Margrete den Første - Vivian Etting

• Dansk
• 27.-30. januar
• 316 sider

Jeg synes selv, at jeg gjorde lidt af et kup, da jeg i juleferien i Danmark fandt denne smukke bog nedsat til blot hundrede kroner. Muligvis et marketingskneb fra forlagets side, som har regnet med en stigende interesse for kvindelige danske regenter op til den anden Margret(h)es jubilæum umiddelbart efter jul. Under alle omstændigheder er det en smuk bog i kvalitet - flot papir, fine illustrationer og dejlig tyk indbinding, som så gør den totalt uegnet til transportlæsning.

Men indholdet var så en helt anden snak! Jeg var meget meget tæt ved at give op - og jeg er ellers normalt umådeligt glad for såvel historiebøger samt biografier. Men en biografi kræver jo som bekendt, at man har noget at basere sin viden på - og i dette tilfælde er det forbavsende lidt udover nogle tyske krøniker og andre referater af fx Kalmarunionens indførelse. Om personen Margrete bag er der reelt set kun to breve, der kan tillægges hende officielt. Det er altså hendes politiske handlinger og krige, vi får indblik i - og temmelig overflødige beskrivelser af liv og levned af forskellige personer i hendes omgangskreds.

Ved nærmere eftersyn bærer bogen dog også en anden undertitel, som dog ikke figurerer på omslaget - nemlig OG HENDES SAMTID. Flere kapitler i bogen er således helliget litteraturen, kunsten, verdensopfattelsen og levevisen i den danske middelalder. Om det så er relevant i en biografi om en dronning kan diskuteres?

Det er interessant, hvis bogen er skrevet som eksempelvis undervisningsmateriale til en målgruppe, som ikke kender til emnet. Men dertil er den dog for teknisk på alt for mange områder; men alligevel for overfladisk til personer med indgående kendskab til emnet. Ikke, at jeg regner mig selv for en sådan - men da den i forordet nævner fagfolk, må de anses som værende en målgruppe - og da forfatteren er historiker er dette også nærliggende. Men så skal man ikke udgive i bredden som her - der er en tydelig forvirring over, hvem man egentlig henvender sig til.

Biografier af denne art er svære i og med, at meget henhører under spekulationer og personlige fortolkninger. Vivian Etting kommenterer da også på tidligere historikeres fortolkninger, og er i en del tilfælde uenig. Det kommer dog uden nogen form for analyserende forklaring på årsagen til dette, og virker alt for personligt - og ikke mindst i lyset af, at alle de andre er mandlige historikere, og Etting givetvis har en kvindes beundring for en kvindes bedrifter.

Det hele sammensat var det en lidt tung omgang, som manglede den peps og energi, som gør en moderne biografi spændende. Dertil kom en række for mig totalt uforståelige - og gentagne - stavefejl; som fx når Etting optil flere steder skriver om centrer! Totalt uacceptabelt, når man er nået til tredje oplag! Ligeledes er der flere episoder og citater, som genbruges op til 4-5 gange i løbet af bogen - uden tvivl fordi, der eksisterer så få. Men det er desværre ikke en passabel undskyldning, og det overordnede indtryk er temmeligt skuffende i forhold til forventningerne.

La Peur du paradis - Vincent Engel

• Fransk
• 23.-26. januar
• 471 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg læser ikke mange belgiske forfattere; der er selvfølgelig færre end de franske - og de er typisk flamske. Ikke, at det er en kritik eller et kriterie - men belgiske forfattere er af en pessimistisk slags. Men med det jeg hurtigt opdagede af Vincent Engels forfatterskab så er han ligesom Laurent Gaudé - som er franskmand, men betaget af såvel Afrika som Italien. For Engel er det helt tydeligt Italien - men ikke det mondæne pæne Italien - her er det i Puglia; nede i støvlehælen i den støvede fattige trøstesløse Italien, som Ammaniti også beskriver.

Historien strækker sig over 45 år; fra da drengen Basilio mister sin far til han som voksen er væk fra det på alle mulige måder fattige liv i San Nidro - en fiktiv landsby på kanten af verden. Basilio lever et liv væk fra de andre børn - i symbiose med naturen og den gamle særling Filippos adopterede datter Lucia; de to børn strejfer omkring i skoven og på stranden og har svoret hinanden ikke at forlade det gudsforladte sted. Men da Filippo dør, opfylder Basilio hans ønske - at blive kremeret. I fuld strid med den katolske tro brænde børnene Filippo på et bål på stranden.

Politiet kommer; den lokale perverse katolske præst udnytter chancen; Lucia biver sendt i kloster i Bari; Basilio vil finde hende igen; hun undslipper præstens voldtægtsforsøg og vender tilbage og dræber præsten - og må igen flygte. Basilio er igen centrum for et lillebitte samfunds kritiske øjne, og ender med sortskjorterne i Mussolinis begyndende terrorregime.

