Monday, October 31, 2016

På kanten af evigheden- Ken Follett



























  • Engelsk
  • 25.-30. oktober
  • 1.159 sider
  • Originaltitel: Edge of Eternity

Det har jo faktisk taget mig fem år at komme igennem Folletts trilogi om det tyvende århundrede; jeg startede med Giganternes fald i efteråret 2011. Den blev startet under en dejlig ferie under den afrikanske sol langt væk fra europæisk efterår - og selvom det ikke var ultimativ kærlighed, så kan jeg jo godt lide en roman med gods i.

Så skulle jeg vente på paperback-udgaven af andet bind, Verdens vinter, som jeg læste i 2013 - men der var tredje og sidste bind ikke udkommet. Igen ventede jeg på paperback-udgaven, og den har så stået i min reol i mere end et år. Jeg havde behov for at genopfriske de to tidligere bind, og få personerne og deres forbindelser til hinanden, genopfrisket. Jeg fandt nogle resuméer, og dagen inden jeg gik i gang med tredje bind, læste jeg mig igennem de 50 A4-sider-og var klar.

Weekenden bød på hjemmetid efter nogle grimme vacciner, og jeg var totalt opslugt af historien, der følger de mange familier fra 1961 og frem til murens fald i 1989. Nu var vi ovre i endnu flere højspændte politiske kriser med den Cuba-missilkrisen og den kolde krig. Follett har jo placeret sine personer godt - Tyskland, Rusland, England og USA; der var grundstenene lagt til, at de alle endte på hver sin side af konflikten. Den tyske familie deles ydermere af muren, der skiller dem ad, og foranlediger flugtforøg ud i friheden.

Men det er jo i USA også tiden med borgerrettighedskampene mellem sorte og hvide; mordene på Kennedy-brødrene og Martin Luther King. Der var nogle intense kapitler, hvor læseren er med på en historisk hvirvelvind verden rundt. 

Det bliver til et fantastisk tidsbillede, og jeg var faktisk mere begejstret for denne. Jeg lærte en hel del om den kolde krig, som jo startede før min tid - men jeg genopdagede pludselig hele 80'er-tiden med de mange skiftende russiske præsidenter, som døde på stribe. Det var yderst interessant at genleve den tid med Walesa, kommunismens fald - og ikke mindst at få den amerikanske politiske vinkel på episoderne.

Derudover er vi jo netop i en amerikansk præsidentkampagne, som af alle udråbes til at være den mest modbydelige nogensinde. Og så er det jo tankevækkende at læse om Nixon, Johnson - og Reagan, som uden tvivl stod bag drabene på alle de uskyldige mennesker i terrorangrebet i Bagdad i 1985. Det mindede mig om, at verden ikke altid kommer til at se meget bedre ud med tiden - omstændighederne forandrer sig; men slutresultatet er desværre ikke langt fra, hvad der er sket tidligere.

Folletts personer er desuden meget virkelige; og selvom der er mange af dem, formår han at holde dem levende og i udvikling over de utroligt mange sider. Jeg må beundre, at han kan have en så fatslagt idé allerede fra første bind! De er skrevet løbende, men hans udgangspunkt er på en måde slutningen; således, at han ikke har kunnet skrive første bind og placere sine personer geografisk, socialt, religiøst og politisk uden at vide, hvordan de skulle udvikle sig individuelt og indbyrdes.

Der var et par steder, hvor jeg kneb en tåre - og det sker ellers ikke tit; men jeg blev bragt meget tilbage til mine teenageår, hvor det var underligt at vide, at der var en lukket verden bag en mur et sted i verden. 

Follett slutter sin bog et passende sted; han bliver ikke fristet til at tage den hele vejen til årtusindskiftet - han kunne have dækket AIDS, den nye form for terroriske, 9/11 og alt muligt andet. Han stopper, hvor personerne kommer til et naturligt punkt og de yngre generationer endnu ikke kan fylde det ud. Og så slutter han smukt med et lille efterskrift fra dagen, hvor Obama blev valgt til præsident i 2008. En god lang historie, som han har ført læseren smukt igennem.

