, at den ene historie krydser den anden. Men det er hver gang gjort med en uendelig finesse - og hen mod slutningen måske også som en slags retfærdighed fra oven, da de 'dårlige' skal straffes. Historien omhandler som sagt denne flugt - hvor alle vil ud af byen på samme tid; men benzin og mad kommer hurtigt til at mangle - og togene kører ikke. Det bliver derfor alles kamp mod alle - og hendes force ligger i beskrivelserne af den menneskelige natur, når den virkelig presses til sit yderste. Samtidig er der passager så anderledes poetiske, som jeg sjældent har set - som et kapitel, hvor den parisiske lejlighedskat opdager landlivet og stikker af ud i en ny verden.

Den anden roman hedder Dolce, og foregår i den lille landsby, Bussy, hvor bondefamilien fra den første roman bor. Nu er det sommeren 1941 og tyskerne rykker ind i byen, hvor de også skal bo hos de franske familier. Vi følger bondefamilien fra før samt Angellier-familien - den unge krigsgræsenke Lucile, som bor sammen med sin gamle krakilske svigermor, som selvfølgelig forguder sønnen ved fronten, og bebrejder Lucile ethvert grin eller smil mens sønnen lider.

Némirovsky beskriver, hvordan det var derude på landet i Frankrig under krigen - ganske givet en landsby som den, hvor hun selv befandt sig - hvor man skulle lære at leve sammen med fjenden... under samme tag i visse tilfælde. Der sker det, som sikkert skete i mange tilfælde - man opdager, at de er mennesker som én selv; at den menige soldat ikke er mere krigsglad end ens egne bortdragne sønner - og de unge piger nyder at have unge mænd i byen igen! Således falder Lucile også for den officer, der bor hos dem - det udvikler sig dog aldrig til mere end blikke, samtaler og håndkys.

Alligevel undres jeg endnu engang over, hvordan Némirovsy fungerede som menneske? For hun beskriver ikke tyskerne som uhyrer; hun beskriver tingene, som de uden tvivl foregik - og som hun så det ske foran sig... men hun tillægger tyskerne næsten sympatiske træk vel vidende, at hun hver dag risikerer at blive arresteret. Der er intet tyskerhad - men en stor objektivitet, som ikke forherliger hverken den ene eller den anden part. Tværtimod rammer det lige plet i den menneskelige natur - den måde hvorpå hun kan beskrive deres opførsel overfor hinanden; samtidig med, at hun beskriver deres tanker, som selvsagt er ret anderledes.

Det er en fantastisk stærk roman; den er skrevet parallelt med, at tingene skete foran hende. Derfor er det desto mere skrækkeligt at tænke på, at den første roman foregår fra 1940-41, og den anden fra 1941-42... som sagt til kun et par dage før hendes arrestation. Der skulle have været fem dele - og selvfølgelig kunne hun ikke vide det på det tidspunkt - men hvis hun havde levet, så ville de fem dele lige nøjagtig havde fulgt krigens år.

Hun havde ideer til i hvert fald den tredje roman, hvor personerne fra de to første skulle drages mere direkte ind i hinandens liv; hvor 'musikken' skulle blive mere dyster og handlingen mere ond ifølge hendes egne noter.

Men så langt kom hun aldrig - og dette er virkelig en roman, hvor man inderligt kan fortryde, at hun ikke fik den nødvendige tid til at færdiggøre sit værk. Hvordan ville det være fortsat efterhånden som også Némirovsky ville have været absolut bevidst om koncentrationslejre og masseudryddelser? Det er intrigerende at tænke på, synes jeg.

Alt dette var nedskrevet i en notesbog i lillebitte skrift, så det blot fyldte 140 sider; hendes døtre, som begge overlevede krigen, havde den med sig. De åbnede den ikke, da de anså den for at være en dagbog, som det ville være for pinefuldt at læse. Men da de endelig gjorde det 50 år efter, overgav de det til en redaktør og da den udkom i 2004 fik den en utrolig velfortjent succes, og Némirovsky vandt flere posthume litterære priser. Der er ganske få fejl - navne, der ændres osv. Men det var ikke et færdigt manuskript og det er så ligegyldigt i denne sammenhæng - for en gangs skyld!

