Thursday, April 30, 2015

Anbefalet - J. Christian Andersen


























  • Dansk
  • 29. april
  • 119 sider


Et reklamefremstød for et dansk kommunikationsbureau, som jeg fik tilsendt med posten - uden afsender; men man må vel gå ud fra, at det er bureauet selv. Det er ikke rocket science, hvor man når i dybderne med metodikker og modeller; men der er jo god viden i det, som er et af tidens helt store emner - kundetilfredshed!

Det er nemt at sige, at man stræber på at holde sine kunder tilfredse; men vi kender også alle historier, hvor det ikke fungerer - eller hvor det gør! Bogen giver en række konkrete eksempler - og dette, som selveste Richard Branson har refereret til er jo morsomt i al sin grusomhed. 














Det er en relativ nem fælde at falde i for en virksomhed ikke at lytte til kritik. Det sker desværre virkelig ofte - og i vores digitale verden kan det have vidtrækkende konsekvenser, når tingene pludselig bliver virale.

Som med al anden faglitteratur jeg læser i forbindelse med arbejde, er det tit bare en reminder af alt det logiske, som man jo godt ved. Men det er sundt at få mindet sig selv om det - og en lille aftens "studie" iblandet lidt humor er jo heller ikke dårligt!

Tuesday, April 28, 2015

Kadaverdoktoren - Lene Kaaberbøl


























  • Dansk
  • 27.-28. april
  • 331 sider


Tyve kroner for en lille krimiroman er jo totalt uimodståeligt - også selvom det var en for mig helt ukendt forfatter. Jeg kunne læse mig til, at hun har skrevet temmelig mange romaner, men også mange i fantasy-genren, som jeg aldrig bliver fan af. Deraf nok vores manglende bekendtskab.

Men jeg gav jo trods alt ikke tyve kroner ud uden grund. og bagsiden fortalte mig, at dette var en krimi, der foregik i Frankrig i slutningen af det 19. århundrede, hvor den unge Madeleine assisterer sin far, som er byens læge men ikke mindst den læge, der tager sig af de døde. Madeleine er en kvinde, der også vil frem i verden og ikke forstår kvindens rolle i det samfund, hun lever i.

Byen rammes af en række mord - først den unge Cécile, som var elev på klosterskolen. Dernæst byens præst, som vågede over Céciles lig natten efter hendes død. Og så forsvinder præstens lig! Hurtigt viser det sig, at de afdøde har små mystiske mider i næseborene - og Madeleine får en mere fremtrædende rolle i opklaringen, da faderen brækker et ben. 

Plottet involverer klosterskolen og dens elever og abbedisse; men også den underlige Emile, som er en lidt tilbagestående ung mand, som tilsyneladende har haft et forhold til Cécile. Og så er der alle ulvene - ulvene, som er klosterets skytshelgener, og som lever i et aflukke for sig selv. Men den ene ulv har været inde i klosteret og skabt rygter om urene ting. Endelig er der en ung kvinde, som lider af sygdommen Lupus - det latinske ord for ulv.

Der er absolut mangler ved historien; den er fint skruet sammen tidsmæssigt og respekterer sin tids miljø. Der er nogle småfejl i de franske ord, forfatteren benytter - og så er det som om, at plottet lige pludselig falder lidt sammen om sig selv. Men det er virkelig letlæsning også - og så er det helt fin underholdning til en tyver. At have betalt fuld pris ville have været synd - men her fungerede det som en god film et par aftener i sofaen.


Monday, April 27, 2015

Storhed og fald - Tom Rachman


























  • Engelsk
  • 23.-26. april
  • 374 sider
  • Originaltitel: The Rise & Fall of Great Powers

En af sidste års helt store publikumssuccesser, hvis man følger anmeldere og salg - og kun forfatterens anden roman. Det måtte prøves!