Hele den første del af bogen foregår præcist så langsomt som livet dernede i enden af verden - et tempo, der passede til mig og fik mig hensat til Gaudés Scorza og Ammanitis beskrivelser af elendigheden. Blot i en anden tid. Pludselig går årene hurtigt og Basilio er tilbage i San Nidro - men Lucia er i Rom på et hospital, hvor man knap ved om hun er gal eller syg. Naturbarnet.

Bogen slutter efter en pause på tyve år, hvor man aner, at tragedier er sket - men i San Nidro er det primært livet, der ganske enkelt er stået stille. Lægen fra Lucias hospital rejser til San Nidro, og finder blot to gamle kvinder som de eneste overlevende i en landsby, som alle tilsyneladende har glemt. End ikke Mussolinis soldater fandt dertil under 2. verdenskrig.

I den franske titel er Peur (angsten) med stort i modsætning til ordet Paradis, som vi normalt ser skrevet med stort forbogstav i sin bibliske betydning. Engels bevidste valg vidner om hans vægtning af angsten, som mærker alle personerne hele livet igennem. Basilio, som mister sin far, sin ungdomskærlighed og muligheden for en fremtid afskåret i denne øde del af landet. Hans mor Annunziata, som er angst for barnets mangel på gudsfrygt. Valentina - den unge enke, som er tiltrukket af den unge dreng; forfører ham men lyver og må leve med angsten for hans afrejse. Luigi - den gamle fisker, hvis søn forlader landsbyen som alle andre unge - som lever i angsten for at dø alene; og hans søn Francesco, som lever i angsten for at skulle stå til regnskab for sin afrejse.

Man kan nok ikke helt forestille sig en landsby i en så stor ensomhed og isolation; men samtidig ser man den for sig - de gamle italienske enker i sort... og man har lyst til at vandre i gaderne med de til sidst tomme huse. Og mysteriet om Basilio og Lucia... hvor forsvandt de hen? Og sammen? Det er ikke en patetisk love story - men en historie om disse fattige landsbyer i miljøer, hvor man ikke kan, må eller tør rejse. Magisk stille og fængslende!

Les vaisseaux du coeur - Benoîte Groult

• Fransk
• 23. januar
• 249 sider
• Dansk titel: Du og jeg
• Bogudfordringen 2012

Benoîte Groult er lidt af en institution i Frankrig; selvom hun udgav sin første roman i 1958 er det først noget senere, at hendes feministiske ideologier tager overhånd i romanerne. Hendes seneste roman udkom i 2008, da hun var 88 år gammel. Det er da lidt imponerende! Især hvis den er interessant selvfølgelig!

Men denne er helt tilbage fra 1988, hvor den stadig kunne chokere en anelse i en tid, hvor kvinder ikke udlevede deres fysiske passioner knap så åbenlyst. Der er Frankrig jo et pudsigt land - alle deres præsidenter stort set uden undtagelse har haft affærer og/eller uægte børn... men kvinderne skulle holde sig på måtten. Det er en anden bornerthed end i USA, hvor de bare er hyklerisk ulidelige ifølge mig. Men det er en anden snak!

Romanen skulle være inspireret af en delvis selvbiografisk historie, og uden at hun nogensinde har udleveret den sande historie, så fornemmer man det så tydeligt hele vejen igennem. Både, at den er skrevet som en form for sorgterapi over dette forhold - men også, at det har været en stærk erotisk personlig oplevelse.

Hovedpersonen indleder i prologen med at fortælle, at navnet på den bretonske fisker ikke er hans rigtige navn - men i bogen kalder hun ham Gauvain. De mødes som børn - drengen nogle år ældre end pigen - da pigen med familie tilbringer somrene i deres hus i Bretagne. Da de bliver voksne unge mennesker tilbringer de en elskovsnat sammen, og efterfølgende kommer han til Paris og de lever i nogle dage, hvor de elsker uhæmmet - men mest i den fysiske forstand.

Gauvain vil giftes - og ophæve sin nuværende forlovelse med en pige hjemmefra. Men hun nægter. De er for forskellige; de kommer fra to vidt forskellige sociale miljøer - intellektuelt har de intet tilfælles... og selvom den fysiske tiltrækning er stor, så er det ikke nok til at bygge et ægteskab på. Gauvain tager hende det ilde op, og forlader Paris skuffet. De gifter sig hver især med en anden. Gauvain lever det forudsigelige liv som fisker ude på de store have - med orlov hjemme på landjorden hos den stabile og lidt kedelige kone og de fire børn. Hun gifter sig og bliver skilt. Hun rejser til USA for at bosætte sig, og vender hjem på ferie.

Ti år senere mødes de tilfældigt i Dakar, og det bliver starten på et anderledes forhold. De har stadig hvert deres men til tider tager de et fly og mødes fjernt fra Frankrig og familier og forpligtelser. Deres forhold er stadig mest baseret pådet fysiske, som Groult gør en del ud af at beskrive fra en kvindes fysiske opfattelse - og med ord og beskrivelser, som måske chokerede i 1988 men næppe kan gøre det i dag. Der er øjeblikke, hvor hun skammer sig over ham og hans mangel på kultur. Hun skæmmes, da han begejstres over Disneyland i USA, men hun lærer ham også, at følelser finder og at man kan snakke om dem.