Monday, October 24, 2016

Det uperfekte menneske - Jørgen Leth



























  • Dansk
  • 20.-23. oktober
  • 672 sider

Det er virkelig sjældent, at jeg køber en bog på dansk - og så til fuld pris. Generelt synes jeg ikke, at det er pengene værd, og oversættelser læser jeg jo helst heller ikke. Og så er der ikke meget tilbage i dansk litteratur, der passer til min smag.

Men Leths bog fristede mig - jeg havde set et interview med ham i Aftenshowet, og kendte ham så selvfølgelig som så mange andre danskere fra Tour de France. Jeg har aldrig set en eneste af hans film; jeg har ikke læst hans digte - og jeg havde kun et yderst perifært kendskab til hele skandalen omkring 'kokkens datter', der i 2005 fik ham diverse forsider og forårsagede fyringer som både konsul og sportskommentator. Der boede jeg jo ikke i Danmark, og syntes nok, der var lidt for meget andedam i den polemik.

Bogen er først og fremmest lækker. Tyk og tung med dejligt smukt og behageligt papir; den slags betyder altså noget, når man nu ikke køber en paperback.

Dernæst skulle jeg lige forstå opbygningen; for det er jo tilsyneladende en samling af det bedste fra hele fire andre erindringsbøger. Det gør det i starten lidt springende; og jeg indrømmer blankt, at jeg var mindre entusiastisk, når det gjaldt erindringerne om hans ungdom og hele happening-kunsten, som jo var noget før min tid. Måske fangede det absolut mindre, fordi det var brudt op og taget ud af andre bøger, så kontinuiteten forsvandt. Dog har man stadig hans smukke sprog - og i starten skulle jeg lige få hans stemme til at forsvinde fra mine tanker; den er så markant, et jeg følte, at han læste op for mig.

Mange af disse tidlige erindringer ledsages af hans digte - og poesi generelt er virkelig ikke min stærke side. Og slet slet ikke den slags, hvor der for mig at se, hverken er hoved eller hale i det. Men det er jo en smagssag.

Så er hele polemikken om hans liv i Haiti og de unge kvinder, som jeg jo først fik den fulde version af her. Jeg bliver faktisk ikke chokeret; der er jo ingen tvang - og Leth er til gengæld umådelig bevidst om, at det er en form for handel på et andet plan end en almindelig kærlighedshistorie mellem to måske mere ligestillede personer. Der forventes modydelser i mere håndfast form - og kan man som person affinde sig med det (og det udelukker jo på ingen måde kærlige følelser), så er det vel i sidste ende hans eget valg.

Der er dog passager, hvor jeg synes ordsproget er lige lovlig bramfrit; men det gælder hele hans ret så omfattende kærlighedsliv. Jeg tænker, at det må have været fantastisk at blive elsket af den mand, men måske mindre fantastisk at forelske sig i ham. Man må konstant have været nervøs for hans troskab?

Bogens styrke er for mig at se de længere passager, hvor der kommer en reel tidslinje og handling i historien - det gælder fx tiden efter 'skandalen' i 2005, hvor man virkelig kommer under huden på ham.

Men det gælder især også den fjerde og sidste del af bogen, som omhandler tiden omkring og efter jordskælvet i Haiti i 2010. Det var gribende og personlig læsning.

Nu er han jo ikke helt ung længere, og jeg synes da også, at det var både lidt vemodigt og sentimentalt at læse hans tjekliste, som er det sidste kapitel i bogen.

Jeg har uden tvivl kun kendt til en brøkdel af manden Leth inden denne bog; og den kunstneriske side kommer jeg nok heller ikke til at udforske meget mere. Men personen åbnede sig op, og jeg synes, at det var en meget personlig og sårbar bog.