Historien starter med begyndelsen, som er i 2011. Tooly ejer en lille boghandel i Wales langt fra alfar vej og også fra de fleste kunder. Det meste af dagen går derfor med at diskutere med hendes eneste ansatte, Fogg, og læse bøger. Hun lever af sine sidste penge inden hun kan blive tvunget til at sælge forretningen. Men så får hun en opringning fra en gammel kæreste, og må rejse til USA for at forsøge at finde hoved og hale i den mest mystiske historie, hun kender - hendes egen.

Bogen springer imellem tre perioder - 2011, 1999/2000 og 1988, hvor Tooly var et barn på ti år og levede sammen med sin stille og lidt underlige far. De rejser fra land til land hvert år, og hun får blot at vide, at moderen har travlt hjemme i USA. Men da de havner i Bangkok i 1988 dukker en kvinde pludselig op, og det er moderen. Tooly bliver taget fra faderen, som tilsyneladende heller ikke forsøger at lede efter hende.

Igennem årene leder hun en temmelig rodløs tilværelse sammen med moderen, som har det med at forsvinde i lange perioder ad gangen. Så er der den gamle Humphrey, som taler med en tyk russisk accent, og lærer hende skak og af at holde af de store klassiske filosoffer. Og lurendrejeren Venn, som lever af at snyde andre - men Tooly ser op til ham som en gud. Han lærer hende tricks som at besøge ukendte menneskers lejligheder og foregive, at det er hendes barndomshjem - og hun tror naivt, at de en dag skal lave noget stort sammen.

Historien skifter konstant mellem disse tre perioder i hendes liv; og mens den gamle Humphrey nu er syg og døende i en ussel lejlighed i New York, forsøger Tooly endelig at sammen stykke det puslespil, som hendes liv er. Et puslespil som har gjort hende rodløs og ude af stand til at knytte sig ordentligt til mennesker og steder. Mens læseren opdager hendes barndom og ungdom, forsøger Tooly at finde ud af, hvem alle de mennesker var og hvorfor de også pludselig forlod hende.

Der er en vis ironi i titlen - man forventer måske en historie om det 20. og 21. århundrede med verdenspolitiske begivenheder; men faktisk er det jo blot om alle disse individers egne historier og hvor alene vi er i vores egen verden. Der er mange referencer til andre bøger, og det er jo faktisk den eneste konstant i denne rodløse verden, som Tooly selv siger det i slutningen af bogen:

"People kept their books, she thought, not because they were likely to read them again 
but because these objects contained the past - the texture of being oneself at a particular place, 
at a particular time, each volume a piece of one's intellect, 
whether the work itself had been loved or despised or had induced a snooze on page forty."

Det er jo smukke ord om bøger og noget jeg kan relatere til. For hvorfor bugner mine reoler med læste bøger - også fordi det er dejligt at tage dem frem igen uden at læse dem. Men man kan huske, at den bog læste man på et bestemt sted - fysisk eller psykisk i sit liv. For Tooly er det bøgerne, som giver hendes liv ro og stabilitet - men hun finder selvfølgelig også ud af, hvad der reelt skete med hende.

Jeg vil ikke sige, at jeg er blæst bagud af begejstring hele vejen igennem. Der var meget stærke episoder hen mod slutningen; men der var også mere usammenhængende kapitler, hvor jeg kedede mig en anelse. Men jeg var oprigtigt rørt mod slutningen, så det opvejer måske alt det andet.

Friday, April 24, 2015

La chevauchée du flamand - Jean Diwo


























  • Fransk
  • 19.-22. april
  • 441 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Når der er historie, biografi og renæssancekunst i en og samme bog, så er man jo sikker på at kunne sælge den til mig.

