Forladte dage - Elena Ferrante

• Fransk
• 28.-29. november
• 275 sider
• Fransk titel: Les jours de mon l'abandon

Elena Ferrante fik jo sit helt store internationale gennembrud med den napolitanske kvartet om to kvinders venskab et langt liv igennem. En serie, som jeg var meget begejstret for, selvom den bestemt ikke var let tilgængelig. Men det er uden tvivl historier, jeg vil have lyst til at genlæse en gang.

Men Ferrante havde jo skrevet i mange år inden denne succes; faktisk udkom Forladte dage allerede i 2003 på dansk; men nu hvor jeg havde lært hende at kende, købte jeg den på fransk. 

Ferrantes verden er meget italiensk; det er traditionelle familiemønstre, hvor kvinden er hjemmegående og passer hus og børn. Hvor det ikke er usædvanligt, at manden har en affære. 

Sådan er det også her, hvor Olga som 38-årig helt har droppet en karriere for at passe børnene Gianni og Ilaria, mens manden Marco tjener pengene. Men en dag vil han ikke længere - han er kommet ud i et stort tomrum, siger han til hende. Han kan intet føle længere, og femten års ægteskab er ovre.

Hurtigt viser det sig dog, at han dog føler særdeles meget - for en kollegas datter, som er blot tyve år gammel. En pige, som Olga allerede nogle år tidligere havde følt som en Lolita-trussel.

Olga kastes ud i et reelt tomrum til gengæld. En tilstand, hvor hun skifter mellem raseri, obskønitet, fysisk vold - men sjældent tårer og sorg. Hun overfalder Marco på gaden, da hun ser ham med den nye kvinde. Hun kaster sig i armene på den midaldrende underbo, og det ender fysisk set selvfølgelig katastrofalt. Hun skammer sig, men kan slet ikke styre afmagten.

En dag går det helt galt; denne ene dag fylder nok en tredjedel af bogen. En morgen, hvor hun vågner til en syg søn - og en syg hund. Hvor hun ikke kan se klart - og slet ikke tænke rationelt. Så galt går det, at hun ikke kan få hoveddøren åbnet - og ender med at sidde med en død hund i armene. Denne dag bliver for hende symbolet på, hvor langt ud hun er kommet.

Og som læser fristes man også til at irritere sig over hende. At hun ikke kan tage sig sammen; at hun lader der gå ud over børnene. At hun ikke forlanger noget fra manden i forhold til hjælp til børn og økonomi. Det bliver måske en anelse for meget ynk; men alligevel genkender man jo den følelse af hel og fuldstændig afmagt, når noget stort og voldsomt sker. 

Det klogeste Olga som person siger, er nok, da hun endelig får sagt fra overfor eksmanden - og siger til ham, at han intet ved om tomrum. Mænd kommer vist heller ikke derud på samme måde som kvinder; de mister ikke sig selv, som Olga gør - og det er en malerisk beskrivelse. Men måske lige lang nok i sidste ende. 

Dette var Ferrantes anden roman; og hvis man skal læse hende, vil jeg nok især anbefale Napoli-romanerne.