Tuesday, May 31, 2011

Eksil - Jakob Ejersbo

























  • Danish
  • May 29-30
  • 283 pages
  • Titre français: Pas encore traduit
Endelig lykkedes det mig at finde et bind mere af Ejersbos trilogi til en overkommelig pris; jeg har tidligere vægret mig ved at skulle give 299 DKK også for de to andre meget tyndere bind i serien. Men jeg fandt den anden lille roman, Eksil, til 130 DKK - og det er i orden... også selvom den blev slugt på en flytur hjem til Belgien og en aften i sofaen.

Men det er jo problemet som med den første; at man bliver totalt fanget af ord, handling og personer. Med Eksil havde jeg jo så ydermere rammerne i orden, da historien er en parallel fortælling, som supplerer Liberty.

I Liberty spiller den unge engelske pige, Samantha, en relativt stor rolle, da Christian har en flirt med hende og bliver temmelig påvirket af hendes selvmord. Det var jo så også en ting, jeg vidste - at den endte skidt! Men det gør det jo i Ejersbos afrikanske univers, og Eksil er selvfølgelig ligeså gennemsyret af den dårlige karma, som forældrene overfører til deres børn. Forældre, som tit er kommet for at redde et kontinent, men end ikke kan redde dem selv.

Samanthas far er dog ikke som de andre; han er lejesoldat og har et hotel som skalkeskjul for myndighederne. Moderen er alkoholiker og kun Alison, den fornuftige storesøster, kan vel betegnes som nogenlunde velfungerende i den familie. Samantha går på samme kostskole som Christian og de andre unge, man kender fra Liberty - Jarno, Stefano, Truddi osv. - men hun forsøger med alle midler at blive smidt ud. Et gigantisk råb om hjælp, opmærksomhed, omsorg og helt bestemt også respekt, som alle sidder overhørige.

Hun forsøger sig med druk og sex uden at hun dog kan få sig selv til at kaste alle hæmninger over bord. Men for drengene på skolen bliver hun udråbt til den lokale nemme luder - og de behandler hende derefter. Skolens ledelse gør intet for at hjælpe, og Samantha flytter sig fra øl til kokain på ingen tid, samtidig med, at hun forsøger at forføre Victor, en korrupt narkosælger, som arbejder sammen med faderen.

Det er en meget barsk fortælling om dagligdagen for de hvides børn; de bliver kastet rundt og forældrene vevd knap nok, hvor de sover i skoleferierne. De må klare sig selv, og mange af dem går til grunde. Sproget i bogen er barsk og kontant, og i starten kan det virke som en vulgær teenageroman; men Ejersbo bruger dette sprog og denne barske jargon til at virkeliggøre sine personer i en helt ekstrem grad. For indimellem deres drukture og tilfældige sex tænker de over deres rolle - i Afrika eller som tilbagevendte til en verden og et land, som ikke længere er deres. De er bevidste om, at de lever et utopisk liv - og for Samantha bliver det skæbnesvangert.

Hun ender med at blive svigtet af alle og begå selvmord; ganske som jeg jo vidste det fra Liberty. Hvad er forskellen så mellem de to bøger? I Liberty er det Christian, der fortæller og ser sin opfattelse af situationen. Han kender ikke til hele Samanthas historie, for som de sårede teenagere, de er, deler de ikke smerten med hinanden - men gemmer sig bag en hård facade. I Eksil er det Samanthas ord og smerte, der er synsvinklen og hendes beskrivelse af Christians familie og liv er lige så distanceret, og den vinkel får man udelukkende ved at læse Liberty.

Jeg mangler stadig Revolution, som er en novellesamling - den var endnu for pebret synes jeg; og det er uden tvivl også den, jeg forventer mig mindst af. Men jeg forventer mig nu stadig en del - for som jeg skrev om Liberty, så er dette noget af det mest grusomt imponerende jeg har læst i årevis, og især fra en dansk forfatter!

Monday, May 30, 2011

Trudi la naine - Ursula Hegi























  • French
  • May 23-28
  • 730 pages
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat
Jeg er jævnligt i tvivl om det er en god idé at læse anmeldelser inden man erhverver sig en bog - smag og behag er vidt forskellig; og medmindre det er venner, der anbefaler mig bøger, er der jo en overvældende risiko for, at min smag ikke passer med en ukendt anmelders. Alligevel havde jeg smuglæst et par anmeldelser efter at have købt denne tykke bog - igen om 2. Verdenskrig; og de var ikke specielt positive.