Jeg har altid haft et lidt specielt forhold til den flamske maler Peter Paul Rubens. Man kan faktisk ikke besøge et museum med værker fra hans periode (første halvdel af det 17. århundrede) uden at støde på et eller flere af hans malerier. Det er ikke udelukkende de store museer - for der synes at være så fænomenalt mange værker, at man undrer sig over, hvordan manden fik tid? Ikke desto mindre, da mange jo er kvadratmeter store malerier med et utal af detaljer som det passer sig for senrenæssancen.

Men Rubens var også en mand, der udover at cirkulere ved de vigtigste hoffer i Europa, også hurtigt opfandt et nyt system at male efter. Han kunne ikke helt følge med de mange ordrer, der strømmede ind og derfor byggede han et atelier bag sit hus i Antwerpen, hvor en del unge kunstnere arbejdede med malerierne. De malede naturen, baggrundene, dyrene ... og så kom Rubens og rettede det hele til, og satte de små farveklatter, der gjorde det til hans maleri. Denne praksis var og er almindeligt anerkendt, og det gør ikke hans værker mindre interessante. Men det forklarer, hvorfor der kom så mange af dem. 

Dertil skal man jo også lige lægge, at hans elever ikke var som helst - i Antwerpen arbejdede Van Dyck blandt andet for ham og da han opholdt sig ved hoffet i Spanien, havde han Velazquez som lærling. Altså ikke uanselige malere at have som assistenter.

Bogen starter med Rubens store dannelsesrejse til Italien for at se og kopiere værker af de store italienere - Titian, Michelangelo osv. Det var også almindelig praksis at kopiere og tage med hjem - da det var eneste mulighed for at man mange hundrede kilometer væk, kunne se malerier af de store kunstnere, Han var væk i otte år, men var berømt, da han vendte hjem. 

Han malede som sagt for en del af Europas kronede hoveder - ikke mindst den turbulente Marie de Medicis; og historien er derfor afbrudt af kapitler med historien om den franske konge Henri IV og hans ægteskab med selvsamme - og hans mord. Det var måske ikke nødvendigt for mig, da det efterhånden bliver temmelig repetitivt - men for en læser uden kendskab til den del af historien giver det et flot helhedsbillede.

Rubens forsøgte sig også som diplomat - det var nemt at sende en maler ud med gaver, og under sit uskyldige dække kunne han opsnappe hemmeligheder, som kom lettere til ham, når folk poserede til hans portrætter. Han var samtidig langt forud for sin tid ved ar forlange en form for varemærkerettighed til sine ting - de måtte ikke kopieres som graveringer eller reproduceres på tallerkener og andet - han forstod til fulde værdien af sin kunst.

Absolut en dejlig bog om nogle af mine yndlingsemner - og jeg kan også varmt anbefale at besøge huset i Antwerpen; det er et fantastisk sted!

Saturday, April 18, 2015

Toute une histoire - Hanan El-Cheikh


























  • Fransk
  • 15.-18. april
  • 332 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Forfatterens mor, Kamleh, er ved at blive gammel og gentagne gange har hun forsøgt at få datteren - forfatteren selv - til at forklare hende, hvorfor hun skriver alle de romaner om fiktive personer. Når hun - hendes egen mor - kan fortælle hende en endnu bedre historie. Hendes egen og dermed også Hanans.

Men det er ikke simpelt, for deres forhold har langt fra været enkelt. Måske bløder hun op, fordi tiden rinder ud. Måske fordi hun endelig tilgiver sin mor. Men hun ender med at skrive moderens historie, da hun ikke selv kan. Moderen, som har haft det mest utrolige liv men aldrig lærte at læse og skrive.

Moderen fødes i 1925 i Libanon og vokser op alene med moderen og en bror efter, at faderen har smidt moderen ud for en yngre kone. De lever af at samle krummer og korn i gaderne; og da de virkelig ikke kan længere, rejser de til Beirut, hvor de flytter ind hos de ældre halvsøskende. Børn moderen har fra et tidligere ægteskab. Kamleh sendes i lære hos en skrædder, og her møder hun den syv år ældre Mohammed, som kommer fra en velstående familie. Han er en ung mand, og hun er kun et barn. Alligevel tiltrækkes de af hinanden - men det er jo en umulig historie.