Thursday, October 20, 2016

Le syndrome du Titanic - Nicolas Hulot


























  • Fransk
  • 18.-19. oktober
  • 309 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fandt denne bog af Nicolas Hulot nede i den franske boghandel, hvor de solgte den (pænt) brugt til den ydmyge pris af 20 kroner. Hulot er lidt af et mysterie for mig, så jeg blev jo nysgerrig.

Efter mine mange år i Frankrig og Belgien kender jeg jo især Hulot fra hans helt fantastiske reportager fra hele verden; en sand beundrer af vores skønne jordklode. Det startede først som en karriere som fotoreporter, og han blev som helt ung kendt for både at have mistet sit livs scoop, da han efter at have holdt vagt foran et hus i 46 dage, forlod det netop som 'emnet' trådte frem. En anden kendt hændelse var, da han nægtede at fotografere en berømt fransk forbryder selvom han var en af de første fremme ved gerningsstedet, da politiet dræbte ham i 1979.

Men stille og roligt skifter hans fokus fra sensationshistorier til naturen og miljøet, og får sin egen udsendelse på den største franske TV-kanal. Han tog franskmændene med ud til de steder i verden, hvor vi er i fuld fart med at ødelægge naturen. Det gjorde ham så populær, at han selvfølgelig begyndte at engagere sig politisk.

Han præsenterede sig som kandidat for det franske grønne parti til valget i 2012; men det var selvfølgelig en utopisk tanke at blive valgt. Men siden da har han haft en fremtrædende rolle som Hollandes særlige udsending, og været på missioner verden over.

Bogen her er dog fra 2004; og det gør den muligvis lidt uaktuel, da der på netop på miljøområdet sker noget hele tiden. Men den fortæller en del om manden og hans visioner ligesom man følger hans venskaber med fx Chirac. Det er jo lidt en kontroversiel situation - en decideret højrepolitiker, der tager en 'grøn' som rådgiver - og især tilbød ham posten som miljøminister efter 2002-valget . Hulot valgte dog klogt nok, at det er bedre at sidde udenfor at gø end at blive en del af magteliten.

Bogen følger ham på noglerejser rundt i Afrika og Sydamerika blandt andet, hvor han forklarer om de konkrete klimaændringer og konsekvenserne - men netop her er det måske lidt forældet information. Men det er jo min og ikke hans skyld!

Det er sikkert også glimrende ikke at læse den nyeste information - så ville de kvalificere som en thriller!

Tuesday, October 18, 2016

Manet Le secret - Sophie Chauveau



























  • Fransk
  • 10.-17. oktober
  • 487 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det har taget mig næsten et halvt år at få denne ned fra hylden efter, at den blev indkøbt i Paris i foråret. Så gjorde jeg det oven i købet netop som jeg skulle et par dage til Amsterdam på forretningsrejse - det tænkte jeg jo var god hyggelæsning i fly og på et kedeligt hotelværelse. Men det var uden at tage højde for, at jeg faktisk havde behov for et opslagsværk ved siden af.

Chauveaus biografi af Manet tager udgangspunkt i hans teenageår, hvor han kæmper mod en despotisk far, der kun vil høre tale om en akademisk uddannelse. Så ender han med at blive sendt ud at sejle - en god gennemprøvet metode på den tid til at få uterlige unge til at indse komforten ved et skrivebord. Men for Manet blev Brasilien en åbenbaring af farver, indtryk... og ikke mindst kvinder.

Da han kom hjem accepterede faderen endelig hans valg om at blive kunstmaler; en beskæftigelse som på den tid bestod i at overholde Kunstakademiets udstukne regler for god smag. Man malede og sendte sine billeder ind til Akademiets udstilling, hvor en jury skulle bedømme den inden adgang. Og Manets malerier blev afvist stort set hele hans liv. Det var netop den ene ting, han stræbede efter for, at faderen ikke skulle få ret.

Sideløbende med sin begyndende karriere falder han for familiens unge klaverlærer - en trivelig hollandskpige, som han gør gravid. Han er mand nok til at installere hende og hendes familie i en lejlighed; men han bliver selv boende med sin egen - og sønnen får at vide, at det er hans gudfar. Selv år efter, da han endelig gifter sig med Suzanne, får sønnen Léon intet at vide - selvom han vel nok havde sine anelser.

Men kampen om Akademiets gunst er umulig at vinde; hans malerstil er oprørsk - og det krævede netop at have malerierne i stort format ved siden af sig for at forstå, at Le Déjeuner sur l'herbe kunne skabe en sådan furore. Et par år senere præsenterede han Olympia, som var en moderne version af Tizians Venus of Urbino - der er jo en tydelig sammenlignelig struktur i maleriet; men Manets afklædte kvinde var for meget en letlevende dame til at det kunne præsenteres for det bedre borgerskab.

Sammen med slænget af venner/kolleger, som bestod af Pissarro, Cézanne, Monet, Sisley, Degas, Renoir, kæmpede de for at blive accepteret af Akademiet - og især for Manet var det vigtigt at blive anerkendt af det etablerede selskab. Hans venner trak sig væk og skabte deres egne udstillinger - totalt uhørt på den tid - og det blev starten på impressionismen. Det er alt sammen almindeligt kendt, men jeg var ikke klar over hans mere end tætte forhold til Morisot, som senere giftede sig med hans bror.

Jeg kendte ikke til hans dandy-facon, som gjorde ham kendt i hele byen for at være velklædt og en damernes mand. Han var ikke fattig som mange af sine kolleger, og han var altid parat til at hjælpe netop dem, når det stod skidt til.

Selvfølgelig blev hans eftermæle større - og i dag kan enhver jo genkende en Manet på lang afstand på grund af hans kendetegn i penselstrøg og ikke mindst hans sorte farve. Og alle kender historien om hans asparges-maleri - hvilket jeg i øvrigt stadig mener burde hænge sammen og ikke i to forskellige lande og museer.

Manet døde som kun 51-årig - ædt op af syfilis, som han havde taget med hjem fra Brasilien som ung. Den tragiske og tidlige død hjalp selvfølgelig gevaldigt på hans popularitet - men stadig var det vel blot et spørgsmål om tid, før tiden var rigtig klar til impressionisterne .... og så kunne betragte ekspressionisterne, kubisterne og alle de næste generationer som galninge!

Monday, October 10, 2016

Min mormor hilser og siger undskyld - Fredrik Backman



























  • Dansk
  • 6.-9. oktober
  • 464 sider

Da jeg begyndte på den anden Backman-bog, der stod i min reol, vidste jeg jo, at det var nummer tre og, at nummer to hed Britt-Marie var her. Allerede på første side så jeg så, at en person ved navn Britt-Marie optrådte i nummer tre, og lagde den straks fra mig igen. Så måtte jeg jo læse demi rækkefølge - og det vil jeg faktisk anbefale at gøre i hvert fald med netop disse to.

Hovedpersonen er dog den 7-årige Elsa, som bor i en lejlighedsejendom med sin mor og dennes nye mand allerøverst oppe. Ved siden af dem bor mormor, som er en farverig person. Sprudlende, grænseoverskridende, anarkistisk- og ikke særlig mormor-agtig i den traditionelle forstand. Men hun er verdens bedste mormor, vor hun har opfundet en hel eventyrverden, som hun hver aften tager Elsa med til, når hun skal have godnathistorie. En verden, hvor der ikke er fraskilte forældre, nye mænd og nye halvsøskende på vej.

Der er seks kongeriger i mormors verden, som er lidt Narnia-lignende: Kongeriget for musik, drømme, krigere, kærlighed osv. Og Elsa er jo overbevist om, at det kun er hende og mormor, der deler denne verden.

Men mormor er også meget syg, og dør af kræft. Hun videregiver dog nogle breve til Elsa, som er en form for skattejagt, som Elsa ikke er helt vild med. For hvad sjov er der ved det alene - og hvad skal hun finde ved slutningen af skattejagten? Og hvordan skal mormor give hende nye spor, når hun nu er død? 

Det hele fortælles gennem hendes 7-årige øjne; og med hendes sprog - men også hun har (ligesom alle Backmans protagonister) et særligt ordforråd og små særheder, der kendetegner hende ligesåvel som husets andre beboere. Skattejagten bringer hende nemlig tæt på dem allesammen; og undervejs opdager hun, at de alle er i huset af en speciel årsag og fordi hendes mormor samlede dem omkring sig. Huset er lidt ligesom slottene i eventyrlandet, og historierne begynder temmelig meget at minde om de personer, hun nu lærer at kende. 

Mormoren har brugt de gode og de dårlige sider til at fortælle alle beboernes liv med dets tragedier og konsekvenser for dem. Det er tsunami, krig og traumer. Og det er historien om en mormor, der ofrede sig selv og forholdet til sit eget barn for at hjælpe alle andre.

Elsa opdager jo så også, at hun ikke er så unik, som hun troede.Og at mange andre kendte til deres hemmelige sprog og verden. Den er hård at sluge for en 7-årig, og hun når at både elske og hade mormoren undervejs i skattejagten. 

Men det er jo også en meget livsbekræftende historie, hvor alle husets skæbner flettes sammen - og med en happy ending! Det er jo en form for børnebog - men absolut for voksne. Jeg kneb OGSÅ en lille tåre ved afslutningen af denne bog; det formår han altså at røre i mig hver gang. Så slutningerne læser jeg konsekvent kun derhjemme! Men jeg læser helt sikkert hans næste bog, hvis der kommer én.

Thursday, October 6, 2016

Plutôt crever - Caryl Férey



























  • Fransk
  • 4.-5. oktober
  • 267 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Så blev det sandelig til bog nummer 800 på bloggen! 

Og det blev til en lille fransk stille thriller. Langt fra det mere makabre, som Férey er kendt for med sine danske oversættelser af Mapuche og Zulu. Begge de to var jeg faktisk lidt mystificeret over, og især var de jo ekstremt voldelige i passager. Jeg var meget mere begejstret for hans maori-saga, men den er ikke blevet oversat til dansk desværre. Det samme gælder denne lille roman fra 2002, hvor han endnu ikke var specielt kendt i Frankrig.

Politibetjenten Mc Cash - og det skrives altså med mellemrum, selvom det irriterer mine øjne - er irer med et glasøje, fraskilt, desillusioneret, narko- og alkoholafhængig .... er der nogen, der tænker Harry Hole? Eller for den sags skyld andre 'moderne' helte indenfor genren?

Men Féreys roman er fra 2002, så Harry Hole var altså opfundet af Nesbø.

Over for denne sympatiske mand har vi Fred og Alice. Fred er lidt af en flipper, der lever af at udgive et blad, som ingen køber, og som finansieres ved hjælp af filantropiske venner med sympati for verdens idealister. Alice er hans tegner på bladet - men pludselig møder hun op med en fødselsdagsgave .... en pistol med seks kugler, og en manual med udfordringer til Fred. 

Det starter desværre med mordet på en fransk politiker, da pistolen går af - og det var ikke planlagt. Men nu må de to på flugt. De forfølges i den ene ende af Mc Cash og i den anden ende af Luis og Martial. Luis er en baskisk uafhængighedsrebel, som havde en lille affære med Alice, hvorefter hun stjal hans pistol - som nu er på tur rundt i Frankrig. Martial er hendes bror, der ender som gidsel for Luis. 

Det er ikke hverken voldeligt eller detektivarbejde på højt plan. Det er en mere anderledes rytme , og selv til sidst var jeg lidt perpleks. Over politibetjenten, der lader en skyldig gå .... over et par ender, der var lidt for løse.

Men det var en god historie netop fordi den undgik al den unødige vold.

Tuesday, October 4, 2016

Les quatre saisons de l'été - Grégoire Delacourt



























  • Fransk
  • 2.-3. oktober
  • 283 sider
  • Dansk titel: Endnu ikke oversat

Den franske forfatter Delacourt er tidligere oversat til dansk med Ønskelisten, og mon ikke flere følger efter? Selvom visse elementer nok er sværere at relatere sig til for ikke-franskmænd; men det er smukke historier.