De er meget forskellige og alligevel mødes deres kroppe i en ekstase, som ingen af dem nogensinde formår at finde hos andre partnere. Men som tiden går begynder en lille tanke alligevel at lure i hendes baghoved - for han skal pensioneres, og mulighederne for deres flygtige møder vil blive umulige. Kan de måske leve sammen på trods af deres forskelligheder - og vil han kunne forlade sin kone efter 30 år? Svaret får hun aldrig - for Gauvain dør kort efter under en hjerteoperation; han havde fravalgt operationen for deres sidste møde - og det bliver for sent. Hun må møde op til en begravelse, hvor hun ikke har ret til at græde over ham andet end som en barndomsven, og bitterheden og realiteten rammer nok hårdest der.

Hun kan virke som en egoistisk kvinde, som udelukkende udnytter ham seksuelt - det var selvfølgelig forfærdeligt dengang. Hvorfor kan jeg nu ikke forstå? Jeg er overbevist om, at vi tit kan møde en partner, som fysisk er perfekte for os - men som vi aldrig ville kunne dele en hverdag med. Jeg kan ikke se, at der skulle være noget galt i at tage ansvaret for sine fysiske behov og indrømme, at man ikke vil have resten af pakken. Mænd kan - men det er stadig lidt tabubelagt for kvinder.

Selvfølgelig nok også fordi vi har sværere ved at adskille de to ting i længden - og det er da også den sorg hun rammes af, da Gauvain dør. Der er det ikke længere savnet af fyrig elskov - men manden, der også gav hende ømhed og nærhed omend i små doser og i skjul. Men han endte jo med at kende hende bedre end nogle af de andre mænd i hendes liv.

Jeg synes, at det var en smuk og tankevækkende roman; jeg følte med hende til sidst og jeg forstod hendes berettigelse i de andre valg. Leve sit intellektuelle og professionelle liv med andre eller til tider alene - og have en elsker, som opfyldte de andre behov. Det er ikke en permanent løsning for alle - men jeg er overbevist om, at den for mange af os ville kunne undgå mange skuffelser og forliste ægteskaber, fordi man er bange for at indrømme, at de fysiske behov kan gå frem for de psykiske. Det er også meget modigt - eller var det i 1988 - at tage fat på et sådant emne; og hvis den stadig kan findes på dansk et sted vil jeg virkelig anbefale den - nok mest til kvinder dog!

Det er også en smuk bog om, hvordan vores seksualitet udvikler sig livet igennem... når ømheden tager over fra de fysiske behov; og hovedpersonens syn på sin aldrende krop og hendes egen evne til at forføre. Dermed er det en perfekt kandidat til én af udfordringerne i Bogudfordringen 2012 - nemlig Livsfaser.

Je suis le dernier juif - Chil Rajchman

• Fransk
• 22. januar
• 138 sider
• Dansk titel: Jeg er den sidste jøde

Barsk, barsk, barsk! Så enkelt kan Rajchmans beretning om hans 10 måneder i udrydningslejren Treblinka beskrives. Selvom man kender historierne; selvom man har set fiktive eller reelle billeder og læst bøger ligeledes enten fiktive eller reelle, så ryster det igen og igen.

Primo Levis berømte bog er mere baseret på det psykologiske aspekt ved livet i lejrene; Rajchmans er faktuel og beskriver i detaljer, hvordan gaskamrene fungerede - set af én af dem, som var med til at hive guldtænderne ud og bære dem til bålet. Enten inde fra gaskammeret eller opgravet fra massegravene, da tyskerne begynder at blive bekymrede for, at man skal finde spor af deres ugerninger.

Treblinka udmærkede sig også ved at være en lejr, hvor fangerne gjorde oprør i august 1943; det blev uden tvivl Rajchmans redning, da det lykkedes ham at undslippe og holde sig skjult og til sidst nå til Warszawa. Der gemte han sig på forskellig vis til krigen var ovre, og han nåede at leve mange år efter. Hans notater blev skrevet umiddelbart efter flugten fra lejren, og er derfor historisk interessante, da de jo faktuelt er friske i erindringen. Om arbejdsdelingen i lejren - om navnene på de forskellige SS-officerer... og han var blandt andet med til en retssag i Israel mange år senere efter, at han mente, at have genkendt en af bødlerne fra lejren.

Hans overlevering gemte han dog for sig selv; noterne blev fundet ved hans død som 90-årig - som en del overlevende har det uden tvivl ikke været menneskelig muligt at tale om det; men heldigvis består hans noter. Det er meget grusom læsning, og jeg synes at hans ord skal sammenholdes med Primo Levis for at få et mere omfattende billede af rædslen. Den ene eller den anden alene er måske ikke nok til at forstå, fordi de behandler tingene så forskelligt. Men i deres helhed udgør de, hvad der burde være obligatorisk læsning for alle skolebørn.