Da hendes ældre halvsøster dør, forlover man Kamleh som 11-årig med den selvfølgelig meget ældre enkemand. Da hendes første menstruation kommer, er det tid til ægteskab - selvom hun kun er 14 år gammel og desuden meget lille af sin alder. Det er et mareridt af utrolige dimensioner - den første graviditet for en pige, der selv endnu er en pige. Og det ægteskabelige forhold i det hele taget. Og der er stadig Mohammed. De ses i skjul, men hun tør ikke bede om skilsmisse. Da hun endelig efter flere år giver sig hen til Mohammed, må hun hurtigt foranstalte et samleje med den gamle mand af ren skræk for, at barnet skal ligne den langt lysere tilbeder. Hun har ellers formået at holde sig fra hans seng i årevis.

Efter 11 år bekendtskab, og da hun jo stadig kun er en meget ung pige, opdages det. Alle hendes små numre for at slippe ud af huset er slut - og nu tager Mohammed affære. De bliver skilt - men hun må efterlade sine to piger hos eksmanden - deriblandt Hanan, som kun er en lille pige.

Men Mohammed og Kamleh - det er den ægte kærlighed. De får fem børn sammen; og først da den første søn kommer, begynder alle at tage hende seriøst og ikke blot betragte hende som den lille pige, der var løs på tråden og gik fra mand til mand. I den religion ligger ansvaret og fejlen jo oftest hos kvinden!

Det burde jo være en rosenrød historie; men Mohammed dør i en trafikulykke, da han er 41 år gammel - og Kamleh blot 34 år. Derefter lever hun i mere end 40 år som enke. Hun oplever alle de ulykker, der ramler ned over hendes land med borgerkrige og religionsufred. Problemerne med alle de børn - og de to piger, som hun måtte opgive - og først rigtigt får et forhold til, da de er voksne. Hun rejser med børnene til USA og må ydmyges for sin analfabetisme og manglende forståelse af den så anderledes kultur.

Hele den historie fortæller hun sin datter; som venter en del år med at nedskrive den. Da er moderen død; men måske kan hun selv slutte fred med nogle familiedæmoner? Det er jo en fantastisk kærlighedserklæring til moderen - og det er både underholdende og skræmmende at læse om dennes krumspring for at få et almindeligt liv på trods af religion og hendes status som kvinde. Hun gav virkelig ikke op - men hun lærte bare aldrig selv at skrive historien ned.

Derfor er det den eneste historie, hun ville se på skrift - for den indeholdt det hele.

Tuesday, April 14, 2015

Danser les ombres - Laurent Gaudé



























  • Fransk
  • 13.-14. april
  • 250 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Gaudés historier er og bliver de smukkeste af de smukkeste hjertegribende og utrolige fortællinger!

Blandt de sidste har der været en dansen omkring temaet døden; sørgerejsen efter Alexander den Stores død i 323 før Jesu fødsel; novellerne om dødens tilstedeværelse i vore liv - eller faktisk helt tilbage til hans langt tidligere romaner om danteske underverdener.

I denne historie følger vi lidt samme skabelon som i Ouragan, som handlede om Katrina-orkanen i New Orleans. Gaudé skriver jo normalt ikke amerikanske historier - men der handlede det selvfølgelig meget om den sorte befolkning i byen, som led langt mere end andre.

I Danser les ombres - som vel nærmest kan betyde, at man skal danse sig ud af skyggerne ... men også danse med dem - er vi i Haiti under jordskælvet.