Denne lille roman fra 2014, er inspireret af flere forskellige hændelser.

For det første modtog forfatteren et brev fra hans første ungdomskærlighed. Et ønske om at vide, hvordan han havde det - og måske at drikke en kop kaffe sammen? Det forklarer han selv i bogens indledning; det fik ham til at fundere over den første kærlighed. Dernæst er det muligvis et meget personligt forhold til den franske sanger Francis Cabrels sang Hors Saison, som udkom i 1999.
Det er uden tvivl også historierne om de to franske ægtepar, der i 2013 med en uges mellemrum begik selvmord sammen. Begge par var oppe i årene, og ønskede ikke at den ene skulle leve alene. Det ene par gjorde det i et hotelværelse på det majestætiske parisiske hotel Lutetia, som var hovedkvarteret for familiesammenføring efter 2. Verdenskrig, hvor de løsladte fra de tyske lejre blev registreret her. De to gamle mennesker, der havde været gift i mere end 60 år, havde genfundet hinanden netop på dette hotel.

Den sidste historie forklarer Delacourt ikke direkte; men det lille efterord gav mig indikationer nok til at finde historien i nyhederne fra dengang. 

Det er således en historie om kærlighedens fire aldre - eller fire sæsoner. Og alle udspiller de sig den samme aften på det samme sted - stranden ved Touquet den 14. juli, hvor franskmændene fejrer Bastilledagen.

Den første historie er om den første spæde ungdomskærlighed mellemVictoire og Louis. Om den første afvisning og det knuste hjerte. De er med hendes forældre ved stranden, og krydser det søde gamle ægtepar, der er det billede på livslang kærlighed, som Louis forestiller sig for ham selv.

Den næste historie er om den 35-årige Isabelle, der er enke med en lille dreng, og desperat kaster sig i alle fremmede mænds arme. Den aften finder hun en gammel mand i vandkanten, der er næsten druknet. Han kommer på hospitalet, hvor hun selv møder sin ungdoms kærlighed - men bliver skuffet. Og den ældre mand dør uden at man finder ud af, hvem han var.

Den tredje historie er om Monique og hendes mand, der efter de tre sønner har forladt reden, er ved at køre træt i dagligdagen. De kan ikke genfinde den passion, de havde i starten af deres ægteskab. Monique rejser derfor alene til Touquet, hvor hun indlogerer sig på et hotel, sidder i baren - og flirter lidt med en fremmed mand. Men hun misunder det ældre ægtepar, der sidder lige så fint med deres portvin og hviler i sig selv. Monique vil nu være Louise - og hun er modtagelig overfor den fremmede mand, der opsøger hende. De tager videre til et andet hotel længere oppe ad kysten, og efter nogle dage opdager de et lig, der er skyllet op i vandkanten. En ældre dame, der ikke kan identificeres.

Og så selvfølgelig den sidste historie om det ældre ægtepar; man fornemmede jo, at den ville komme. Man fornemmede udfaldet - men som læser kendte man ikke baggrunden endnu. Den er rørende og smuk, og alle de fire historier bindes sammen.

Som afslutning er der endnu fire små kapitler med en status ti år efter den skæbnesvangre aften, hvor læseren får slutningen på historierne om al den kærlighed. Den for tidlige, for sene. Den umulige, den nye, den genfundne. 

Jeg var overbevist og jeg var helt med i hans historie. 

Monday, October 3, 2016

De fattige i Łódz - Steve Sem-Sandberg



























  • Engelsk
  • 26. september - 2. oktober
  • 665 sider
  • Engelsk titel: The Emperor of Lies

Jeg købte denne dokumentariske roman i den gode tro, at den var skrevet på engelsk - men det viser sig så, at det er en svensk forfatter. Navnet kunne jo sagtens have snydt mig! Men oversættelsen bar nu på intet tidspunkt præg af dette.