Tendre est la nuit - F. Scott Fitzgerald

• French
• November 29-December 2
• 477 pages
• Dansk titel: Natten er blid
• Originaltitel: Tender is the night

Egentlig burde jeg jo læse denne bog på engelsk; men den stod i reolen fra 1990, hvor jeg havde købt den i Paris - dengang sikkert for at træne mit franske. Men selv på fransk er det en fantastisk melodiøs og barsk roman; på en anden og mere selvbiografisk måde end 'Denn Store Gatsby' - men med alt, hvad der hører sig til af Lost Generation-stemning.

Dick Diver er en ung amerikansk læge uden store midler - men med mange ambitioner; under hans arbejde på en klinik i Schweiz møder han den usandsynligt rige - men syge - Nicole Warren. Årsagen til hendes skizofreni er blandt andet at finde i hendes incestuøse forhold til den rige far, og nu ser hun djævle i alle mænd. Men Dick er anderledes og det varer ikke længe inden søsteren, den rige og forkælede Baby, ser Dick som redningen. For hvis Nicole gifter sig med en psykiater er hun vel konstant under opsyn og i gode hænder?

Deres ægteskab, som skulle være et stille liv i Schweiz, udvikler sig hurtigt til at blive jet-set livet på den Franske Riviera i de vilde 1920'ere. Dick lever af Nicoles formue, og de bliver samlinsgpunktet for en skandaløs bande af unge, smukke og rige, som keder sig noget så grusomt og konstant må flytte sig for at se en mening med deres liv. Ikke, at de overhovedet selv erkender denne kedsomhed og overfladiskhed. Dick er sin kone tro, men i 1925 møder de den unge amerikanske skuespillerinde, Rosemary, på stranden. Hun følger dem en sommer, og forsøger at forføre Dick.

Den første del af bogen omhandler denne vilde sommer med diverse vanvittige eskapader, som ender med et mord på et parisisk hotel, hvorefter den umage treenighed må skilles. Derefter går bogen tilbage til Dicks ungdom og hans karriere og møde med Nicole, inden den indhenter tiden igen. Mødet med Rosemary er således brydningspunktet i Dicks liv - det er det tidspunkt, hvor han for første gang viser svaghed og ganske langsomt kommer Nicole ud af sin afhængighed af Dick. Han begynder at drikke mere og mere, og bliver en paria i den klike, hvor druk hører med til det sorgløse liv - men udelukkende så længe man kan kontrollere det.

Det kan Dick ikke - og det er ikke kun drikkeriet; det er erkendelsen af at have solgt sig selv til den rige Warren-familie; at have mistet sine lægelige idealer og i bund og grund være et instrument for dem. Da han nogle år senere møder Rosemary igen, er denne ikke længere en ung uskyldig pige og hun lader sig ikke forføre som tidligere. Dick erkender, at den magt han mente at have er falmende.

Ligesom i Gatsby er det fænomenet med den observerende part - i dette tilfælde Rosemary; men der er også en del elementer, der mindede mig om Némirovskys bog om den griske psykiater, der også falder fra tinderne. Han er selvsagt langt mindre sympatisk end Dick; men der er ligheden med et samfund og en social rangorden, som er så stringent, at man lynhurtigt bliver forkastet, hvis man ikke længere er ubekymret og underholdende. Det hele er facade, og i bund og grund ville Dick virkelig sit lægevirke. Han starter som den stærke (og ambitiøse) men ender med at være den svage overfor Nicole, som endelig bliver fri af sin sygdom og afhængigheden af Dick som mentor.

Fitzgeralds kone, Zelda, var selv skizofren og indlagt på flere klinikker i den periode, hvor han startede denne roman. Han mistede selv sin formue i 1929-krakket, og endte som alkoholiker - der er unægteligt en del lighedspunkter. De var også datidens glamourøse par, som turede Europa tyndt - men facaden endte med at krakelere. Fitzgerald havde selv en affære med en ung skuespillerinde - og Zelda indtil flere ligeledes. Dicks frustrationer over sin nedadgående karriere er ganske som hans egen fornemmelse af nederlag som forfatter - og det gør læsningen lidt bittersød efterhånden som man er vidne til det totale sammenbrud han gennemgår.

Den er selvfølgelig meget tidstypisk for netop den ubekymrede efterkrigstid, hvor alle blot tænkte på at more sig - ikke mindst de meget rige - men den er stadig aktuel næsten 80 år efter, og en meget smuk læseoplevelse.