Arseniktårnet - Anne B. Ragde

• Dansk
• 16.-18. januar
• 439 sider

Anne Ragdes trilogi Berlinerpoplerne, som har haft en kæmpe succes selv hernede efterhånden, var måske ikke den mest revolutionerende læsning, jeg har læst. Men der var episoder, der var hysterisk morsomme - og det overordnede indtryk var hyggelæsning med en god evne til at beskrive dagligdags situationer og følelser. Dog mener jeg ikke, at hendes bøger er den indbundne udgaves pris værd. Men i lufthavnen på vej hjem fra juleferien i Danmark, fandt jeg den i paperback til en mere fornuftig pris. Det er dog stadig en slags penge for en bog, man læser på tre dage.

Historien starter med Amalie Thalia Thygesens død i Danmark; datteren Ruby og barnebarnet Therese med oldebarnet Stian modtager beskeden i Norge - med absolut blandede følelser. Ruby jubler over og vil hurtigst muligt til København for at 'fejre' det med sin yngre bror Ib. Therese, som er enebarn, er delt mellem kærligheden til mormoderen og loyaliteten til moderen - og der er jo en hel historie, hun muligvis ikke kender.

De rejser til  Amalies hus, hvor de sammen med Ib og dennes kone, Lotte, gennemgår skabene og deler minderne. For Ruby og Ib er det med foragt, had og overlegne vittigheder om moderen - men for Therese er det med vemodighed og minder om stunder med Amalie.

Bogen er opdelt i flere store afsnit, som bevæger sig langsomt bag i tiden. Først er der Rubys barndomserindringer; det er under krigen, hvor hun vokser op med moderen Amalie, som drikker og fortryder sin ødelagte karriere som skuespillerinde og faderen, som er blåmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik - men som faktisk slet ikke er hendes far. Alle moderens frustrationer over livet som husmor går ud over Ruby, som blev barnet, der fik hende ned fra scenen og begyndte nedbrydningen af hendes krop.

Derefter kommer vi yderligere tilbage i tiden - til Amalies mands, Mogens, ungdom og hans bristede drømme. Endnu længere tilbage kommer vi med afsnittene om Mogens barndom i et dystert præstehjem i Jylland og med Amalies barndom på et værtshus i Nordsjælland med en far, der voldtager hende. Det forklarer en del om, hvorfor de to endte som de gjorde - men jeg synes, at den samme indsigt manglede for de øvrige personer.

Ideen er jo tydelig; klargøre, hvad vores rødder får af betydning for vores egen opvækst. Forklare, hvordan "små" begivenheder som en forkastet karrieremulighed kan ændre en livsbane og en livslyst. Men den samme grundighed bliver ikke brugt til at forklare Thereses forhold til sin mor Ruby; det afsnit slutter, da Therese er 4 måneder gammel - og slet ikke til at forklare, hvorfor Therese selv tilsyneladende også er enlig mor. Der er jo sammenhænge - men de forklares ikke.

Marilyn French har skrevet en glimrende og rørende roman om dette moder/datter-mønster; og der er en snert af det i Ragdes roman - men den mangler den sidste finesse. Den kunne faktisk uden problemer have været længere og gået tilsvarende i dybden med Rubys og Thereses livsbaner - i stedet slutter den barsk med et uafklaret forhold mellem Therese og Ruby ved bisættelsen; og det virker desværre en anelse tamt.

Men derudover er der glimrende scener om ganske almindelige mennesker - om Danmark, som det så ud i starten af det 20. århundrede; for pudsigt nok foregår det hele i Danmark. Ragde må have en forkærlighed for at lade sine personer være i Danmark - en del af familien i Berlinerpoplerne boede jo også i København. Der er historier om omrejsende cirkus, om Bibellære i de stærkt indremissionske kredse - og om detaljerne ved malerkunsten som porcelænsmaler. Det var hyggelig læsning, men nuancerne på nogle få af personerne manglede desværre.

Marina - Carlos Ruiz Zafon

• Fransk
• 15. januar
• 282 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

I efterordet ti Zafons sidste bog skriver han om ungdomsbøger, og hvordan han aldrig har forstået distinktionen mellem bøger for yngre eller ældre; at han skriver bøger han selv ville have læst som teenager. Og der er unægteligt også en rød tråd i alle hans bøger - mystik, spøgelser (eller ej) og ulykkelig ungdommelig kærlighed. Det er desværre nok blevet lidt for symptomatisk nu!

Allerede med Englens spil var jeg uendeligt skuffet i forhold til Vindens skygge; og jeg ventede klogt nok til denne udkom i pocketformat - men derfor er 8 EUR stadig mange penge for en så lille bog, som slet ikke levede op til forventningerne.

