Fru Marie Grubbe - J. P. Jacobsen

• Dansk
• April 27-29
• 239 sider
• Bogudfordringen 2011

Det er helt umuligt at finde et forsidebillede af denne gamle sag, som blev mit bud på Bogudfordringen for april måned. Jeg havde flere fantastiske idéer i starten af måneden, men måtte som tiden gik indse, at jeg nok ikke kom afsted for at købe bøgerne - og med en påskeferie kneb det med læsetid. Så det måtte blive rovjagt i reolerne, hvilket absolut heller ikke var skidt!

Fru Marie Grubbe kan jeg se af købsdatoen, som jeg altid skriver i mine bøger, læste jeg første gang, da jeg var 15 - derfor er udgaven jo for længst udgået.... og min hukommelse er også rustet en anelse siden da. Romanen udkom i 1876, så det var lige indenfor grænsen; dengang udkom den med den datidspopulære undertitel "Interieurer fra det syttende århundrede", som åbenbart er sløjfet i senere udgaver.

Historien er både historisk men også tidlig symbolisme og naturalisme med den overvældende plads naturen indtager; sproget er jo ikke nutidigt, og det flyder helt sikkert på en anden måde, end vi i dag er vant til - som i denne passage:

"Der er en blomst, der kaldes for perlehyacinth, som den er blå, således var hendes øjne i farve, men de var som den trillende dugdråbe i glands og dybe som en safirsten, der hviler i skygge, De kunne sænkes så dybt som en sød tone, der dør, og løfte sig så kjækt som en fanfare. Vemodigt - ja, når dagen kommer, så ruste stjernerne med et sløret skjælvende skjær, sådan var hendes blik, når det var vemodigt."

Når Jacobsen beskriver Marie Grubbe er det tit og ofte med den slags malende beskrivelser, som fokuserer på hendes læber, øjne eller andet - inden han når til den egentlige personlighed. Men Marie Grubbe var jo også en reel dansk historisk person, som han skulle forsøge at angribe på en anden facon end ved en traditionel biografi, som vel nok var det mest kendte på den tid. Jacobsen forsøger at komme ind under personen og forklare, hvorfor hun handlede som hun gjorde. En kvinde, der var født på en tid med store klasseskel; men som ikke affandt sig med den plads, hun var blevet tildelt - men som opsøgte den ægte kærlighed eller lykke. I dette tilfælde i form af den fattige kusk, Søren.

Da jeg genlæste bogen efter så mange år, var det primært tydeligt, at jeg bedre nu fik nuancerne i sproget med - dengang har jeg muligvis ikke dvælet så meget ved sætningernes rige ordindhold, for det tager trods alt tid at læse de relativt få sider. Jeg bemærkede også, at jeg fandt en vis lighed med Dina fra Wassmos trilogi - en anden stærk kvindeskikkelse, som ikke lader sig indordne under datidens regler. Måske Wassmo har fået inspiration fra Jacobsen eller blot fra den kendte historie om Marie Grubbe?

For mig var det en lykkelig genlæsning, og omend ikke så krævende som mine planer var, så er der også mange gode danske klassikere fra perioden, som sikkert ikke læses nok længere - fordi vi fik nok i gymnasiet?

Delikatesse - David Foenkinos

• Fransk
• 16.-20. april 
• 210 sider
• Originaltitel: La délicatesse

Jeg havde læst uendeligt mange engelske bøger på det sidste, så jeg trængte til at læse på 'modersmålet' igen - faktum er vel nok efterhånden, at fransk er det sprog jeg har det bedst med at læse. Alligevel tog det mig fem dage at komme igennem Foenkinos' lille ydmyge roman, som ellers har fået fantastisk kritik i Frankrig og allerede er på vej til at blive filmatiseret.

Historien er temmelig banal - en kærlighedshistorie om den unge Nathalie, som en dag bliver stoppet på gaden af François. De bliver et par, de bliver gift og de lever lykkeligt.... ikke for evigt. For François bliver kørt ned af en bil, da han en dag er ude at løbe; og Nathalie skal starte et nyt liv. Eller skal hun? Kan hun ikke bare arbejde og lukke sig inde derhjemme?

Romanen er opbygget af utroligt mange - 117!!! - kapitler; indimellem historien med kapitler på et par linier, som giver underlige informationer såsom distancen mellem Paris og Moskva, fordi der i det foregående kapitel har været en reference til en russisk forfatter. Det hele virker sådan lidt à la Amélie Poulain; og til tider undrede jeg mig over, om Foenkinos holder af sine egne personer eller om han er lidt ironisk i sin beskrivelse af dem.

