Don't tell the groom - Anna Bell

• Engelsk
• 29. februar
• 392 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg går virkelig sjældent i biografen, og jeg ser meget sjældent film i fjernsynet derhjemme. Men en sjælden gang, når man er småsløj eller bare ekstremt doven, kan jeg finde på at se en rigtig no-brainer af en komedie. Jeg aner ikke, hvad det havde kostet i biografen i det 21. århundrede - men nu klarede jeg det tilsvarende for de 40 kroner, jeg gav for denne bog. Det svarede stort set til en komedie, da jeg læste den på en dag. Jeg startede om morgenen på vej på arbejde, og det gik meget hurtigt - og så fortsatte jeg bare til jeg var færdig om aftenen.

Penelope - Penny - er en ung engelsk kvinde, hvis eneste og største drøm er et overdådigt bryllup. De rigtige sko, den rigtige kjole og ikke mindst det store orkester, hvide duer og alt det andet fjollede gejl, der er alle pigers prinsessedrøm. Alt det har hun sammen med kæresten, Mark, sparet sammen til på en særlig opsparing - og de har aldrig åbnet deres kontoudtog derfra. Det skulle gemmes til den store dag.

Da Mark endelig frier, åbner Penny kuverten, og får sit livs chok. For i stedet for de ca. 20.000 pund hun havde regnet med, står der lige lidt mere end 5.000 pund. Resten er forsvundet ud i cyberspace hver gang hun har spillet online bingo i troen på, at hun vandt mere end hun tabte. Hun får overtalt Mark til, at hun skal arrangere hele brylluppet uden hans indblanding, og hendes udfordring bliver selvfølgelig at få alt det nødvendige til de få penge.

Det er skrevet fuldstændig efter en filmskabelon. Hemmelighederne; hendes terapi i en gruppe af anonyme ludomaner; hendes totale omvending til at lave frivilligt arbejde (for at få et billigt sted at holde festen) og forviklingerne, da en nævenyttig bedstemor ser hende sammen med mentoren fra ludomangruppen, og antager det for en elsker.

Det er direkte til at overføre til det store lærred, og man kunne da have forfatteren mistænkt for at have dette i baghovedet - og det er der vel principielt intet odiøst i. Hun skriver den genre, som egner sig til komedier og jeg kunne sagtens se en underholdende uforpligtende film komme ud af det. Det er selvfølgelig ikke stor litteratur - der er morsomme elementer, og jeg var så godt underholdt, som hvis det havde været i biografen - og endda til billigere penge.

Det er lidt ligesom med flødeskumskager - det skal virkelig ikke ske for tit!

Tyvenes by - David Benioff

• Dansk
• 26.-28. februar
• 283 sider
• Originaltitel: City of Thieves

Sædvanligvis er det meget mod mine principper at læse en oversættelse, når originalen er engelsk. For det første fordi noget som regel går tabt i en oversættelse; men også fordi den uvægerligt kommer til at lide under syndromet af danske forlags manglende korrekturlæsning - og denne var da heller ingen undtagelse. Endelig så er engelske bøger jo så meget billigere - men nu fandt jeg denne til en god pris på bogudsalget.

David Benioff nedstammer fra russiske jøder, og i bogens indledning fortæller han, hvordan han en dag konfronterer bedsteforældrene med deres minder fra 2. verdenskrig, da de levede i Leningrad; det er en tid, de aldrig snakker meget om. Men David vil gerne have historien, og så indtaler bedstefaderen den til ham, inden han nedskriver den. Om dette er et trick fra forfatterens side er lidt svært at gennemskue. Det kan være yderst sandfærdigt; det kan være en opdigtet indledning - eller måske er det snarere en blanding af de to. At historien, som den fortælles er en eventyrlig version af nogle unges liv i en ødelagt og sønderbombet by under krigen i de 900 dage, hvor tyskerne var tættest på i vinteren 1942.

Lev er 17 år gammel, og hans mor og søster er for længst rejst ud af byen. Han er tilbage sammen med andre unge, der fungerer som brandvagter i det, der er tilbage af byen. En aften falder en tysk faldskærmssoldat død ned fra himlen, og Lev og vennerne drikker hans flaske spiritus, og Lev formår at stjæle en kniv fra ham. Men han bliver fanget og sendt i fængsel, hvor han møder Kolya, som er mistænkt for at have deserteret den Røde Hær. 