Jeg genlæste et par anmeldelser et par hundrede sider inde i bogen - og de understøttede den fornemmelse, jeg havde og var det generelle kritikpunkt.... at det var nogle meget langtrukne sider jeg skulle igennem. Men så besluttede jeg mig for ikke at lade mig diktere af dette, og da jeg havde timevis af transport i netop den uge, havde jeg tiden til at komme igennem den - hvilket skulle vise sig ikke at være et problem til sidst!

Men starten på Trudis eventyr er lidt træg! Bogen starter i 1915 i en lille imaginær landsby tæt ved Düsseldorf, som hedder Burgdorf (et glimrende pseudonym for en ny på tysk!). Trudi fødes som dværg af forældrene Leo og Gertrud; Leo er hjemvendt fra krigen og hans kone Gertrud begynder at opføre sig mærkeligt. Hun ender med at dø på et asyl, da Trudi er fire år gammel, og den lille pige opvokser alene sammen med faderen.

Trudi har en særlig evne mener hun selv - hun kan se, hvad andre tænker og i visse tilfælde, hvad der sker med dem i fremtiden. I realiteten skyldes dette nok snarere, at hun som dværg betragtes som lildt tilbagestående og uanset sin alder som et barn; det udnytter hun til at overhøre andres samtaler og hun bliver hurtigt til landsbyens historiefortæller. Ikke nødvendigvis på den gode måde - Trudi er ikke et helt igennem sødt og altruistisk menneske! Hun er bitter over sin skæbne, og forsøger som barn at blive længere ved at hænge sig i alting. Hun bliver forfulgt af drengene i landsbyen, og undgår med nød og næppe et voldtægtsforsøg som 14-årig; hun vil have hævn over drengene, og forsøger at nedkaste en trolddom over dem.

Alle disse elementer er selvfølgelig udelukkende i hendes fantasi og ensomhed; en voksende frustration over, at venner forlader hende eller ikke offentligt vil kendes ved hende på grund af hendes forskellighed. Hun bliver jo forelsket som alle andre - men ingen tager hende rigtigt alvorligt; kun når hun spreder historier om byens beboere. Historier som ikke er falske, men som dog minder grusomt om sladder.

Da bogen følger Trudi frem til 1952 spiller krigen selvfølgelig en stor rolle; nazisternes fremgang og indvirkningen på den lille by, hvor tyskere og jøder hidtil har levet sammen. Trudi ændrer taktik fra at sladre til at holde mund, da hun sammen med faderen begynder at skjule jøder i huset. Bogen bliver dermed en slags dannelsesroman, hvor Trudi med tiden affinder sig med sin skæbne og kommer overens med den rolle mange af de andre protagonister har spillet i hendes liv og hun i deres. Det er en bittersød erkendelse af, at på trods af alt, så er hendes skæbne ikke værre end så mange andres.

Det er netop kritikpunktet i flere anmeldelser - at tempoet er langsomt, og der er en overflod af detaljer og beskrivelser. De første par hundrede sider er da også meget præget af dette; der er utroligt mange personer i hele byen - men det tjener til at opbygge portrætterne af dem inden krigen bryder ud, og de hver især handler forskelligt. Dog glider det noget nemmere efter denne lange passage, og man kan jo se, at det var 'nødvendigt' for den videre handling. Det kunne muligvis have været forkortet - men det skaber jo også bogens stemning; og jeg blev fanget af fortællingen.

Slutningen var lidt for tåget til mig; hun vikler sig ud i nogle forestillinger og parabler, hvor man ikke længere ved om det er fantasi eller galskab... eller hendes drømme, der igen tager over. Det var en lidt ærgerlig fornemmelse til sidst efter en ellers udmærket bog.

Monday, May 23, 2011

Five Quarters of the Orange - Joanne Harris

























Joanne Harris' bøger foregår som regel i Frankrig, og de har som regel mad som omdrejningspunkt - som i Chocolat, som blev filmatiseret med stor succes med Juliette Binoche og Johnny Depp - og efterfølgeren, som har et absolut magisk skær over sig. Jeg har også tidligere læst Blackberry Wine, som igen drejer omkring mad, vin, dufte og krydderier - og i Frankrig.