En ung pige må tage til Port au Prince efter hendes søsters død. Søsteren var en lidt enfoldig sjæl, og var to gange kommet i ulykke og havde to uægte børn. Faderen til den første skal nu underrettes - om ikke andet så i håbet om at få lidt økonomisk bistand. Da hun kommer til hovedstaden bliver hun dog grebet af sin ungdoms frihedsfornemmelse - inden hun måtte rejse tilbage til landet for at tage sig af den svage søsters børn. Hun genfinder en gruppe af de mennesker, som hun sammen demonstrerede med for at vælte landets præsident.

Hun møder den unge sygeplejer, som også er et uægte barn; og som netop siger nej til en opgave om at blive personlig plejer for den meget svagelige unge pige, der ved, at hendes dage er talte. Alle lever de i forvejen med døden som skygge og en integreret del af deres liv på en helt anden måde end vi gør det i Vesten - fattigdommens død.

Og så rammer jordskælvet! Byen vælter fra hinanden; ind i sig selv og ned i et hul og tager dem med sig. Nogle rejser sig, og de samles og begynder at grave de hjælpeløse ud af murbrokkerne. De følges ad til et hus, hvor de kan oprette et nødtørftigt lazaret og forsøger det bedste de kan. Unge som gamle. Syge som raske. De synger og danser. Og de forsøger at redde hinanden og skræmme døden på flugt.

Endelig dør den gamle dame, der bor i huset og nu begiver de sig ud på en sørgemarch. De går gennem hovedstadens gader, som kun er oplyst af stearinlys, olielamper og andre ikke elektriske foranstaltninger. Mens de går slutter flere og flere sig til dem. De synger sammen for deres døde.

Men pludselig begynder der også at falde nogle fra. Langsomt tømmes rækkerne af marcherende, så læseren selv ikke ved, hvem der overlevede. Hvem der virkelig gravede i husene - eller var han eller hun allerede død?

Det er fuldstændigt eminent tænkt. Det er i den pureste tradition for animistisk respekt for de afdøde og sjælene, der endnu ikke har forladt jorden. Det er ganske enkelt så stærkt, at man undres over, at han igen kan gøre det.

Hans tema ER døden; til gengæld behandler han den som ingen anden nulevende forfatter kan!


Sunday, April 12, 2015

Delhis smukkeste hænder - Mikael Bergstrand



























  • Dansk
  • 11.-12. april
  • 412 sider

Man kan jo nærmest se på omslaget, at dette er en svensk roman! Ikke af den horrible femikrimi-slags, som de har forpestet den litterære verden med de sidste år - men i stil med Jonas Jonasson med de farvestrålende forsider og pudsige titler. Det er jo ikke i sig selv et kvalitetsstempel - fx var jeg ikke begejstret for den anden Jonasson-roman, hvor han havde sat sig selv fast i forventninger om hæsblæsende humor. Men når en bog koster 20 kroner, så kan det jo aldrig være helt spildt!

Bergstrands antihelt Göran er en midaldrende mand, hvis liv bruges på at tælle i dage, timer og minutter, hvor lang tid, der er gået siden hans kone forlod ham. Han trøstespiser alt for meget is. Han laver ikke tilnærmelsesvis nok i sit arbejde som reklamemand. Og så bliver han fyret.

Hans ven Erik får lokket ham med på en rejse til Indien, hvor denne er rejseleder - af den irriterende slags, som får lokket penge ud af turisterne og flirter med de kvindelige rejsende. Göran er ikke specielt interesseret i Indien; og heller ikke imponeret over det ragnarok af dufte/stanke, mennesker, larm og kaos, der venter ham. Men en lille uges tid kan han vel klare selvom vennen hurtigt lader ham i stikken for at forføre end rejsedeltager. Selvfølgelig bliver han så syg - og det bliver det helt store vendepunkt i hans liv.