Det er en voldsom historie, og jeg måtte da indimellem stoppe for at trække vejret dybt. Og så tænker jeg, at det aldrig stoppermed uhyrlige historier fra 2. Verdenskrig! Historien om ghettoen i Łódz og den omstridte Chaim Rumkowski var i hvert fald ny for mig. Der er skrevet en del om ghettoen i Warszawa for eksempel; men selvfølgelig var det langt fra den eneste - ghettoen i Łódz blev dog styret på en mere barsk måde.

Chaim Rumkowski blev i 1939 udnævnt af nazisterne som Judenälteste - det vil sige den øverste myndighed i ghettoen, der blev et indkapslet område midt i den polske by. En by i byen, hvor der på et tidspunkt boede op til 164.000 mennesker. Rumkowski var ansvarlig for styrelsen af byen, der sågar havde egne frimærker og valuta. Jøderne arbejdede på fabrikker, hvor de producerede uniformer eller krigsmateriel til den tyske hær. Der var et samarbejde med de tyske autoriteter, men i temmelig vid udstrækning, var det Rumkowski selv, der kunne bestemme. Så længe han overholdt kravene fra nazisterne, som i stigende grad gik ud på at udlevere jøder, der skulle deporteres. Og i denne rolle bliver Rumkowskis egen rolle jo problematisk; han gøres til en dommer over liv og død. Et faktum alle i ghettoen jo er klare over.

Rumkowski havde blandt andet sine egne yndlinge blandt børnene; og der hentydes mere end kraftigt til hans pædofili, som er et omstridt punkt i hans liv. Han kunne skalte og valte med livene - sende sine personlige fjender ud af ghettoen, hvor han selv nød godt af andre madrationer og forhold end den gængse beboer, som levede under forfærdelige forhold.

Sembergs bog beskriver Rumkowskis forhold til sit folk men også til tyskerne. Der gengives mange akkurate detaljer fra dagbøger, optegnelser eller taler fra perioden - ikke mindst hans berømte tale Give me your children, hvor han i 1942 bad ghettoens indbyggere om frivilligt at lade børn under ti år og ældre og syge rejse. Det er svært i dag at vide, hvor meget Rumkowski vidste - at han sendte dem mod en sikker død? For tyskerne præsenterede det jo noget anderledes!

Bogen følger ligeledes en lang række af de teenagere, der blev tilbage i ghettoen og deres kamp for overlevelse. Det er en blanding af fiktion og fakta - og der springes til tider temmelig meget rundt i personer og historier. Mange små brudstykker af elendighed; så man som læser slet ikke er i tvivl om den overordnede elendighed. Men jeg havde også lidt svært ved at knytte mig til nogle af protagonisterne på grund af disse spring.

I sidste ende kan Rumkowski selvfølgelig ikke engang redde sig selv - i hans store naivitet har han troet, at det at være kollaboratør ville beskytte ham; men han var jo blot et bekvemt redskab for tyskerne. Og i august 1944 sættes også han i en godsvogn mod Auschwitz. Her er der forskellige historier - men mere end højst sandsynligt blev han dræbt af sine egne som gengæld for dem, han havde ofret i ghettoen. Desværre følger Sandberg ikke denne historie til dørs, og det er i mine øjne en svaghed i bogen. Han er dybt kritisk overfor Rumkowski som person; men så slipper han ham - som læser skal man selv opsøge slutningen på historien.

Til gengæld slutter romanen med en 50 sider lang fortælling om den unge Adam, der skjuler sig i ghettoen efter den sidste transport har forladt den. Den passage bliver for mig den stærkeste, da der er fordybelse i Adams personlighed, tanker og færden - men han var en fiktiv figur.

Det er bestemt en stærk fortælling; men der er visse mangler synes jeg - især manglen på den komplette kritiske historie af personen Rumkowski. Den engelske titel sætter ham i centrum - og så kommer han til kort. Den svenske originale titel er fokuseret på ghettoens indbyggere. hvilket måske er mere realistisk - men alligevel mangler slutregnskabet et sted.