Det han gør godt er beskrivelserne af Barcelona - især når jeg nu kan genkende gadenavne og bydele; og historien foregår igen i den gamle, tågede og mystiske del af byen, hvor huse ligger hen som spøgelsesslotte - og her finder den 15-årige Carlos på en udflugt fra sin kostskole den jævnaldrende Marina, der bor i et sådant hus. Hun bor alene med sin gamle far, og de har hverken elektricitet eller anden moderne komfort selvom vi er i 1979. Men de to unge bliver venner, og tager sammen på eventyr ud i byens andre obskure dele.

Marina viser ham en gammel tilsløret dame, der fast besøger kirkegården hver måned - på en grav uden navn. Drevet af deres nysgerrighed følger de efter hende, og finder et gammelt hus med marionetdukker, der mest af alt minder om krydsninger mellem mennesker og metal og træ. De finder et gammelt fotoalbum - og så er eventyret igang, og de optrevler den fantastiske historie. Om lægen, der var mentalt ustabil og angrebet af en arvelig muskelsygdom; som bliver rig og kendt i Barcelona i slutningen af 1930'erne og gifter sig med den unge og smuke Eva, der bliver overhældt med syre på deres bryllupsdag. Om deres sociale nedtur og lægens begyndende sygdom, som for alvor får ham i gang med forsøgene på at rekonstruere sin krop ud fra et serum af sommerfuglelarver, der æder deres børn.

Det er en form for Frankenstein-historie - og det er en lille pudsighed, at lægen, der behandler lægen hedder Shelley - som forfatteren til Frankenstein-romanen. Men derudover bliver det lidt for vampyragtigt til min smag. Om døde, der genopstår i Barcelonas kloakker på jagt efter de sidste flasker serum, og den tiltagende erkendelse af, at Marina selv er uhelbredeligt syg.

Det er historien, der skal blive deres historie - det er moralen om, at selv Oscar ved opdagelsen af Marinas sygdom ville kunne foretage sig lignende uhyrligheder... i hvert fald under chokket de første par dage. Det er den tragiske slutning med Marinas død - men de to historier hænger dårligt sammen, og det virker for konstrueret for mig. Den poetiske mystik, der omgav Vindens skygge er helt væk - og det virker faktisk som om, at Zafon selv er løbet lidt tør for inspiration med denne korte roman for at holde gang i flammen - og indtægterne. En meget stor skuffelse desværre!

Can I Come Home, Please?

• Engelsk
• 13. januar
• 265 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En hurtig udsalgsbog, der røg i tasken forleden - og som var de få par euro værd. Absolut!
Bogen er lavet med støtte fra det britiske Imperial War Museum, og er selvfølgelig et non-fiktivt værk, som dog er opbygget med en vis struktur, og også med forklarende parenteser måske specielt rettet mod børn. For det er børn, det handler om - andre børn fra en anden tid, som havde det noget anderledes end vores dages børn i Europa i hvert fald.

Bogen er udtalelser om oplevelser fra 2. Verdenskrig samlet blandt børn, der gennemlevede det. Den starter i Tyskland i 1933, da Hitler kom til magten med tyske børns opfattelse af det. Det er muligvis den mest groteske del af det hele - at børn var fascinerede af Hitler Jugend; sangen, flaget, paraderne og sandelig også spændingen ved og troen på, at Tyskland var berettiget til deres besættelse af Tjekkoslovakiet og senere Polen.

En meget stor del af bogen omhandler også de britiske børn, der blev evakueret fra London, da krigen blev deklareret og måtte finde sig i nye levevilkår uden forældre sammen med en ny og ukendt familie. Det var for mig et nyt kapitel og ikke noget, jeg kendte meget til - heller ikke de Kindertransporte, som bragte jødise børn ud af landet og i sikkerhed i England. Desværre også uden deres forældre, som de fleste aldrig så igen.

Der er beskrivelser fra børn, der levede i ghettoerne i Warszawa og Lublin, og fra dem, der endte i Auschwitz eller andre koncentrationslejre. Det er meget gribende og barsk læsning - og kombinationen af ord fra såvel tyske som jødiske børn, fra engelske eksilerede børns oplevelse af krigen fungerer virkelig glimrende. Jeg kan sagtens forestille mig, at nutidens børn kan få en del ud af at læse den - men den er bestemt også for voksne.

Eneste kritikpunkt er nok den manglende efterrationalisering. Alle udtalelserne er samlet efter krigen, og specielt én af de tyske drenge, der var teenager under optakten til krigen er meget pro-nazi; det ville have interessant og måske også passende at vide, hvordan han tænkte, da det hele var slut - da sandheden om dødslejrene kom ud. Men der slutter bogen brat med selve slutningen på krigen.

Der er en fin billeddokumentation til at ledsage ordene, og alt i alt er det en meget lærerig bog om, hvad krig gør ved børn.