Da han er ved at være på højkant sender Erik nemlig sin indiske ven Yogi for at hente ham. Men i stedet for at støde til resten af gruppen, beslutter Göran sig for at blive i Indien et par uger og han bor sammen med Yogi og dennes ældre mor. Yogi er en ren karikatur af optimisme og tro på genfødsel og samtlige historier om samtlige millioner af indiske guder. Bergstrand formår at skrive hans replikker, så man kan høre den dejlige indiske accent for sig. De to er om noget et umage makkerpar, og Göran er ikke i starten overbevist om det "allerfortræffeligste" i det indiske samfund. 

Dog vænner han sig hurtigt til både Indien og Yogi; især efter at have mødt den smukke Preeti - som dog uheldigvis er gift med en af landets største industrimagnater. Men det bliver i kampen for at få hendes opmærksomhed, at han pludselig begynder at kæmpe sig tilbage til storhedstiden - han skriver pludselig igen, og sælger alle sine historier til svenske aviser. Han får selvtilliden retur, og pludselig tæller han ikke længere dagene, timerne og minutterne ...

Det er langt mindre fantasifuldt end Jonassons historier; men det er både morsomt, tankevækkende og hyggelig læsning. Det er ikke en helt igennem gennemskuelig historie - men det er en moderne dannelsesroman selvfølgelig i den lettere genre; men dem skal der også være plads til. Man får nemlig et rigtigt dejligt forhold til de to skæve mænd.

Friday, April 10, 2015

Stenkoncilet - Jean-Christophe Grangé



























  • Fransk
  • 7.-10. april
  • 414 sider
  • Originaltitel: Le concile de pierre

Alle de nye Grangé-krimier er læst; så nu bevæger jeg mig kronologisk tilbage i hans forfatterskab - og de er jo alle stadig at finde uden problemer.

Ligesom den sidste jeg læste er denne krimi fra 2000 noget mere traditionel end de mere esoteriske retninger, som alle de senere jo tager. Men man fornemmer, at han er ved at komme ind på en ny løbebane.

Diane er en ung kvinde, som bærer på en hemmelighed, som afholder hende fra at have et normalt fysisk forhold til en mand. Hun forsker dyrs adfærd - især dyr, der jager bytte - og hun er lidt af en enspænder. Alligevel rejser hun til Thailand for at adoptere en lille dreng for at få lidt indhold i sit liv. En aften, da hun har præsenteret drengen for sin mor og sin stedfar, er de ude for en voldsom ulykke på vejen hjem.

Drengen ligger i koma, da en tysk læge dukker op for at fortælle hende, at dette barn skal leve - og redder drengen ved hjælp af akupunktur. Men hurtigt efter findes han død og Diane er (selvfølgelig) hurtig til at se en forbindelse til hendes ulykke. Og ganske hurtigt dræbes alle dem, hun er i kontakt med i forbindelse med sin uortodokse eftersøgning - politibetjenten, en hypnotisør, en anden kvinde, der har adopteret en lignende dreng ...

Men der er en rød tråd mellem visse af de dræbte; de er alle tidligere kommunister. Folk, der i slutningen af 1960'erne var skuffede over den sociale revolution, som slog fejl i Europa og i stedet rejste til Rusland, hvor de arbejdede som forskere på en forsøgsstation for atomforskning på grænsen til Mongoliet. Desillusionerede vendte de også efter nogle år hjem efter dette eventyr, og som så mange andre fra den tid endte de med at blive temmelig borgerlige. Men nu lader det til, at der er et slags opgør med fortiden på vej - og den lille dreng er en slags budbringer, der har datoen for denne ultimative kamp tatoveret ind i de nederste lag af hans hud.

Det er som altid en temmelig hæsblæsende affære - i krimiromaner når de altid meget mere end vi andre, og der er aldrig flyforsinkelser eller andre problemer. Dog må man sige, at det titl tider går lidt for hurtigt selv for Grangé! Som da hans protagonist ankommer til Paris efter en dag i Sydfrankrig. Her er hun på hospitalet, hvorefter hun tager til politistationen, hvor hun opdager den myrdede politibetjent på hans kontor ... og det angives tydeligt, at hun ankommer kl. 22. I næste kapitel er klokken midt om natten, og hun er netop landet i Moskva!!!! Det beskrives, at hun efter mordet på betjenten gik ud på gaden for at finde en telefonboks og ringe til lufthavnen; derefter hjem til sig selv for lige at friske sig lidt op og pakke nogle ting (i centrum af Paris) og derefter til lufthavnen mange kilometer nord for byen - med indcheckning og deslignende - for at tage et fly kl. 22.30. Det er da mildest talt imponerende!!! Eller bar den slags dårlig detaljetjek, der irriterer mig enormt.

Men ellers var det da en glimrende krimi i den lettere ende - ikke en af hans bedste; men som sgat en af de tidligere.

Monday, April 6, 2015

Voyage au centre de Paris - Alexandre Lacroix



























  • Fransk
  • 1.-6. april
  • 382 sider
  • Dansk titel; Ikke oversat

En lille bog, som vist bestemt og udelukkende er for parisere og andre med et indgående kendskab til byen. Men efter at have boet der i flere år, og siden frekventeret den mere end jævnligt er det jo som at læse en gadebeskrivelse af kendte områder.

Lacroix koncentrerer sig om området fra 1. til 6. arrondissement; han går en lang tur en eftermiddag, og fortæller sin elskede om byen. Men det, der kan virke som sporadisk har en helt bestemt slutning. Gaderne kender han til hudløshed - som alle andre, der har boet i byen - men han fokuserer på skævhederne i gadebilledet; på anekdoterne og de historier, der ligger bag enhver dør og ethvert vindue i enhver storby i verden. Især en storby som Paris med en så storslået historie.

Han dvæler ved bygninger, som har huset kendte mennesker men bevæger sig også langt væk far hans lille periferi. Han filosoferer over fænomenet storbyer - hvorfor Paris i dag ikke længere har den stjernestatus byen havde i det 19. og 20. århundrede? Det er stadig Byernes By - City of Lights ... men hvorfor hæver Paris sig ikke op på niveau med de nye megapoler som Dubai, Beijing, New York (som i følge ham jo også er ved at være passé!).

I bund og grund rammer hans tanker jo blot den konklusion, som jeg selv har - at Paris er Paris på grund af historien. En moderne by som Dubai har ikke nogen som helst charme. Det har New York heller ikke. Det er kunstlethed og make-up og alt er kunstigt. Der er ingen ægte atmosfære, og der er især ingen historie. At gå rundt i Paris med en vis nødvendig viden om byen er at genforelske sig og ære de mennesker, der har skabt den og gjort den berømt. Ikke udelukkende franskmænd som Sartre og Queneau; men også Hemingway, som jo har et ambivalent forhold til byen, hvor han kæmpede for at blive kendt ... og få mad på bordet.

For Paris er også melankolsk; det er en grå by - nok er der meget lys, men bygningerne er jo unægteligt i samme Hausmannske tone af sten; men det tvinger blikket ned i detaljerne synes jeg jo, i stedet for at fokusere på grimme neonlys og staffage. Paris er så ægte som noget; Paris har en duft som ingen andre byer har - som også stammer fra byens historie. Så man føler sig hensat til byen blot ved at følge hans skiftevis eksalterede og sentimentale beskrivelser.

For han mener jo i sidste ende, at en storby også kræver for meget af et menneske. At al den anonymitet og travlhed absorberer din energi, så det er nok til et menneske - eller et par som i hans fortælling. Men han forsøger at komme overens med det faktum at leve så intenst et sted - at de kan sambo, Paris og ham ... og den kvinde, han går hjem og frier til.

Om alt er sandfærdigt er svært at vide; og totalt ligegyldigt. Man bliver taget med på en kærlighedserklæring til begge - Paris og kvinden. Jeg følte det som en rejse "hjem" i min tidligere by!