De tilbringer en nat i fængsel, men obersten giver dem muligheden for at overleve mod en tjeneste de skal gøre ham. Hans datter skal snart giftes, og hendes største ønske er en fin kage - men der skal æg til, og byen er for længst støvsuget for høns og stort set alt andet spiseligt.

De får et papir med sig, og nogle dage til at fremskaffe de tolv æg, hvorefter de giver sig ud i byen. Kolya er en friskfyragtig pralende type, der driller den lille jøde med hans manglende erfaring med livert og kvinder i særdeleshed. De bliver ikke umiddelbart bedste venner, men at løse opgaven er deres eneste hå - og så giver dem vel en form for formål i et trøstesløst liv.

Deres oplevelser er ikke for sarte sjæle; det er en tur ned i den underverden, som krigen skabte - de møder kannibaler, tyve, mordere eller folk, der ganske enkelt er blevet sindssyge af kulde. De møder bare ikke nogle høns. Endelig beslutter de sig for at tage ud af byen og ind bag tyskernes linier - de må ud på landet for at finde æg.

Dette bringer dem lige ind i et opgør med tyskerne og det hemmelige russiske politi; og der er en del døde i deres kølvand. Men også snu tricks og venskab. Og sult. For sulten er på en måde omdrejningspunktet i det hele - de vurderer alle de møder ud fra, hvor udsultede de ser ud. Har man sul på kroppen, må man nødvendigvis samarbejde med tyskerne, som de fire unge ludere, de møder i øde hus ude på stepperne.

Det bliver måske også lidt for ensidigt; jeg følte aldrig, at jeg helt fik fornemmelse af den gru, der udspillede sig - det blev lidt for meget komedie, og jeg er overbevist om, at det ikke var forfatterens hensigt. Muligvis er det æggene, der gør det? For de får dem, og skal nu bringe dem sikkert tilbage til Leningrad og obersten - og her bliver strukturen i historien lidt som et Grimms-eventyr blandet med Gøg og Gokke på udflugt. Den har bestemt sine øjeblikke, men jeg er overbevist om, at skrevet i den rette russiske ånd med den tradition, de har for dramaer, så kunne det have været helt fantastisk.

Før vi siger farvel - Jens Christian Grøndahl

• Dansk
• 22.-23. februar
• 280 sider

I 2007 forsøgte jeg mig med en roman af Jens Christian Grøndahl, og måtte give op. Så faldt jeg over et kup af en bog til 40 kroner, og havde vist glemt, at vi ikke er venner. Heldigvis var denne roman så lille, at jeg tænkte, at jeg uanset hvad måtte kunne komme igennem den. Det gjorde jeg da også - og uden de store dramatiske lidelser. Men desværre også uden stor dramatisk begejstring.

Historien havde ellers potentiale til at røre ved noget i en læser; den unge Barbara er adoptivbarn, og kommer fra en rendesten i Calcutta inden hun vokser op i et trygt dansk hjem i Jylland. Indtil faderen forlader moderen, der er blevet alkoholiker. Hun har haft det svært med kærligheden - er det et udløb af barndommens svigt? Indtil hun møder den tredive år ældre Marcus, som er krigsfotograf.

De er sammen i syv år - og så rammer den berømte krise. I denne form er det Marcus, der lader hende gå på grund af aldersforskellen. Hun skal sættes fri, og finde en yngre mand og få børn.

Anden del af bogen springer nogle år frem, hvor Barbara stadig er alene og arbejder på en bog om en kendt dansker - Suzanne Molton - som har gjort sig som let påklædt stjerne i sengekantsfilm, og senere i diverse underholdningsprogrammer - minder det ikke læseren lidt for meget om en reel person? Hun har mistet kontakten til sin søn, som er narkoman, men har et tæt forhold til dennes kammerat .... som hedder Asger! Lige der blev jeg uendeligt skuffet over Grøndahls manglende fantasi. Han falder lidt i samme fælde som Jussi Adler-Olsen gjorde i Fasandræberne ved at lægge sig alt for tæt op ad eksisterende personer. 