Ramata - Abasse Ndione

• Fransk
• 9.-12. januar
• 531 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En anden af de afrikanske krimier, der kom på læselisten efter at have set en artikel i flyet på vej til Dakar, var denne. Jeg var meget begejstret for den første, men nu var det jo virkelig Senegal, det handlede om - så det var jeg noget spændt på. Hvorfor den figurerer i kategorien krimier, forstår jeg så ikke helt - i mine øjne er det ganske enkelt en roman. Men det er en bagatel!

En mand er alene hjemme, da hans kone er rejst hjem til landsbyen efter regntiden. Han keder sig og går ned på den lokale bar i Dakar, og mod at holde den ene barmand gående med sprut og cigaretter, vil denne fortælle ham en historie. En historie om den gamle kvinde, der blev fundet død nede på stranden foran baren om morgenen. En kvinde, som lignede en hjemløs, men bar en stor, fed guldkæde om halsen... prologen åbner ganske kort op til 500 siders historiefortælling i bedste urgamle afrikanske stil!

Ramata er hovedpersonen i fortællingen. Hun er gift med Matar, som beklæder en af landets øverste poster i regeringen, og samtidig er professor. De er rige - umådeligt rige efter senegalesiske forhold - og Ramata har hele denne samfundsgruppes overlegne optræden. Da hun bliver nægtet adgang til hospitalet udenfor besøgstiderne, angriber hun den stakkels emsige vagtmand Ngor Ndong, fordrejer historien og får Matar til at anholde ham. Desværre dør Ngor Ndong under politiets ublide forhør - ikke i sig selv et problem i Dakar, hvis ikke lige det var Matars karriere, der kunne ødelægges. Matar sætter en håndlanger på sagen; en korrupt bandit, som lover Ngor Ndongs familie penge men snyder både dem og Matar. Han dør selv under skrækkelige omstændigheder nogle år senere - men sagen er nedddysset, og skulle være glemt og begravet.

Tyve år senere skal Ramata besøge sin datter på hospitalet, da denne har født hendes første barnebarn. Mmatar er på forretningsrejse, og hun må tage en taxa hjem derfra - men taxachaufføren kører hende til et øde sted, voldtager hende og stjæler alle hendes værdier. Han var en gemen tyv, som havde stjålet taxaen for nogle hurtige overfald i nattens mulm og mørke - men for Ramata bliver han en åbenbaring og begyndelsen til enden.

Som barn er Ramata blevet omskåret, som det var tradition at gøre ude i landsbyen i bushen, hvor hun voksede op. I hele sit liv har hun aldrig kunnet få en orgasme - ikke før den unge taxachauffør voldtager hende; og i stedet for at ville spærre ham inde i fængslet, vil hun spærre ham inde i sit luksushus som en sexslave. Hun begynder en endnu mere hvirvlende strøm af løgne end tidligere i hendes ægteskab med Matar - blot for at finde den unge mand, som hedder Ngor Ndong... og er ingen anden end den afdøde vagtmands tyveårige søn, mens Ramata er en moden kvinde i halvtredserne.

Hun finder ham - men den unge mand, som er en kending af politiet, er knap så begejstret for denne ordning. I stedet for at være glad for det luksusliv han nu kan leve, forstår han ganske enkelt ikke den drejning, hans liv har taget og er sikker på, at det er puds man spiller ham. Han vil væk fra den dæmoniske Ramata!

Derfra tager tingene virkelig fat, og de personer, der var indblandet i den gamle Ngor Ndongs død, begynder selv at dø. Matars ungdomsven er således til sidst overbevist om, at det er hekserier - at det er vagtmandens spøgelse, der er dukket op igen. Der er absolut intet mystisk i noget, men den gamle overtro tager over, da ingen ved, at drengen bærer sin fars navn.

Historien fortælles som sagt over de mange hundrede sider - men med tilbageblik til Ramatas barndom og ungdom; til Ngor Ndong den yngres barndom - til baggrunden for alle de mennesker, hvis tråde nu mødes i historien omkring Ramata, der som den eneste intet erindrer fra vagtmandens død. En ligegyldig underordnet i hendes øjne!

Der er gamle senegalesiske legender indvævet i deres historier, og der er nutidig historie om landet, dets politik, og båndene til Frankrig. Det er skrevet med senegalesiske øjne uden noget forsøg på at indordne sig europæiske idealer, som fx i beskrivelsen af Ramata, der ikke just hylder vores opfattelse af kvindelig skønhed:

"Virkelig godt skruet sammen, en naturlig teint, skinnende sort, hvilket er sjældent i vore dage, en yndefuld hals med dobbelthager, en generøs barm, fin talje, brede hofter, svulmende læber og en stor rund bagdel..."

Efter mine ophold i Senegal er det næsten som at læse noget fra Danmark; når han beskriver bygningerne og landsbyerne på kysten syd for Dakar... elværket, betonfabrikken... jeg kan se det hele for mig, og det gør unægteligt læsningen meget nærværende for mig. Jeg kan forestille mig de små barer med stampet jordgulv og børnene, der render i pjalter i gaderne eller de traditionelle retter, de spiser. Jeg kan forholde mig til troen på grigris og troldmænd, til kontrasten mellem islam og alkoholdrikkende senegalesere... det er et fantastisk reelt nutidigt billede af det land, jeg elsker.