I romanen om appelsinerne følger vi livet i en lille fransk landsby tæt på Angers; det er en rammeroman, som fortælles af den aldrende enke, Framboise, som er vendt tilbage til landsbyen for at åbne en lille restaurant - ikke mindst baseret på moderens uvurderlige opskriftshæfte. Som barn boede Framboise i byen under krigen, hvor faderen døde - men hun forsøger samtidigt at gøre alt for at skjule sin identitet for landsbyens beboere. Efterfølgere af ti personer, som er død en skrækkelig død under krigen - en historie Framboise langsomt løfter sløret for godt hjulpet på vej af sin ærgerrige nevø og dennes kone, som vil have fat i opskrifterne.

Det er historien om familiestridigheden, der bliver årsag til, at en skrækkelig familiehemmelighed afsløres. Moderen Mirabelle er som sagt alene med de tre børn - Cassis, Reine-Claude og Framboise (alle smukke navne på bær); og hun er lettere psykisk ustabil. Hvorfor får man faktisk aldrig en reel forklaring på - muligvis mandens død? Men det leder hende ud i et morfinmisbrug, og hun må blandt andet ty til hjælp hos tyskerne for at skaffe medicin. Desuden kan hun ikke tåle duften af appelsiner - men igen gives der ikke en reel forklaring på dette fænomen; en detalje men som irriterede mig lidt, når den nu skal bære hele bogen.

De tre børn er ikke just bekendt med kærlighed i hjemmet - kun gennem moderens kogekunst - og de knytter et stærkt venskab til den unge tyske soldat, Tomas Leibniz, som har et bihverv som stikker og sortbørshaj. Han får børnene til at føle sig vigtige, og Framboise bruger så appelsiner til at bedøve moderen med, så de kan stikke fra hjemmet.

Venskabet med tyskeren ender frygteligt galt; men det er en vel klassisk historie om, hvad der foregik i mindre franske byer, hvor fjenden til sidst også blev en del af samfundet i kraft af deres omgang med lokalbefolkningen. De spiller skak sammen på den lokale café, men de er stadig den besættende magt - og da det kommer for vidt må nogen betale.

Man ved fra starten, at de ti personer bliver henrettet; man aner også, at Framboise har en anden rolle i det, end den offentligt kendte - så derfor er plottet ikke den totale overraskelse. Jeg synes, at den på flere måder mindert om "Brodecks rapport" af Philippe Claudel; blot er denne gennemgående barsk og vellykket og ikke med den evigt nødvendige amerikanske happy end. Der mangler overordnet den sidste bid, som ville have gjort uhyrlighederne virkeligt grumme - og hun når ikke helt til bunds i personerne, synes jeg. Endelig synes jeg ikke, at hendes trang til altid at inddrage det gastronomiske element er nødvendigt for denne roman - tværtimod tager det den plads, der kunne have været benyttet til at få resten finpudset!

Thursday, May 19, 2011

So long, and thanks for all the fish - Douglas Adams
































I den fjerde del af den gakkede galaksefortælling, som jeg oprindeligt aldrig troede, at jeg ville nå til, er Arthur Dent tilbage på Jorden. Jorden er ikke gået under, og selvom han selv mener, at han har været væk i otte år, viser det sig blot at være otte måneder. Han fortæller en masse om sine oplevelser til vennerne nede på pubben, som selvfølgelig ikke tror på ham.

Til gengæld opdager han, at der har været en hændelse den dag Jorden gik under, men at den er blevet bortforklaret som hallucinationer. Men siden den skæbnesvangre dag er alle delfinerne forsvundet fra Jorden - og Arthur finder en fiskebowle i sit hus; en gave fra delfinerne, hvor der står indgraveret - Farvel, og tak for alle fiskene. Alene titlen er jo i sig selv genial!

Arthur møder samtidig den lidt aparte Fenchurch; en ung pige, som betegnes som skingrende skør af sin bror - men hun så meningen med Livet den dag Jorden gik under, og de to er som skabt for hinanden. De genkender dens ene særheder i den anden, og de tager på romantiske flyveture sammen... af den slags, hvor de selv flyver vel at mærke.

De tager også på opdagelse efter en amerikansk særling, som mener, at han har besøg af delfinerne, og at den planet de nu er på blot er delfinernes ersatz for den rigtige, som er forsvundet. De kommer sammen afsted ud i rummet igen - ikke mindst for, at de kan finde Guds sidste besked til sit Univers og på vejen dertil møder de den døende robot, Marvin.