Historien skulle og burde handle om de to personers kærlighed - for de mødes igen, da Marcus bliver syg af kræft og ikke længere magter at skubbe hende væk. Men indimellem deres historie er der et utal af sidehistorier om Marcus' ekskones revolutionære italienske fortid; om den berømte Suzannes Moltons barndom - og en hel lang række af totalt irrelevante uddybelser, som hverken bliver hele eller halve.

Jeg har ligeledes også stadig et problem med det sprogbrug danske forfattere har. Det virker opstyltet og konstrueret på mig; muligvis er det mit problem. Muligvis er det fordi jeg primært læser på andre sprog - men det giver mig bestemt ikke lyst til at læse mere på dansk. Og Grøndahl er bestemt ikke mig, må jeg konstatere.

Der var så rigeligt med emner og følelser at koncentrere sig om i Barbaras og Marcus' historie. Deres fortid har en lille relevans - men ikke alle birollernes. Det essentielle var, hvordan man lever sammen med en mand, der er så meget ældre, og som bliver og skal passes. Eller en kvinde, der burde have børn men fravælger det til fordel for kærligheden.

I stedet blev det til et stort ufærdigt billede af alt for mange mennesker, der aldrig trådte i karakter eller blev levende for mig.

Den kongelige egyptiske automobilklub - Alaa El Aswany

• Fransk
• 15.-21. februar
• 638 sider
• Fransk titel: Automobile Club d'Egypte

Efter historien om Gerda/Greta Wegener var jeg faktisk gået i gang med en roman, der havde stået et stykke tid i min reol - nemlig Vi er ikke os selv af Matthew Thomas. For nogle måneder siden kiggede jeg på den i en boghandel - på dansk - og overhørte en kunde, der spurgte en medarbejder til råds om den. Medarbejderen var alt andet end begejstret, og alligevel købte jeg den så på engelsk.

Jeg gav den fulde tre dage af mit læseliv, og havde kæmpet mig igennem vel ca. hundrede sider. Det gik trægt, og jeg kunne slet ikke se, hvor forfatteren ville hen; og da slet ikke hvordan vi skulle kunne sameksistere yderligere 550 sider. Det er sjældent jeg gør det - men denne opgav jeg, og den røg i skraldespanden.

I stedet kastede jeg mig over en længe ventet perle, som jeg ved det er med El Aswany (jeg har valgt at bruge den franske stavemåde som på den franske forside). De to tidligere bøger, som jeg læste i 2008 og 2009 står stadig friske i min erindring, og han er en forfatter, som jeg er sikker på ikke vil skuffe mig. Det gjorde han bestemt heller ikke denne gang.

Historien foregår lige efter 2. verdenskrig men inden englænderne gav dem deres fulde selvstændighed til bage i 1953. Kongen er Farouk, som kom på tronen i den unge alder af 16 år. Han er nærmest enevældig - men bortset fra det er der ikke mange forskelle til den måde Mubarak mange år senere styrede landet på som en republik. Kongen var en levemand, og et af hans udskejelsessteder er automobilklubben, som El Aswany morsomt guider hen til ved at indlede bogen med en forhistorie om den første bil, som Benz producerede. Romanen har nemlig denne klub som omdrejningspunkt som det mikrokosmos det er for store og små i samfundet.

Tjenerne i automobilklubben er alle egyptere, og de styres med hård hånd af El-Kwo (som vist har et andet navn i den danske oversættelse), som er en slags inspektør med direkte linje til kongen. Dog hører denne under den engelske Mr. Wright, som er direktør for klubben. Og El Kwo kan være nok så barsk og voldelig overfor de ansatte; overfor den udenlandske Wright er også han underdanig og i den koloniseredes rolle.

Abdelaziz Hamam arbejder i klubben indtil han en dag modsætter sig den hakkeorden, der regerer - og dør efter straffen fra El-Kwo. Bogen følger derefter hans fire børn - Saïd, Kalim, Mahmoud og Saliha. 

Saïd er en egoistisk og grisk person, der har et forhold til naboens datter og tynges af mindreværdskomplekser overfor især søsteren, som går på universitetet i modsætning til ham; en skøn upoleret mandschauvinist! Da faderen dør ser han sit snit til at gifte sig med Faiqa - naboens datter - og inden længe forsøger han at gifte søsteren væk til en potentiel forretningspartner, som viser sig at være impotent (eller skabsbøsse) og narkoman. Han er absolut bogens mest antipatiske person - måske med undtagelse af El-Kwo.

Mahmoud er familiens dovne og mindrebegavede medlem. Han skulker skolen og ryger hash med sin ven. Men da faderen dør, får han et job i klubben og pludselig er han gigolo for nogle ældre udenlandske damer, som giver ham den levestil, han stræber efter - uden at skulle yde andet end spille med musklerne og nå ja ... smide bukserne. Det giver ham til tider nogle moralske skrupler i forhold til islam - men ikke mere end, at det kan skylles ned med lidt whisky.

Kalim er familiens kloge hovede, som læser jura på universitetet men også roder sig ud i noget undergrundsarbejde for at befri Egypten for kolonimagten England. Han må også arbejde i klubben efter faderens død; men han bruger muligheden til at infiltrere klubben med sit netværk og i øvrigt forelske sig i direktørens unge (engelske) datter. Han er samtidig den mest vestligsindede af romanens protagonister på trods af sin kamp for selvstændigheden; måske fordi han er intelligent nok til ikke at tro på kvindens - eller nogen andens - undertrykkelse.

Og endelig er der Saliha, som må flygte ud af sit ægteskab og hjem til familien med sine bristede drømme. 

Rundt om de fire er der selvfølgelig hele staben af egyptere i klubben samt direktøren, der vil gøre alt for at hans unge datter bliver kongens elskerinde. Tjenernes kamp går ud på at vinde en form for værdighed; de vil ikke længere finde sig i korporlige afstrafninger - men så ryger drikkepengene, som er deres levebrød. Det er en kamp om at smigre og frasige sig solidaritet for at overleve.

Det er et glimrende samfundsportræt af et samfund, hvor alle er underlagt en eller noget andet. Alle er de afhængige og må bøje sig i støvet og tage mod skraldet - tjenere, døtre, kvinder, unge ugifte kvinder, indfødte oppe ad rangstigen og selv kongens familie. Systemet i samfundet er bygget op omkring den frygt alle har overfor trinet over dem hvad enten det er englænderne, et familieoverhovede, religionen eller en chef. Kun kongen gør som det passer ham og er dermed med til at styrte sig selv fra tronen.

Jeg var dybt fanget af Aswanys måde at skabe sine personer på; han gør dem altid så multidimensionelle, at man indfanges. Samtidig er romanens opbygning en blanding af forfatterens historie afbrudt af Kalims og Salihas versioner - de to protagonister indleder nemlig bogen med at aflægge forfatteren et besøg for at få deres ord med. Disse spring i vinkler og tid giver historien en fantastisk dynamik krydret med en god gang samfundssatire og humor.

Den danske pige - David Ebershoff

• Engelsk
• 8.-11. februar
• 327 sider
• Originaltitel: The Danish Girl

Der har jo været meget opmærksomhed omkring den transseksuelle Einar Wegener i form af filmen, der for nyligt fik premiere og Arkens udstilling af hans/hendes værker sammen med hustruen, Gerda Wegeners. Så da jeg faldt over bogen, som danner grundlaget for filmen, var det et oplagt køb - jeg er jo ikke den store biografgænger.

Men ret hurtigt blev jeg temmelig forvirret - og så er det, at jeg ærgrer mig over, at jeg ikke bare kan læse en bog uden at skulle undersøge alting til bunds. Men da det jo var en biografi af de to menneskers liv, skulle jeg lige have mine fakta på plads - og så faldt hele min entusiasme for historien lidt til jorden.

Ebershoff har ikke skrevet en biografi af de to mennesker; det første, der undrede mig var, at Gerda i bogen hed Greta. Da jeg så gravede lidt i det opdagede jeg, at der er ufattelige forskelle:

• Den danske Gerda som er født i 1886, er i bogen blevet til amerikanske Greta født i 1896
• Einar er i bogen født i 1890 som søn af fattige bønder - og i virkeligheden som købmandssøn født i 1882.
• Greta forelsker sig i bogen i Einars barndomsven, og de gifter sig efter skilsmissen fra Lili; men det er almindeligt kendt, at virkelighedens Gerda levede en lesbisk tilværelse sideløbende med deres ægteskab - hvilket for mig forklarer en hel del mere om deres forhold end bogens version. Måske den var for skrap kost for amerikanske læsere?