Der er pudsige scener med skæve personer, som alligevel er utroligt menneskelige og hverdagsagtige - men stadig som i Amélie-filmen, synes jeg. Det er en vel ret almindelig historie om, hvordan man kommer ud af en krise og videre i sit liv, når man er en meget ung person, som har mistet.

Men ved slutningen kunne jeg alligevel ikke helt finde fodfæste i mine meninger - jeg er dog sikker på, at det kan blive til en glimrendre film i franske hænder... og en rædsel, hvis filmatiseret af amerikanere! Den bliver uden tvivl oversat til dansk på et tidspunkt, og så er den måske værd at læse? Dertil skal jeg nok tilføje, at mine tanker var alle mulige andre steder henne, og der manglede den dybde i romanen, som kunne få mine tanker helt omvendt... muligvis lidt bad timing fra min side.

1000 years of annoying the French - Stephen Clarke

• English
• April 8-15
• 660 pages
• Dansk titel: Ikke oversat
• Titre français: Pas encore traduit

Stephen Clarke er kendt i Frankrig for at have skrevet flere fiktive romaner om en ung engelskmands oplevelser, da han installerer sig i Frankrig - ikke mindst i Paris. Chokket er voldsomt ved mødet med den franske (og parisiske) kultur! Jeg svor ved læsningen af den sidste af disse, at det var slut med hans bøger. Det er lidt som den også engelske forfatter, Peter Mayles, bøger om sit liv som husejer i Provence - på et tidspunkt er emnet ganske enkelt udtømt... men forbløffelsen over successen og alle de penge, der vælter ind, er ikke stoppet hos forfatteren. Men jeg lod mig alligevel friste efter et par års pause - og fordi emnet denne gang ikke var fiktivt.

Jeg blev ikke skuffet; faktisk har jeg mest læst den herhjemme af skræk for at støde mine medpassagerer i sporvognen, når jeg havde nogle store grineflip. At jeg er frankofil er der vist ingen tvivl om; til gengæld er jeg på ingen måder anglofil og mit kendskab til England og dets historie begrænser sig til det fra gymnasiets historietimer. Men hovedpointen i Clarkes roman, som er en nøjagtig historisk gennemgang, er netop at se det fra franskmændenes synspunkt. Nu er de jo ikke ligefrem kendt for at have meget selvironi - om englænderne har det ved jeg såmænd ikke?

Clarke starter med slaget i Hastings i 1066, og med det som udgangspunkt forsøger han at bevise, at alt, hvad der i dag har succes verden over som værende det ypperste af franske bedrifter viser sig at være englændernes fortjeneste. Alle de berømte slag som Frankrig har tabt til ærkefjenden England og helt op til D-day, hvor der iblandt de hundreder af tusinder af soldater, der landede i Normandiet udelukkende var 177 franske soldater.

Der er absolut episoder, hvor franskmændene ikke har opført sig gentleman-agtigt for nu at bruge den engelske terminologi; men der er også episoder, hvor de måske benægter, at andre (englænderne) skulle være årsag til deres medgang? Som champagnen, som de gjorde alt for at gøre flad og uden bobler, mens englænderne var vilde med boblerne... og sådan blev det så til sidst!

Clarkes force i denne bog er det ganske enkelt enorme researcharbejde, der må ligge bag - dog fandt jeg en bommert, da han mod slutningen omtaler fodbold-VM i 1998.... 70 år efter afslutningen af 1. Verdenskrig!!!! En forfærdelig bommert, som ganske enkelt ikke burde kunne forekomme efter ordentlig korreturlæsning. Men ellers er det informativt og jeg lærte en hel del; og ikke mindst er det hele krydret med hans enestående humor - og han skriver ikke for at gøre grin med franskmændene. Han er vist ganske frankofil selv efter så mange år i Paris, og at han elsker Frankrig og dets folk, er der ingen tvivl om. Men man skal sikkert netop nå til det stadie, før man med humor og distance kan tage det bedste fra sine to kulturer og se det morsomme, det latterlige og det egocentrerede i hver af dem.

Her er det virkelig vellykket; men man skal muligvis have en udpræget interesse for det ene eller begge lande for at se morskaben.

Juliet - Anne Fortier

• English
• April 4-7
• 485 pages
• Dansk titel: Julie
• Titre français: Juliette

Når en dansk forfatter - dog skrivende på engelsk - opnår så stor international opmærksomhed, så syntes jeg, at jeg ville læse bogen. Dog var jeg jo rigeligt advaret, når den generelt omtales med henvisning til Dan Brown! Men visse ting lærer jeg vist aldrig, kan man blot konstatere.