Denne bog er på mange måder anderledes - den handler udelukkende om Arthur; den foregår primært på Jorden og det specielle er knapt så freaky som i specielt den første bog. Havde den første været som denne, havde det muligvis været svært at accelerere til det specielle niveau fra de andre bøger. Ved at køre tempoet ned bevæger Adams sig stille og roligt mod en slutning, og det gøres uendeligt elegant.

Men det er ikke den sidste bog; de fire, jeg nu har læst, udkom jo mellem 1979 og 1984 - men i 1992 kom der en femte del i 'trilogien'. Den var ikke udkommet, da en ven gav mig serien for snart mange år siden. Men jeg bliver jo faktisk nødt til at investere i den nu... for der er ingen tvivl om, at jeg er blevet blaffergal. De skal genlæses, gemmes og der skal grines og tænkes mere over dem! Det var i hvert fald en opdagelse, jeg ikke havde regnet med at gøre i denne måneds bogudfordring!

Monday, May 16, 2011

Life, the Universe and Everything - Douglas Adams
































Tredje del af trilogien i fire dele, ja, sådan er det - hedder Livet, universet og det hele... det er et citat fra en af de to tidligere bøger i Adams kultserie om Arthur Dents galaktiske rejse efter den skæbnesvangre torsdag, hvor han vågnede op og Jorden gik under.

Arthur landede i fortiden i slutningen af den sidste bog; og denne starter med hans liv der, hvor alting foregår rimeligt stille og roligt. Men så dukker hans ven, Ford Prefect, igen op og eventyret tager fat. De bliver ført til England til en cricketbane blot to dage før Jorden går under; her møder de de grimme Krikkit-robotter, som er ved at samle relikvier sammen, der skal bruges til massiv destruktion af hele Universet.

Den lille gruppe inklusive Zaphod og Trillian og den gamle mester, Slartibartfast, rejser sammen rundt i diverse tidsaldre på kryds og tværs og møder endnu engang en fantastisk gruppe fascinerende personligheder i deres forsøg på at hindre dette. Der er igen endnu mere sort humor i denne trejde roman, som der var i den anden i forhold til begyndelsen synes jeg. Tit må jeg tage mig selv i højlydt at grine; og det er en ren fryd at læse om rumskibe opbygget som italienske restauranter eller sofaer, som udelukkende eksisterer som en visuel gengivelse af, hvad man gerne vil se - Arthur ser endda en fornem bakke med te, som han jo virkelig savner - men igen er det kun synsbedrag.

Han ender dog med at afværge Universets undergang, og trækker sig tilbage til Krikkit-planeten, hvor han affinder sig med at skulle leve i fred og ro. Han er efterhånden blevet lidt af en helt i galakserne - hvilket ikke kan være sjovt for den egocentrerede Zaphod. Men da der er flere eventyr, er jeg sikker på, at der sker flere vanvittige ting.

Jo mere jeg læser bøgerne, og kommer ind i personerne og den vanvittige tankegang, jo mere lyst får jeg faktisk til at se filmen!

Tuesday, May 10, 2011

The Restaurant at the End of the Universe - Douglas Adams

























Efter den første bog i kultserien om Arthur Dents fantastiske eventyr ud i Galaksen, gik jeg faktisk med det samme i gang med nummer to i serien. Som skrevet blev jeg, uagtet min generelle manglende interesse for denne genre, grebet af deres eventyr og jeg var spændt på at se, hvordan det ville udvikle sig. Jeg fortryder bestemt ikke, at jeg fortsatte - tværtimod er nummer to endnu bedre end nummer et i mine øjne.

I denne bog bliver Zaphod, den afsatte præsident, skilt fra de andre i gruppen, og opdager, at han er udset til at finde manden, der bestemmer over Universet - men problemet er selvfølgelig at gætte, hvem det er! Han bliver selvsagt udsat for en del spøjse oplevelser på sin vej, inden han genfinde de andre på Restauranten fopr enden af Universet. Titlen er faktisk bedre på engelsk, da End of the Universe anskueliggør hele restaurantens formål, hvor gæsterne rejser til fra fortiden for at være vidne til Universets undergang. På restauranten møder de en kendt popsanger, som desværre er kunstigt død - en straf for at snyde i skat; og det er i denne bog tydeligere, at samfundsironien og ordlegene er mere veludviklede.

