Postkort fra Grækenland - Victoria Hislop

• Engelsk
• 4.-6. februar
• 438 sider
• Originaltitel: Cartes Postales from Greece

Jeg har læst fire romaner af Victoria Hislop - og der har været stor variation i kvaliteten. Det er jo chick-lit i høj grad; men også uforpligtende og underholdende let læsning. Jeg havde dog ikke intentionen om at læse flere - men stod jo der i lufthavnen, hvor der var noget med to bøger til en speciel pris. Da jeg bladrede i denne, så jeg smukke sort-hvide fotografier, som straks pirrede min nysgerrighed.

Flere af Hislops romaner er rammefortællinger, som jeg egentligt aldrig rigtigt ser formålet med - men i denne trækker hun det virkelig ud i ekstremerne. Efter ganskje få siders læsning, var jeg lidt forvirret over, hvor hun ville hen med det hele - og jeg søgte lidt information. Der viser det sig så, at man af hendes trofaste læsere absolut ikke brød sig om netop denne roman. Det var lige ved at få mig til at droppe den - men heldigvis fortsatte jeg, og ignorerede de kommentarer.

Den første rammehistorie er om en ung kvinde, som er træt af sit underbetalte arbejde i London. Da hun begynder at få postkort fra Grækenland blot underskrevet A., bliver hun nysgerrig og får lige det ekstra krydderi hun manglede. Det ender med, at hun bestiller en rejse til Grækenland udelukkende baseret på de postkort og deres løfter om sol, sommer og et bedre liv. Det er den absolut dårlige del af historien, som sagtens kunne undværes!

Netop som hun skal afsted til lufthavnen, modtager hun så med posten en hel dagbog; der jo tydeligvis ikke er til hende - men hun læser den. Her opdager hun historien om en mand, der ventede på sin elskede i lufthavnen - hun kom dog aldrig med det fly fra London, som han troede. For at dulme sine kærlighedssorger drager han på må og få rundt i Grækenland. Det er så det næste lag i romanen, hvor man lag for lag arbejder sig ind til det, det virkelig handler om - nemlig de små historier.

Det er nemlig snarere en række noveller - skrevet som fortællinger den triste mand får fortalt undervejs af mennesker, han møder. Og de er illustreret med de mest poetiske og smukke sort-hvide fotografier - ofte lidt slørede; aldrig præcise genkendelige ansigter - men som passer perfekt til historien.

Jeg talte ikke, hvor mange historier, der var; men hver især er de et lille stykke Grækenland. De er små græske tragedier i sig selv, og man genkender uden problem de arkaiske karaktertræk fra de velkendte historier fra oldtiden. Sagnsomspundne figurer i universelle situationer, der gentager sig selv igen og igen i historien; og i vores egne små hverdagssituationer.

Der er historier om kærlighed, død, savn, nye møder, relationer mellem alle typer mennesker i alle forhold af livet - og de er alle evigt aktuelle. Samtidig er de græske og giver tilmed et lille stykke lokalkolorit fra de steder A. besøger. Hislop er meget glad for Grækenland, og det virker snarere som hendes egen kærlighedserklæring til landet, som hun måske ikke vidste, hvordan hun skulle få nedskrevet i romanform. Her opnår hun præcis det samme med de små mesterværker af historier, som pudsigt nok er skrevet i en helt anden og mere kompliceret stil end hendes chick-lit-romaner.

Det er bestemt ikke hendes normale målgruppe. Jeg var begejstret for dem; de var unikke og fotografierne gjorde det hele endnu bedre. Men for at blive ved sin læst, har hun så pakket historierne ind i først den ulykkelige kærlighedshistorie - med den udvikling vores protagonist undergår på rejsen. Tiden læger alle sår!

Derudover er der den ligegyldige engelske pige, som optræder på nogle sider i starten og i slutningen. Det er uendeligt kort - men nok til, at hele hendes liv skal ændres. Det er for urealistisk; og det er især fuldstændig overflødigt for alt det andet. Hvorfor ikke bare forfølge ens egen skrivelyst i stedet for at tænke i potentielle læsere og salgstal?

Når man ind til kernen af bogen, er den nemlig det hele værd!