Er historien så troværdig? Kan man sidde på en bar og høre en historie fortalt af en drukkenbolt, der samtidig kan fortælle om protagonisternes barndom? Ja... og nej! Selvfølgelig er det ikke objektivt set troværdigt - men det er der jo så meget litteratur, der ikke er. Men ja fordi det i den grad er den traditionelle måde at fortælle på; fordi senegaleserne elsker at fortælle historier, sagn og legender - de elsker at tale, og kan aldrig gøre det hurtigt og enkelt. Der er altid lag på lag af fraser og floskler inden man kommer til sagen, som det også ses i dialogerne i bogen. Men det er indbegrebet af Senegals kultur, som er indkapslet i denne fortælling - og man bliver totalt grebet af historierne, der til sidst giver en enestående mening i hvorfor det er denne bar og denne barmand, der skulle fortælle den.

Det bliver en bog, der skal på omgang hos fransktalende venner - et rent lille mesterværk!

The Lake of Dreams - Kim Edwards

• Engelsk
• 5.-8. januar
• 377 sider
• Dansk titel: Endnu ike oversat

Da jeg skulle hente en anden bestilt bog forleden, tog jeg samtidig denne ud fra en positiv indskydelse, da jeg så den tæt ved kassen. Det var så en stor fejltagelse - men jeg var temmelig begejstret for Edwards bog Billede af et barn, som også er blevet til en meget smuk film. Men det betyder jo desværre ikke altid, at forfatteren næste gang kan begå en lignende roman.

Der er stadig tale om hemmeligheder - fortiede familieskygger, der kaster sig ind over andres liv. Her er det den næsten 30-årige Lucy, som bor i Japan med sin halvt japanske kæreste. Hun er arbejdsløs efter i mange år at have rejst kloden rundt - lidt rodløs efter at have forladt sit barndomshjem i USA sommeren efter hendes fars tragiske druknedød ved søen, der hører til familiens store ejendom.

Hun rejser hjem på en ferie, og falder over nogle gamle breve, som får hende til at iværksætte en større undersøgelse baseret på en intuition om, at der er mysterier i familien, som ingen kender til længere - eller ikke vil snakke om. Brevene sætter hende på sporet af oldefaderens søster, som er faldet i unåde, og har været helt væk fra familiehistorien. Ganske hurtigt finder hun historien, som er hundrede år gammel - om den unge engelske pige Rose, der bliver voldtaget af godsejersønnen og med tavshedspengene rejser til USA med sin bror. Da Rose som ung kvinde bliver viklet ind i feministbevægelsen for kvinders stemmeret, og blandt bliver fængslet, opdrager hendes bror Joseph den lille Iris med sin kone.

Iris ved ikke, hvem hendes rigtige mor er, da Rose vælger for barnets skyld at hun skal blive hos broren; indtil denne vil have hende ud at tjene, da de selv venter barn. Og dermed afskæres en gran af familiens stamtræ, indtil Lucy genfinder sporene i gamle glasmosaikker i en nedlagt kirke i området. Det bliver pludselig til mange elementer: Historien om landet, der skal sælges og som oprindeligt var indianernes; historien om Rose og hvordan hun senere i livet finder sammen med den berømte glasmosaikkunstner, og de sammen laver en serie vinduer til en lille kirke, som hylder kvinderne i Bibelen - og har Rose som model. Historien om Lucys skyldfølelse over faderens død og hendes manglende evne til at blive i et forhold eller lade folk komme tæt på sig. Historien om gamle stridigheder mellem den afdøde far og hans bror, der nu vil opkøbe indianernes land og bygge ejendomme på det - og derved ødelægge både kirken og naturen. Historien om gamle kærester, om moderens forhold til en ny mand..... ganske enkelt: Alt alt for mange historier!!!

Edwards har da også selv utroligt svært ved at følge dem alle til døre - og på trods af utroligt mange gentagelser, som kunne have været undgået og givet plads til at fuldende de andre historier, så er det meget frustrerende læsning, der totalt mangler poesien fra hendes tidligere bog.

Ydermere har hun lavet et helt stamtræ sidst i bogen, men roder selv konstant rundt i aldre og tidspunkter - og det kan jeg altså slet ikke have. Jeg giver som hovedregel aldrig op i midten af en bog - men til gengæld kan man til tider være meget lettet, når man når til vejs ende. Det var virkelig tilfældet med dette impulskøb.

Gøgens varsel - Katarina Wennstam

• Dansk
• 2.-4. januar
• 468 sider

Endnu en gratisbog leveret med et ugemagasin; endnu en svensk kvindelig forfatter - men i modsætning til det skrammel alle de andre producerer, så var dette faktisk en helt god historie.
Måske skyldes det, at forfatteren oprindeligt er journalist med speciale i kriminelle sager, og derfor minder skrivestilen mere om den vellykkede Stieg Larsson-trilogi end om de overfladiske og ligegyldige ord, der kommer fra de gæs, der ellers forpester Sverige (og resten af verden) med deres fyldord.