Der er den ultimative maskuline diskussion i parkeringskælderen, hvor de diskuterer, hvilket rumskib de skal stjæle - og de ender med at tage en rap sort sag. Det viser sig dog at være popstjernens rumskib, som er forprogrammeret til at crashe ind i Solen ude i en ørken under en af deres notoriske koncerter. Dårlige nyheder endnu engang - men som altid redder de sig ud af kniben i sidste sekund.

De styrter ikke igennem Solen, men derimod finder de en teleport, som kan bringe dem i sikkerhed, og de befinder sig ombord på et pudsigt rumskib, som er fyldt af nedfrosne middle class-personer, som er del af et projekt om at genbefolke en anden planet. Hele episoden med årsag til denne flugt og dens fortolkning af de forskellige personer er ganske neklet hylende morsom; det er også her, at visse ord sagt højt pludselig bliver guld værd - som deres drinks jynnan tonnyx eller Ouisghian Zodahs!

De ender endnu engang med at styrte ned - men denne gang er det gået helt galt; de er endt i forhistorisk tid - to millioner før vores tid. De ender bogen med et lille spil Scrabble - en metode så god som andre til at finde svar på det store spørgsmål om meningen med Universet som en anden! Dog giver Scrabble-brikkerne dem et kryptisk spørgsmål til svar: Hvad giver seks gange ni? Som slet ikke passer med svaret, som de jo fik i den første bog - og som er 42!

Så knap var denne lukket i, før nummer tre var åbnet. Det havde jeg bestemt ikke forventet!

Sunday, May 8, 2011

The Hitchhikers Guide to the Galaxy - Douglas Adams


























Mit forsøg ud i Fantasygenren for denne måned, er muligvis ikke helt Fantasy - til gengæld er det i mine øjne heller ikke rendyrket Sci-Fi; det er surrealistisk britisk humor i form af den verdensberømte trilogi i fem dele af Douglas Adams, som oprindeligt var en række radioudsendelser inden det blev til bøgerne, og til sidst til en film. Jeg fik dem faktisk forærende for nok tyve år siden af en ven, som mente, at de var et absolut must at læse. Men det er ikke en genre, jeg overhovedet er tiltrukket af - så udfordringen var stor, da jeg afsatte en søndag i ulidelig varme til den. Ikke mindst fordi den efterhånden er i 1-bladssystem, som ikke gør den velegnet til sporvognstransport.

Det var nok også udemærket, for selvom den er lille og ikke skrevet i et vanvittigt indviklet sprog, så er konklusionen nok, at det aldrig bliver min kop te. Men på en underlig splittet måde - for jeg er gået i gang med efterfølgeren fordi jeg alligevel er nysgerrig efter at vide, om de finder meningen med Universet.

For det er essensen af det hele. Arthur Dent er en almindelig ung englænder, som en dag vågner til en bulldozer foran sit hus. Det skal rives ned! Arthurs ven, Ford Prefect, kommer dog inden det sker - han ved nemlig, at noget meget værre venter... Jordens undergang. Ford er nemlig ikke den, Arthur troede. Han kommer fra det ydre rum, hvortil han nu skynder sig at redde dem begge til, da Jorden ganske enkelt forsvinder. Arthur kommer ud for nogle imponerende oplevelser, da han stifter bekendtskab med Vogonerne - de onde, som vil udrydde Jorden; den depressive robot, Marvin og den farverige præsident for galaksen, Zaphod Beeblebrox. som ydermere viser sig at have taget pigen Trillian med fra Jorden. En pige, som Arthur forsøgte at lægge an på til en fest nogle måneder tidlilgere.

Han opdager også, at Jorden reelt set blot var en stor computer drevet af hvide mus. Hvis vi gik og troede, at de var forsøgsdyrene, opdager han nu, at det faktisk er helt modsat. Der er fantasifulde idéer om delfiner og mus, galaksesystemer og svaret på livets store spørgsmål, som er 42! Men hvad er så spørgsmålet?

Det er det, Vogonerne er sat til at stoppe - svaret må ikke findes, da det vil sætte Universets psykiatre ud af bestilling. De fire uheldige helte er således kastet ud i det galaktiske eventyr, hvor de møder blå former og halvtredsarmede kreaturer... og alting har usandsynligt indviklede navne. Det er den del jeg har det lidt svært med - alle de mystiske informationer, man skal lagre for at kunne genkende de forskellige planeter og væsener undervejs.

Men alligevel er der noget, som får mig til at læse videre - og også til næste nummer i serien... om jeg kommer igennem alle fem er nok tvivlsomt; men med den første oprindelige bog har jeg da endelig fået svar på fænomenet. 