Historien starter jo selvfølgelig også som en skattejagt. Julie er en ung amerikansk kvinde med en tvillingesøster, Janice. De er vokset op hos deres tante Rose efter, at forældrene døde mange år tidligere ved en trafikulykke i Italien, hvor faderen kom fra. De to piger er meget forskellige - den generte, stille Julie og den udfarende for-meget-af-alting Janice; så det kommer som et chok for Julie, at Janice har arvet hele huset - og hun ingenting.



Men tantens italienske butler, Umberto, giver hende et brev med henvisning til nogle dokumenter i en bankboks i Siena i Italien. Julie rejser til Italien uden at vide, hvad hun kan forvente. Det er selvfølgelig startskuddet til en hel serie hændelser - og det hele med rod i historien om Romeo og Julie. Hun har selv altid været fascineret af Shakespeares historie, og hendes afdøde mor var tilsyneladende lige så besat af den - og 'arven' viser sig at være blandt andet en række fortællinger. De viser hende, at Shakespeare ikke opfandt historien (et almindeligt kendt faktum) og, at den ikke foregik i Verona oprindeligt; men i Siena i det 14. århundrede.



Parallelt med Julies oplevelser i den toscanske by, får man den 'rigtige' fortælling om Romeo og Julie - som efter sigende skulle lede Julie til en grav med en statue med øjne af ædelsten. Nu virker det på mig totalt utroværdigt, at den moderne Julie som person ville kunne stjæle de ædelsten for på den måde at kunne sikre sig lidt arv - men hun tager jagten op. Selvfølgelig er hun ikke alene - for undervejs møder hun den nutidige version af stort set alle personnager fra historien fra 1340... helt ned til en hund med den samme navn! Som for at understrege den udødelige kærlighedshistorie - men det er lidt patetisk.



De skal selvfølgelig allesammen grueligt meget igennem; der er en moderne Romeo, som først er bad guy og så alligevel ikke - eller? Der er munke, heksekunster og familiefejder. Der er de to søstre, som endelig finder hinanden - og sandheden om deres familie. Der er en hæsblæsende jagt i Sienas undergrund, hvor de finder Romeo og Julies grav; men som i alle disse romaner, som har oversvømmet bogmarkedet de senere år, så lader man skat være skat fordi det er bedre for menneskeheden, gravfreden osv.



Jeg synes, at de sidste 150 sider var ulideligt lange, for udfaldet var jeg jo ikke i tvivl om, og jeg orkede ikke hele møllen med happy ever after, som synes at være nødvendig. Så er det en god bog? Den er underholdende til tider; men den er desværre skåret efter den læst, som Brown og mange andres også er - det kan sikkert gøres med et computerprogram blot ved at indtaste en ny historisk periode og et evigt mysterie samt lidt geografiske koordinater... og så kom der denne gang en middelalder-toscansk roman ud af det. Mere er der vist ikke at sige om det.

No Time For Goodbye - Linwood Barclay

• English
• April 1-2
• 468 pages
• Dansk titel: Uden et ord
• Titre français: Cette nuit-là

Den første krimi, jeg har læst af denne canadiske forfatter - og som havde fået fantastisk kritik, så selvom krimier ikke er min favoritlitteratur havde jeg behov for at læse noget, der kunne holde mine tanker væk fra andre ting efter hjemkomsten.

Den 14-årige Cynthia er en aften i byen med en skummel fyr; faderen henter hende hjem under protester, og hun går døddrukken i seng. Næste morgen vågner hun, og de er alle væk - moderen, faderen, broderen. Et tomt hus. Ikke et brev og ikke en lyd i årevis, og Cynthia ved ikke om hun skal tro, at de er myrdede eller forsvundet af egen fri vilje. Hvorfor så ikke tage hende med?

25 år senere er Cynthia gift med Terry, og de har en otteårig datter, Grace; Cynthia har deltaget i et tv-program, som skulle forsøge endnu en gang at finde nye vidner eller spor - og pludselig begynder der at ske mystiske ting. Et telefonopkald, en mail, en gammel hat, der pludselig dukker op - Terry har i starten sin kone mistænkt for selv at iscenesætte det hele; enten for at få politiets opmærksomhed eller fordi hun er psykisk ustabil af presset igennem så mange år.

Til tider er der mindre passager, hvor en kvinde og en mand snakker i en telefon - de viser sig at være mor og søn; men er de Cynthias familie? Det giver selvfølgelig et yderligere aspekt og spænding, og i det store og hele er man også godt underholdt.

Tingene tager fart, da folk begynder at dø - men den rigtigt forklaring på mysteriet kommer sent i bogen (ellers er der jo ingen fidus i en krimi). Dog havde jeg gættet mig til den - ikke den sidste lille krølle; men i store træk var løsningen der. Det var ikke en dårlig krimi - men det er vist bare ikke lige min stil.