Hele tidsrammen er dermed rykket gevaldigt, men alligevel synes jeg ikke, at det giver mening, at Lili nu dør i 1931 efter den sidste mislykkede operation. Den operation skulle ifølge lægen have gjort det muligt for hende at føde børn - et faktum vi jo i dag ved, er helt umuligt. Men selvom dette havde kunnet lade sig gøre ville Lili efter forfatterens tidsregning alligevel have været 41 år gammel - og det var dengang da ikke en alder for en førstegangsfødende uagtet alle de andre omstændigheder.

Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor hele historien og fakta omkring det skal fordrejes så meget. Der var da rigelig drama og tragedie i de reelle hændelser, som man kunne have beskrevet på baggrund af de fakta, der er kendte blandt andet gennem Lilis dagbøger.

Det irriterede mig derfor i stigende grad under læsningen, og ødelagde læselysten for mig. Jeg kom igennem - men det holdt hårdt, og endte ikke som en dejlig oplevelse. Filmen tror jeg desværre ikke jeg skal se nu - i hvert fald ikke de første mange måneder.

Jeg har faktisk tidligere læst en bog af Ebershoff, som jeg var meget begejstret for - og dengang havde jeg så læst om denne; men lod det blive ved det i 2012. Måske skulle jeg virkelig bare have gjort det?

Wild Coast - John Gimlette

• Engelsk
• 1.-7. februar
• 358 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endnu en rejseforfatter er opdaget; omend mere nutidig end mine helte Kapuscinski og Kessel - endog lidt yngre end Theroux. Men en oprigtig eventyrer, som alligevel formår at komme off the beaten path.

Wild Coast er hans fortælling om en rejse gennem Guyanaregionen - de tre lande, som udgør det øverste højre 'hjørne' af Sydamerika, og som var henholdvis engelsk, hollandsk og fransk koloni - nemlig Guyana, Surinam og Fransk Guyana, der som det eneste af de tre lande stadig er oversøisk fransk territorie med Euro og det hele.

Især Surinam har altid fascineret mig - man møder jo en del mennesker derfra i Holland, og de er vanvittigt smukke på en rolig måde, der minder mig om indianere. Samtidig er det lande, der ikke er faldet i den store turistfælde, og hvorfor forstod jeg langt bedre efter at have læst denne bog. Måske kan man argumentere, at det ville være til deres fordel at udvide turismen; for det er stadig meget fattige lande.

Jeg lærte så meget nyt, at der sideløbende var en masse Wikipedia og sågar videoer, jeg måtte benytte til at komme helt til bunds med alt det, der overraskede mig. Måske fordi det er lande, vi hører så lidt om i nyhederne. Jeg anede intet om alle de kommunistiske statskup, der har fundet sted i fx Guyana - eller om den grusomme massakre i Jonestown. Navnet vakte nogle erindringer uden, at jeg nogensinde havde placeret det geografisk på et kort.

Selv de europæiske kolonimagter formåede aldrig at komme langt ind i de lande, de havde besat - fx nåede hollænderne kun at udforske ca. 4% af territoriet - og resten er en så vild overgroet jungle, at man stadig skal færdes med gammeldags transportmidler, og kommer ind til stammer, der lever i relativ afskårenhed fra moderne civilisation. Alt sammen helt nyt for mig - og faktisk har jeg nu noget mindre lyst til at besøge de lande. De egner sig ganske enkelt nok ikke til turisme - medmindre man er en Gimlette, der vil ind i de afkroge.

Gimlette fortæller med både indsigt men også genial humor om sin rejse; han binder fortidens historie sammen med nutiden - i mange tilfælde er der ikke langt, da de fleste murstensbygninger, der stadig står er de selvsamme som europæerne byggede for århundreder siden. Det er historien om de guerillakrige, der har hærget landene; om Frankrigs brug af Guyana som deportationsfængsel for blandt andet den berømte Dreyfus - men også med moderne lokalkolorit i form af beskrivelserne med de lokale her og nu.

Jeg kan se på hans hjemmeside, at han ligeledes har skrevet en bog om Sri Lanka. Den kunne virkelig være interessant, da jeg slet ikke blev forelsket i det land, da jeg var der i efteråret 2015. Måske kan hans syn forandre mit?