Saturday, May 7, 2011

Ebène - Ryszard Kapuściński

























  • French
  • May 1-6
  • 373 pages
  • Dansk titel: Ibenholt
Ryszard Kapuscinski er en polsk journalist, som i sig selv havde et interessant og kontroversielt liv. Siden på Wikipedia går i detaljer med de kontroverser, der har været om hans eventuelle hemmelige arbejde for Kommunistpartiet under Den Kolde Krig. Han var flere gange lige på vippen til at vinde Nobels Litteraturpris, men fik den aldrig og døde for nogle år siden efter et langt og spændende liv som journalist. Muligvis ville han ikke have sat pris på den heller - for hans journalistiske arbejde gik først og fremmest ud på at møde 'manden på gaden' og ikke eliten.

Men manden på gaden var snarere manden på savannen; for Kapuscinski brugte knap fyrre år af sit liv på at gennemrejse Afrika på kryds og tværs. Ibenholt er en sammenkogning af disse mange års rejser, og er en samling historier fra forskellige afrikanske lande i en vistnok nogenlunde kronologisk rækkefølge. Den første er dateret i Ghana i 1958; men de efterfølgende historier er ikke og man kan nogle gange situere dem historisk ud fra de politiske begivenheder, som massakren i Rwanda eller Amins styre.

I indledningen siger Kapuscinski, at Afrika ikke eksisterer. Det eksisterer geografisk, men hans konklusion er, at kontinentet eksisterer mere som en essens af liv og personer, og er for stort til at kunne beskrives. Det kan man så argumentere imod efter læsningen af hans bog, hvor han konsekvent sætter afrikanerne op mod europæerne (eller amerikanerne). Er det så en racistisk eller en etnocentrisk måde at anskue kontinenter på?

Jeg tror det bestemt ikke! Han sætter fingrene på de universelle elementer, som udgør Afrika - problemerne efter kolonialismen, som alle afrikanske lande har været udsat for. Problemerne med manglende vand og føde, borgerkrige, warlords men også dagliglivet - kvinderne, der bruger en dag på markedet uden at handle men mere som et socialt indslag i deres liv; eller den spontane dans, der kan opstå i gaderne fordi man trods al elendigheden elsker livet. Et gennemgående element, som næsten begyndte at irritere mig, var hans problem med heden!

Det er evigt tilbagevendende; 'der er varmt som i Helvede', 'man brænder op'.... en polak er tilsyneladende ikke særlig varmeresistant - eller også har han udelukkende rejst i de varmeste måneder af året. For der er steder og årstider, hvor det absolut ikke er varmt - heller ikke ude i Sahel-ørkenen. Men det virker som en stor ting i hans oplevelser. Når det er sagt, så er resten af hans bog ganske enkelt enestående. Det første kapitel, som beskriver en rejsendes første møde med Afrika gav mig næsten tårer i øjnene ved minderne om mit eget første - for han rammer virkelig plet. Det er ikke kun mødet med Afrika, men den reaktion i os selv, som man konstant skal arbejde med, når man befinder sig i så fremmede omgivelser.

Han beskriver et skotsk par, som han mødte i toget, og som nægtede at snakke med nogensomhelst af de lokale. De havde fået kulturchok, og var bange for at blive snydt og bedraget, bestjålet eller det, der er værre. Det er ikke racisme i mine øjne. Det er ganske enkelt et psykisk chok, som nemt kan forekomme, hvis man ikke er forberedt på Afrika. De har ganske givet fortrudt ved hjemkomsten, at de reelt ikke Afrika. Kapuscinskis rejser er ikke med komfort og afstand; han rejser med lokale transportmidler og bor blandt lokale - hans beskrivelser er nok så meget historiske og enestående for os, som ikke i detaljer kender til hvert lands tragiske baggrund. De er også poetiske og følsomme, og de er ikke skrevet i vanligt journalistisk sprog - og skaffede ham ry for at skrive magisk journalistik.

At det er magisk er der ingen tvivl om; men det er også til tider barsk. Jeg brugte lang tid på at læse den, fordi det sætter så mange tanker i gang - det krævede atlas og Google Earth at følge ham, og Wikipedia til yderligere informationer. Udover, at der i dag findes et utal af fantastiske afrikanske forfattere, som sætter fokus på deres kontinents kultur og historie, så må denne bog være et must for alle, som er forelsket i de personer, som udgør Afrika.