Dermed være ikke sagt, at der ikke er fejl - der er de sædvanlige obligatoriske trykfejl, som hører med til damebladsromaner; men der er også nogle forfatterfejl - som da hovedpersonen den 24. juni i bogens tidslinie reflekterer over de mange måneder, hun har forfulgt sagen... en sag hun fik nys om i starten af juni. Hvordan det kan blive til måneder, overgår mig - og det irriterer mig, at man laver så banale fejl!

Men derudover er det et relevant emne - vold mod kvinder og æresdrab. Det er to historier i én. Der er journalistparret Tobias og Maria, som flytter ind i et nyt hus - hele den optakt er dog lige lovlig lang - og opdager, at husets tidligere ejer sidder i fængsel. Han er politimand og fængslet for at have skudt sin kone, som han i årevis havde slået, voldtaget og udøvet anden form for fysisk eller psykisk terror imod. Maria tager denne opdagelse meget skidt og har det svært i huset, indtil hun begynder at grave i historien om mordet. Hun genfinder forhørene og retssagen; hun snakker med naboer og familie om, hvem og hvordan Louise var.

Sideløbende er der sagen om den unge iranske mand, som hænger sig selv - tilsyneladende. Den brillante anklager, Madeleine Edwards, udforsker sagen sammen med politimanden Mats - og deres umiddelbare første reaktion er, at der er tale om et mord. Den unge mand er enten blevet drevet til selvmordet eller direkte myrdet af familien til hans kurdiske kæreste, men grænsen er sv-r at definere og loven tager ikke højde for denne nye type af kriminalitet.

De to sager skiftes til at fylde i historien med de to kvinder, Maria og Madeleine (pudsigt navnevalg isoleret set i øvrigt), som begraver sig i deres arbejde og i Marias tilfælde når helt ud til grænserne for, hvad hendes ægteskab kan klare. Tobias vil nemlig helst bare glemme den sag, og finder Marias interesse både morbid og usund.

Det er tydeligt præget af den journalistiske baggrund, og der er helt klart et budskab, der samtidig skal ud. I Sverige er den primære kriminalitet begået af politimænd nemlig hustruvold. Skræmmende fakta! For hvorfor bliver disse mænd mere voldelige end gennemsnittet? Frustrationer på arbejdet? Manglende støtte til at håndtere svære oplevelser? Samtidig rejses der sjældent sager mod dem fordi Politiforbundet beskytter deres egne, og forfatteren har brugt sin journalistiske viden til at overføre dette til en fiktiv historie.

Det er derfor to relativt interessante og yderst relevante historier; det er også opklaringen af et mord, der viser sig at være et selvmord - men er det ikke stadig et mord, når man begår selvmord fordi man psykisk er så langt nede på grund af hustruvolden? Og selvmordet viser sig at være et regulært mord, så de to sager vendes totalt om.

Så pånær de banale og irriterende fejl er det fin læsning.

Postkortmorderne - Liza Marklund/James Patterson

• Dansk
• 30. december - 1. januar
• 313 sider

Da jeg var i Danmark i julen fik jeg et par krimier - af den slags, der af gode grunde åbenbart kun kan 'sælges'; ved at blive ilagt et dameblad. Når de så sælges på denne måde er kvaliteten endnu ringere - papir så tyndt, at man knap kan vende sider i den, og stave- og trykfejl, så man grummer sig.

Krimien er skrevet af to forfattere - præcis hvordan fordelingen er foregået ved jeg ikke; og jeg kendte ingen af dem på forhånd. Blot er det for mig nok, at den ene er en svensk femikrimiforfatter - og plot og skrivestil emmer af mangel på talent. De 313 sider er fyldt med 112 kapitler - og en første del, som jo er totalt irrelevant at proklamere, hvis der kun er den ene. Men muligvis igen en trykfejl fra forlagets side.

Plottet er postkortene sendt fra europæiske storbyer til aviser; efterfulgt af polaroidbilleder, der viser uhyggelige mord, hvor de dræbte ligger i stillinger, som henviser til berømte kunstværker, som findes på museer i netop disse byer. Men det er overfladisk og uden ordentlig kunstresearch. Dialogen er uintelligent, og der er absolut ingen spænding i, hvem morderne er - det afsløres jo fra prologen.

Jeg er ikke blid med den slags uinteressante krimier; jeg læser ikke mange krimier - måske netop fordi de fleste er præcis så fordummende som denne. Reelt set fylder den vel 200 sider med de mange huller i siderne - og kan læses på en enkelt aften... hvis man virkelig ikke har andet at tage sig til. Jeg læste to tredjedele af den i ventetiden i lufthavnen og i flyet... det skulle trods alt overstås uden for store pinsler (for mig selv!)