Friday, May 11, 2018

Maigret og tyven (Maigret LVII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 11. maj
  • 156 sider
  • Originaltitel: Maigret et le voleur paresseux

Jeg var egentlig gået i gang med Kingmaker-serien; en fortælling i fire bind om arvestriden mellem Lancaster og York-familierne i 15. århundredes England. Naivt havde jeg tilmed indkøbt alle fire bind inden jeg gik i gang med det første. Jeg kæmpede i tre dage, og var stadig kun nået hundrede sider ind i første bind - og af dem var de fleste lange udpenslede beskrivelser af slagsmål og vold. Jeg måtte simpelthen give op på trods af min forkærlighed for historiske romaner. De røg derfor alle fire i skraldespanden - er der egentligt et sted i København, hvor man kan aflevere brugte (i dette tilfælde helt nye) bøger?

I stedet kastede jeg mig over gode gamle Maigret, og fik læst denne på fredag aften alene - et sikkert tegn på, at de andre ikke var noget for mig!

Maigret er stadig i omstillingsfasen af sit liv; nu er der tilmed kommet nye direktiver indenfor politiet, så han ikke længere kan forhøre og arbejde, som han har været vant til i en menneskealder. Nu skal anklagere tilkaldes et mordsted - men Maigret får alligevel opringningen, da en mand findes død i Boulogne-skoven.

Maigret genkender manden, som er myrdet andetsteds og transporteret ud i skoven. Det er en gammel kending af politiet, selvom man aldrig har formået at sætte ham bag tremmer. Men man ved med ret stor sikkerhed, at han begår indbrud hos de rige - og gerne mens de ligger og sover deres søde søvn lige ved siden af ham. 

Selvom han ikke må blande sig, så tager Maigret sig alligevel af at informere den afdødes gamle mor - og han kan jo ikke holde fingrene væk. Han ved, at der må være penge et sted fra alle de mange tyverier. Han ved, at der må være et dobbeltliv, som moderen ikke kender til. Han skal officielt opklare en sag om en bande, der hærger i Paris - og den opklaring følger vi parallelt med hans indblanding i sagen om den underlige tyv. Tyven lejede sig ind i møblerede værelser i ugevis, hvor han observerede livets gang hos dem, han ville stjæle fra - så hvor har han sidst boet i nogle uger?

Det viser sig også, at han faktisk havde en kvinde i sti liv - som troede, at dobbeltlivet omfattede en familie! Dommeren mener, at det hele er en banal historie om bandeopgør; så selv da Maigret finder sammenhængen, tror ingen ham. Men vi genfinder en typisk Simenon-karakteristik - at tyven faktisk er et lidt tiltalende gemyt, som Maigret har sympati for. Han havde også sit lille stille liv med 'kæresten', og havde sørget for, at moderen ikke skulle lide nød, hvis der skete ham noget. Det er noget Simenon ofte har gjort brug af i denne serie - at tillægge forbryderne de bedste egenskaber.

No comments: